Rambøll hjælper Cape Town med at finde vej ud af vandkrisen

gilbert-sopakuwa
Forfatter billede

Vandkrisen i Cape Town fortsætter. Og selvom ’Day Zero’, hvor alle vandhaner lukkes og indbyggerne henvises til få offentlige vandposter, foreløbigt er udsat til næste år, er der fortsat akut behov for at stabilisere byens vandforsyning og gøre den mere bæredygtig.

Cape Town har hidtil fået langt størstedelen af sit vand fra vandreservoirer, men da deres vandbeholdning nu er helt i bund, skal andre kilder tages i brug. Det drejer sig eksempelvis om grundvand, hvor danske myndigheder og virksomheder gennem de sidste 50 år har udviklet stærke kompetencer og teknologier.

Fokus på gode grundvandskilder og mere fleksibel lovgivning

Rambøll skal helt konkret afgrænse potentielle højt-ydende grundvandsområder samt finde eksisterende indvindingsboringer, der hurtigt kan indgå i vandforsyningen eller udgøre en reservekapacitet. Projektet indeholder også en gennemgang og tilretning af den eksisterende lovgivning, der giver byen mulighed for at udnytte grundvandsressourcer på privat jord.

“Vi er meget glade for at kunne assistere Cape Town i den alvorlige krise, de står i. Jeg håber, at vi med vores undersøgelser og løsningsforslag kan være med til at sikre en langsigtet og bæredygtig vandforsyning på trods af den øgede tørkerisiko,” siger Jan Kürstein, ekspert i vandressourcer hos Rambøll.

Krisen i Cape Town har medført en begrænsning i vandforbruget, således at hver indbygger nu kun må bruge 50 liter vand om dagen. Til sammenligning bruger en dansker i gennemsnit lidt over det dobbelte, nemlig 106 liter vand i døgnet ifølge 2015-tal fra Danva.