Kathmandus gader er larmende og travle, som de plejer at være. Busserne spyer kvælende røg ud og blander sig med farvestrålende rick-shaws, kvinder i smukke sarier og mænd med tørklæder om hovedet.
Stemningen i den forvoksede landsby er ikke præget af, at Kong Gyanendra den 1. februar overtog regeringsmagten og på den måde lod hånt om den demokratisering, der siden 1990 har haft svære tider i Nepal, skriver projektassistent Cathrine Dolleris i seneste udgave af CARE Danmarks elektroniske nyhedsbrev, care-e-nyt.
Cathrine Dolleris fortsætter sin beretning:
Nogle af nepaleserne i Kathmandu virker faktisk som om, de er tilfredse med situationen. Hellere en korrupt konge, end både en korrupt konge og en korrupt regering. Nogle siger endda, at Nepal jo er kongens land, så han kan gøre, hvad han vil med det.
Gyanendra lod sig kortvarigt hylde af de menneskemasser, der var mødt op til Shiva Ratri, den hinduistiske festival for guden Shiva i Kathmandu. Hinduismen er statsreligion i Nepal og kongen selv tilhører en af de højeste kaster.
Kathmanduiterne er generelt mere privilegerede end resten af befolkningen. De er bedre uddannede og sidder i højere stillinger. F.eks. har de en 5-dages arbejdsuge, mens resten af landet arbejder 6 dage om ugen. Forsyninger af el, gas, vand og mad til Kathmandus befolkningen har høj prioritet og fødevarepriserne er lavere end i resten af landet. Det er tydeligt at se, hvordan magten er koncentreret i Kathmandu.
Men tilliden er ikke stor i de intellektuelle kredse i Kathmandu. Mange er forbitrede over kongens magtgreb og mangel på respekt for demokratiet. De uopklarede omstændigheder ved drabene på den kongelige familie 1. juni 2001, hvorefter Gyanendra blev konge, sidder stadig i folks erindring.
Situationen er en anden uden for Kathmandu. Hærens tjekposter kontrollerer al trafik på vejene, politistationerne er kraftigt barrikaderede og der er patruljer af uniformerede soldater med maskinpistoler i skovene og landsbyerne.
Der er udgangsforbud efter klokken 19 om aftenen. Samtidig er det svært for Nepaleserne, at få deres varer til og fra markedet på grund af de Bandhs – trafikstrejker – der bliver erklæret af Maoisterne. Mange familier fra landdistrikterne søger til Kathmandu i håbet om en mere stabil tilværelse, men bliver mødt med skyhøje boligpriser og livslang gæld.
Udenrigsminister Pandey udtalte i begyndelsen af marts, at sikkerhedssituationen i Nepal er blevet meget bedre og beskytter nepaleserne imod terrorisme. Han mener, at kongens beslutning styrker demokratiet og at det internationale samfund vil støtte op om nye reformer ledet af Kong Gyanendra og hans regering.
Dette står i kontrast til f.eks. Danidas beslutning om at stoppe den bilaterale støtte, der kanaliseres gennem Nepals regering. Det står også i kontrast til de talløse arrestationer og tilbageholdelser af politikere, menneskeretsforkæmpere og journalister siden 1. februar.
Aviserne bringer hver dag korte notitser om hvor mange maoister, der er blevet dræbt i kamp, men beskriver sjældent omstændighederne omkring kampene. Det er svært at gennemskue, hvornår kun den halve sandhed fortælles, for aviserne er stadig under censur. Til gengæld kan man på forsiden af The Himalayan læse om Kronprinsesse Marys besøg i Australien og om OL i Paris i 2012.
Den tidligere premierminister Deuba, som blev afsat 1. februar, blev løsladt fra sin husarrest d. 10. marts. Han er imod kongens overtagelse af magten og bakker op om partiernes protester og kræver løsladelse af politiske ledere og menneskerettighedsforkæmpere.
Deuba har dannet et nyt parti, som vil kæmpe for nepalesernes fundamentale rettigheder og demokrati, skrev the Himalayan 13. marts. Det er essentielt at genoptage dialogen med Maoisterne og få alle partier til en rundbordsnak med kongen, udtalte Deuba.
Skal man tro udenrigsminister Pandey, bliver undtagelsestilstanden i Nepal ophævet så snart Kong Gyanendra beslutter sig for at genskabe freden gennem flerparti demokrati og effektive reformer. Dette sker muligvis hurtigere end de 3 år, som i første omgang var afsat af kongen til at få kontrol over maoisterne.
Hvordan kongen vil tackle den store ulighed, der er mellem magtkoncentrationen i Kathmandu og de underprivilegerede landområder, er uvist. Det er i de fattige landområder, at Maoisterne har størst opbakning – og ikke uden grund. Korrupte statsansatte, politivold og skæv fordeling af ressourcerne har længe været en del af dagligdagen.
CAREs arbejde for udvikling i landdistrikterne er blevet mere besværligt i takt med sikkerhedssituationen, men det kan stadig gennemføres. De lokale partnere, som CARE arbejder igennem, opbygger færdigheder og kvalifikationer i de forskellige grupper, f.eks. skovbrugergrupper, kvindegrupper og andre civilsamfundsgrupper.
Der lægges vægt på de menneskelige ressourcer og naturens ressourcer, som befolkningen allerede besidder. Landsbyboerne, såvel som partnerne, får information om hvilke rettigheder, de har, og støtte til at håndhæve deres ret. Det er yderst vigtigt, at CARE gennemfører projekterne nu, og giver befolkningen et alternativ til de 2 stridende parter.
Tilliden til kongen, politikere og andre repræsentanter for folket er i høj grad blevet ødelagt. Det demokratiske styre, der gennem de sidste 15 år skulle have vokset sig stærkt, er smuldret.
Nepal er ikke længere det fredelige og smukke Shangri-La, som var drømmen ved demokratiets begyndelse. Men alt håb er endnu ikke ude. Det er tid til, at nepaleserne øjner en ny vision for deres land, som ikke bygger på korrupte politikere, men på befolkningens egne styrker og ressourcer.
Demokratisering foregår ligeså meget fra bunden som fra toppen af samfundet og uden et stærkt civilsamfund, vil demokratiseringen ikke kunne finde fodfæste, slutter Cathrine Dolleris sin rapport fra Nepal.
Læs mere på www.care.dk
