RCT: Lakmusprøven for Obama

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

KOMMENTAR

Af Tue Magnussen,
kommunikationskoordinator i Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT) i København

Aldrig før har forhåbningerne til en ny amerikansk præsident været større end når Barack Obama 20, januar rykker ind i det Hvide Hus.

Efter 8 år med George W. Bush glæder mange sig med rette til det skift – til det ”change”, der var Obamas gennemgående slogan under valgkampagnen.

Mange håber på en ny økonomisk politik, et skift i klima-politikken og ikke mindst i USAs politik, når det gælder menneskerettigheder og udenrigspolitik.

Efter Abu Ghraib, Guantánamo, CIA-fly og tilladelse til waterboarding (en torturmetode, red.) glæder både amerikanske og internationale menneskeretsorganisationer sig til, at Obama vil indfri sine løfter om et opgør med tortur.

Mange håber, at Guantánamo snarest vil blive lukket og de hårdhændede afhøringsmetoder vil blive forbudt. Men samtidig aktualiseres spørgsmålet om der vil ske et retsopgør med Bush-administrationens ansvar.

En rapport fra det amerikanske Senat dokumenterede i december, at præsident Bush og andre topfolk med deres godkendelser af brutale afhøringsmetoder var medansvarlige for de fangeovergreb, som siden har fundet sted.

Et enigt forsvarsudvalg i Senatet med 13 demokrater og 12 republikanere fastslog, at beslutningerne var en “direkte årsag” til forholdene i bl.a. Abu Ghraib-fængslet i Irak.

– USA er en retsstat, og erfaringen er, at Senatet forfølger sagerne kraftigt. USA er jo ikke nogen bananrepublik, sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K) til Berlingske Tidende 18. januar, da han sammen med Søren Pind (V), Tom Behnke (K) og Søren Espersen (DF) forudså, at USA vil kulegrave og måske endda retsforfølge Bush-administrationen for tortur.

Jeg håber de danske politikere får ret i deres forudsigelse om en amerikansk retsforfølgning.

Ifølge FNs konvention mod tortur har USA forpligtet sig til at retsforfølge tortur. Det er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur og samtidig er det erfaringsmæssigt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt.

Ikke kun en snarlig lukning af Guantánamo-fangelejren, men også retsforfølgning af Bush-administrationen bliver lakmusprøven på om Obama for alvor vil tage et opgør med tortur.

Hvis USA ikke selv tager skridt til en retsforfølgning, bør Danmark opfordre den nye administration i Washington D.C. hertil.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret af USA har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre Obama til at få undersøgt og evt. retsforfølge Bush-administrationen for at få placeret ansvaret.

Det drejer sig om ansvaret for Abu Ghraib, Guantánamo og tilladelsen til brug af tortur under afhøringer samt CIA-flytransporter af terrormistænkte til lande, hvor de er blevet udsat for tortur.

Kommentaren er bragt som indlæg på den nye Anti-tortur blog på RCTs hjemmeside, se www.rct.dk