Jens Chr. Helbech Hede, 47, skal bygge broer i mere end en forstand som ny direktør for Rambølls 130 mand store division for Internationale Projekter. Divisionen står bag nogle af Danmark og verdens største infrastrukturprojekter, som tæller blandt andet Fehmerntunellen, Nordhavnstunnellen, Nordhavnsvej, en ny lufthavn og havn i Manila og Nordeuropas største broprojekt, the Queensferry Crossing, i Skotland. Som ny direktør for divisionen skal han bygge bro til globale transport- og infrastrukturkunder på de internationale markeder og derigennem sikre international vækst.
"Vi ser store muligheder på det internationale marked for transport- og infrastrukturprojekter. De internationale projekter kræver ledere med et internationalt mindset og stærke interkulturelle kompetencer. Med en lang udlandskarriere i ryggen er Jens Chr. Helbech Hede det helt rette match til at speede op for Rambølls internationale vækst inden for blandt andet broer, tunneller, havne og lufthavne, hvor vi oplever en stigende efterspørgsel fra kunder internationalt. Han er en leder og holdspiller, som vil hjælpe Rambøll med at gå ind i en ny international vækstfase,” siger Søren Brøndum, Executive Director for Transport i Rambøll Danmark.
Jens Chr. Helbech Hede er fløjet ind direkte fra Washington, hvor han de sidste tre år har arbejdet for Verdensbanken med udvikling og implementering af infrastrukturprojekter- og programmer i hovedsageligt Sydøstasien og Kina. På CV’et står også udstationeringer i Laos, Thailand og Indonesien samt tidligere 16 år i Rambøll, herunder fem år som afdelingsleder for vejafdelingen, hvis indtjening blev femdoblet over fem år.
Jens Chr. Helbech Hede ser frem til igen at skabe vækst i Rambøll inden for transport og infrastruktur:
”Rambøll er i dag en fremtrædende global spiller inden for sit felt, men jeg tror, at vi kun lige har set det internationale potentiale, som Rambøll har. Jeg ser frem til at bidrage til at få Rambøll endnu mere ud over grænserne sammen med mit team, og ikke mindst at bringe den internationale erfaring, vi høster, med tilbage til vores nordiske kunder. Vi har hele verden i kikkerten og vil være opmærksomme og konstant på mærkerne i forhold til, hvad der foregår derude,” siger Jens Chr. Helbech Hede, divisionsdirektør i Internationale Projekter.
Jens Chr. Helbech Hede er uddannet civilingeniør fra DTU inden for infrastruktur og har en HD i Ledelse og Organisation fra Handelshøjskolen i København. Han er gift med Julee fra Laos, som er social- og sundhedsmedhjælper, og sammen har de to piger på fem og 10 år. Fritiden går med at læse biografier og erindringer eller tage i Parken for at yde support til sin hjerteklub FC København.
Han erstatter Søren Brøndum, som nu er Executive Director for Transport i Rambøll Danmark.