Lars Zbinden Hansen
skriver fra Bamako
Moini Dabrou har tydeligvis svært ved at holde følelserne tilbage, mens han viser rundt på Hôtel Les Flamboyants her i en af Bamakos tætbefolkede bydele, Kalaban Coura.
Moini er hotellets receptionist og lukkede og slukkede for sidste gang hotellet ved halv-fire-tiden mandag morgen.
Han var ikke uden bange anelser, fordi han og kollegerne længe havde ventet et angreb på hotellet.
Derfor instruerede han de syv nattevagter i at være ekstra oppe på mærkerne og ikke mindst passe godt på gæsterne i fem af hotellets tyve værelser.
Lidt før klokken fire brød helvede løs: omkring hundrede mand overmandede nattevagterne, rambukkede dørene til hotellet ind, smed benzin i receptionen, i diskoteket og baren på første sal, antændte det hele, smadrede alt møblement, alle fjernsyn, køleskabe, stereo-anlæg, højttalere, spejle, skabe, døre, vinduer, alt!
Selv sikkerheds-døre af jern foran hotellets lobby og konferencerum nåede mændene at vride totalt skæve og ubrugelige i løbet af den halve time, materiale-massakren varede.
Måske af humanitære grunde lod de hotellets gæster slippe ud med deres kufferter og tasker, men bagefter smadrede mændene også alt inventar i de fem værelser.
Moini fortæller, at han nåede at gå et par gader på vej hjem, da han hørte støjen fra hotellet. Han var ikke i tvivl om, hvad der skete og gik tilbage mod hotellet. Han turde ikke gå hele vejen tilbage, men så fra det sidste hjørne, hvordan flammerne stod ud ad vinduerne på hans arbejdsplads.
Klokken fem ankom politiet, men da havde de indtrængende mænd søgt skjul i deres huse og lejligheder i nabolaget.
Moini sukker, mens vi går over gulvene i hotellet, der er overstrøet med knuste whisky- og ølflasker – også i et kontor-værelse bag hotellets diskotek, hvor Moini peger ud ad vinduet og over mod moskéen cirka hundrede meter herfra.
Det var dem, der gjorde det, siger den kristne Moini, men vil ikke svare på flere spørgsmål. Det må ejeren af hotellet gøre, siger han.
Vi går derfor ned igen og passerer undervejs en 10-11 af de omkring 30 bevæbnede politimænd, der nu passer på det ødelagte hotel.
10 ÅR med nabokrig
Neden under i hotellets udendørs atrium-gård, der præges af en ca. seks meter lang betonbar, som også blev slemt tilredt, formentligt af hug med økser, finder vi hotel-ejeren, Nataniel Dembélé.
Han har arrangeret sig med et par plasticstole og et lille bord og ser ikke uventet noget nedslået ud midt i alle ødelæggelserne.
Dembélé, der er medlem af Malis parlament og indehaver af endnu et Bamako-hotel og en radiostation, er kristen i en bydel, hvis store flertal som i Mali generelt er muslimer.
Han ridser den snart ti år gamle nabokrig op, der nåede sin foreløbige kulmination natten til mandag.
Han købte grunden i 2002 for at lave restaurant, bar og hotel, og næsten lige fra starten var der problemer med naboerne.
– Det er ikke bare det med, at vi serverer alkohol. Vi bliver simpelt hen betragtet som troløse i vores måde at leve på, siger Dembélé og forklarer, at han og naboerne har holdt dusinvis af møder igennem årene for at nå en eller anden form for forståelse.
– Jeg har fastholdt, at alt her på stedet er fuldstændigt legalt. Jeg har alle de rigtige tilladelser og papirer, stemplet og godkendt af kommunen, borgmesteren. Der er intet at komme efter. Mali er en sekulær stat, så det er muslimerne, der må rette sig ind. Men de vil ikke lytte, siger Dembélé i sin lange blå kjortel.
OG HVAD NU?
Dembélé: – Vi har hele tiden ret præcist vidst, hvem det var, der opildnede de andre muslimer. Og ifølge politiet har de allerede arresteret nogle af de ansvarlige. Jeg selv har naturligvis en advokat på, der lægger sag an mod staten, fordi den ikke har beskyttet mig og mine rettigheder, som den skulle.
– Jeg har sagt dusinvis af gange de sidste ni år, at dette angreb ville komme før eller senere, hvis der ikke blev sat ekstra beskyttelse på. Jeg er ret sikker på, at staten i sidste ende betaler for ødelæggelserne.
Dembélé begrunder denne optimisme midt i ragnarok med, at regeringen helst lægger låg på den slags konflikter mellem religionerne, så de ikke udvikler sig som i flere andre afrikanske lande, bl.a. i Nigeria der specielt igennem 2011 har set voldsomme sammenstød mellem kristne og muslimer.
På sin side vil han i hvert fald ikke give sig: – Der har været en taksator forbi, banken har været her, og jeg regner med at ”Les Flamboyants” åbner igen i december.
ISLAMISK STAT
Og så? – Muslimerne vil tage det som en krigserklæring. Men næste gang vil jeg beskytte hotellet bedre, sige Dembéle og tilføjer opgivende: – Og så forventer jeg, at de (muslimerne, red.) vil rende rundt og brænde alle de andre hoteller og barer og restauranter i bydelen ned. De vil jo have en islamisk stat.
U-landsnyts udsendte takker høfligt for samtalen, går forbi 6 unge politimænd, der slænger sig i deres store uniformer i nogle plasticstole i atrium-gården, og ud ad porten i den hensigt at gå til højre og de hundrede meter hen ad gaden til den anden part i nabo-krigen, muslimerne i deres moské.
Ude af hotellets port går moskeens muezzin samtidig i gang med at kalde til fredagsbønnen. Jeg kigger hen på moskeen, og ser et par unge fyre på vej ind. De peger tydeligvis hen mod hotellet – og mig, eneste hvide i horisonten, der lige er kommet ud fra fjendens lejr, og som tænker, at ”nå, det kan da også blive en anden gang”.
I stedet går jeg hen til den ventende, skramlede gule taxi, hvor døren i passagersiden truer med at falde af, da jeg stiger ind.
Jeg spørger taxa-chaufføren, der i øvrigt undervejs til Kalaban Coura insisterede på, at Gaddafi er i Bamako, om han er muslim og drikker øl som mange muslimer i det ellers forholdsvis religiøst frisindede Mali gør: ”Ja da, men ikke så meget”.
Opgørelser over antallet af kristne i det officielt sekulære Mali svinger mellem 1 og 3 procent, mens procentdelen i enkelte bydele i hovedstaden Bamako formentligt er højere end 3 procent.
——————
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt fra Vestafrika. Haner bosat i Lomé i Togo.
