Red Barnet: Børn på flugt får stjålet deres skolegang og fremtid

1200px-afghan_school_boys_in_nad_ali_village_of_helmand_skole_isaf
Forfatter billede

Børn på flugt

I slutningen af 2017 var der mere end 25,4 mio. flygtninge på verdensplan. Over halvdelen var børn, heraf 7,4 mio. i skolealderen.

Kun 61 procent af flygtningebørn går i skole. På verdensplan går 92 procent af alle børn i skole.

Især piger får frarøvet deres skolegang.

92 procent af verdens flygtninge opholder sig i fattige lande, som i forvejen har svært ved at få deres skolesystem til at hænge sammen.

Red Barnet har i rapporten Time to Act tre forslag til, hvordan man kan sikre god skolegang til alle børn på flugt. Samlet set vil fem års uddannelse til alle verdens flygtningebørn i lav- og mellemindkomstlande koste 21,5 milliarder dollar. Til sammenligning kostede det 11 milliarder dollar at afvikle årets VM i fodbold.

Red Barnet opfordrer regeringen til at benytte anledningen i New York til at investere 50 millioner kroner mere om året i den multilaterale fond EducationCannotWait, som netop sikrer uddannelse i skrøbelige stater og til flygtninge.

FN: Værtslande skal påtage sig ansvar

Ny rapport fra FN, som udkommer i anledning af generalforsamlingen i New York, afdækker et massivt behov for finansiering af skolegang til flygtningebørn i de lande, hvor de opholder sig. FN opfordrer derfor alle værtslande til at påtage sig ansvaret for at inkludere børnene i de nationale skolesystemer.

FN-rapporten viser også, at især piger på flugt risikerer at falde helt ud af skolesystemet i en tidlig alder. Det gælder f.eks. for hele 90 procent af alle afghanske flygtningepiger i Pakistan.

Den 26. september har Red Barnet og UNHCR inviteret udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) til at deltage i et større arrangement i New York, hvor udviklingsministeren vil præsentere den danske regerings prioriteter i forhold til flygtningebørns uddannelse.