Rapport fra Etiopien om fødevarehjælpens dilemma

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Stine Leth-Nissen
journalist i Folkekirkens Nødhjælp

Fødevarehjælp er vigtig for de svageste, viser ny undersøgelse i Etiopien. Men undersøgelsen afdækker også store problemer med afhængighed

”Vores liv er også værd at redde,” lyder et af citaterne fra de landsbyer, som modtager fødevarehjælp i Etiopien.

Netop den begrundelse har været afgørende for at sikre en stadig stigende strøm af fødevarehjælp til et Etiopien, ramt af tørke, høj befolkningstilvækst og alvorlige klimaændringer som følge af bl.a. afskovning.

Mellem 1984 og 2003 har Etiopien været ramt af tørke 10 gange. I år gælder det igen den sydlige del af Etiopien.

Organisationen PANE, Poverty Action Network Ethiopia, har med støtte fra blandt andre Folkekirkens Nødhjælp gennemført en omfattende ”Undersøgelse af fødevarehjælp og dens konsekvenser i Etiopien”.

PANE har interviewet landsbybeboere og myndigheder i tørkeramte områder i Amhara, Oromiya, Tigray, Somali, Afar og SNNPR-regionerne. Flere steder viser det sig, at lokalbefolkningen enten ikke er klar over eller ikke enige i de kriterier, der anvendes, når myndigheder og NGOer uddeler fødevarehjælp.

I nogle tilfælde har uddeling af nødhjælp ikke taget højde for de særlige behov hos de mest sårbare grupper som syge, ældre, handicappede, børn og kvinder, hvis mænd er taget væk. Der er eksempler på, at kvinder må søge arbejde i byerne for under 2 kroner om dagen, når sulten rammer.

Omvendt så man i nogle kommuner, at langvarig fødevarehjælp fører til afhængighed, også for de mere velstillede. I stedet for som tidligere at opbygge lagre af såsæd og fødevarer, opdrætte husdyr og dyrke hårdføre afgrøder som f.eks. enset (falske bananpalmer, hvor roden bruges til mad), havde flere og flere valgt at stole på fødevarehjælpen.

Mange modtager ”mad for arbejde” og deltager derfor i at vedligeholde veje og kanaler. Men ofte tager arbejdet ikke højde for, at folk også har brug for at passe deres marker, når regnen kommer.

Flere har rettet kritik mod ”mad for arbejde”, bl.a. fordi netop de svageste ofte er ude af stand til at arbejde og dermed få adgang til mad. Til gengæld viser undersøgelsen, at fødevarehjælpen har haft en positiv virkning, når det gjaldt om at stoppe udvandring.

Folkekirkens Nødhjælp støtter gennem ACT, Kirkernes internationale Nødhjælp, projekter, der hjælper udsatte hyrdefolk i det sydlige Etiopien til at bevare deres livsform. Det sker bl.a. gennem kvægcentre, uddeling af foder og vandforsyning, så dyrene kan overleve tørken.

Samtidig har Folkekirkens Nødhjælp en række udviklingsprojekter i nogle af de hårdest ramte tørkeområder for at mindske sårbarheden over for tørke og uregelmæssig nedbør.

Hvor den lokale fødevareproduktion er meget ringe, ser det heller ikke ud til, at fødevarehjælpen på nogen måde påvirker lokale markeder negativt.

Undersøgelsen giver ikke klare svar på, hvordan fødevarehjælp påvirker miljøet, men sulten har store omkostninger i form af træhugst og dyrkning af marginale jorder, der tidligere lå brak. Fødevarehjælpen har formodentlig en positiv virkning her.

PANE konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at folk i alle de undersøgte områder gør en indsats for at producere deres egen mad eller købe den fra markedet.

Men når man ønsker at forbedre deres fødevaresikkerhed, er det vigtigt at støtte folk i ”at forbedre deres egen produktionsevne snarere end at lade dem vente på fødevarehjælp år efter år”.

Denne kommentar er vigtig, fordi PANEs undersøgelse viser, at fødevarehjælp ofte planlægges så dårligt, at den ligefrem kan skade de mere langsigtede udviklingsprojekter.

Artikel i seneste udgave af Folkekirkens Nødhjælps nyhedsbrev