Rapport: Bæredygtighed er god forretning

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Kunderne efterspørger miljømæssig og social ansvarlighed, og derfor er der store konkurrencefordele i at levere produkter, der ikke har tæret unødigt på miljøet, konkluderer rapport fra VIA University College.

Det giver virksomheder ekstra penge i kassen, når de tænker på mere end økonomiske resultater, skriver VIA University College på sin hjemmeside onsdag.

Især øger det indtjeningen på længere sigt at tage mere hensyn til miljøet, end loven kræver, og at prioritere tilfredse medarbejdere.

Dét er konklusionen i en rapport, som Center for Forskning og Udvikling i Virksomheders Globalisering ved VIA University College har udarbejdet.

Rapporten bygger på interviews med lederne i en række små og mellemstore danske industrivirksomheder samt indsamling af viden fra en stribe internationale analyser vedrørende virksomheders fokus på bæredygtighed.

Fordele i forhold til konkurrenterne

”Vores research viser, at virksomheder, som ikke bare overholder reglerne om spildevandsudledning og CO2-forurening, men er på et højt bæredygtighedsniveau, ofte opnår fordele i forhold til konkurrenterne”, påpeger lektor Trine Mønsted Nielsen.

“De virksomheder, der gør en ekstraordinær indsats for at beskytte det omgivende miljø, er nemlig mere attraktive for de dygtigste medarbejdere og har det højeste afkast. Derfor er der for virksomhederne absolut god grund til at indarbejde bæredygtighed som en fast del af forretningsstrategien,” fortsætter hun.

Hun står sammen med kollegaen Christian Preuthun Pedersen fra Center for Forskning og Udvikling i Virksomheders Globalisering bag rapporten om bæredygtighed i virksomheder.

Mange fordele at høste

De to forfattere fremhæver, at alle virksomheder uanset størrelse og branche vil få succes ud af at sætte fokus på bæredygtighed. Erfaringerne er konkret, at arbejdet med bæredygtighed fører til fordele som lavere omkostninger, optimeret ressourceforbrug, mere tilfredse kunder og rekruttering af topkvalificerede medarbejdere.

Derfor er rådet, at enhver virksomhed bør operere med ’en tredobbelt bundlinje’, hvor der er fokus på både økonomi, miljøhensyn og menneskelige aspekter.

Godt at fremhæve sig selv som forbillede

Rapporten påpeger, at mange af de virksomheder, som allerede i dag opererer med ’den tre-dobbelte bundlinje’, ikke kommunikerer om det over for kunder, jobansøgere eller andre eksterne parter.

Kommunikation kunne ellers forbedre de bæredygtige virksomheders økonomi yderligere, fastslår Trine Mønsted Nielsen.

”Brandingmæssigt er det en klar fordel for virksomheder at fortælle omverden om deres tiltag på bæredygtighedsområdet. Derfor anbefaler vi på det kraftigste, at de miljøansvarlige virksomheder begynder at kommunikere målrettet om deres fokus på både miljøet, medarbejderne og økonomien”.

Vær en inspiration

Trine Mønsted Nielsen mener blandt andet, at virksomhederne bør kommunikere om ’den tre-dobbelte bundlinje’ på deres hjemmesider og under kundearrangementer.

Hun fastslår tillige, at de miljøansvarlige virksomheder vil gøre klogt i at iscenesætte sig som et forbillede, andre kan spejle sig i og blive inspireret af.

Det kan eksempelvis gøres ved at tilbyde sig som sparringsparter og foredragsholder for at hjælpe andre virksomheder – for eksempel ens leverandører – ind på det bæredygtige spor.

Læs artiklen her: http://www.viauc.dk/pressesite/artikler/Sider/baeredygtige-virksomheder-tjener-mest.aspx