Den internationale hotelkæde Radisson meddeler, at den vil åbne ti nye hoteller i Afrika, herunder i Nigeria, Elfenbenskysten og Marokko.
Radisson har 1200 hoteller globalt, heraf 57 hoteller i Afrika fordelt på 22 lande. Kæden har udset sig Østafrika, men også resten af Afrika, som et strategisk vækstområde. I Østafrika er det Etiopien, Kenya og Tanzania, som den internationale hotelkæde fokuserer på.
Radisson udtaler, at de anser Afrika for at være det vigtigste voksende marked globalt, og virksomheden mener, at 42 afrikanske lande i skrivende stund er interessante at kigge nærmere på.
Interessen afspejles også i virksomhedens investeringsplaner, som viser, at Radisson inden for tre år regner med at have fordoblet antallet af hoteller på det afrikanske kontinent.
Hotelkæden ser stadig muligheder i Sydafrika, hvor den har planer om at nå 20 hoteller inden 2020.
Carlson Rezidor Hotel Group, som ejer Radisson vandt i 2017 FN´s Turismeorganisationens (UNWTO) pris for innovation for Radisson kædens arbejde med socialt udsatte unge på globalt plan.
Kilder: CNBC Africa, Radisson, UNWTO