Red Barnet henter ny forperson i Novo Nordisk

Niels Lund er tidligere konservative kommunalbestyrelsesmedlem i Gentofte Kommune og mangeårige foreningsmenneske.


Foto: Red Barnet
Morten Scriver Andersen

Niels Lund er netop blevet valgt som ny forperson for Red Barnet på organisationens repræsentantskabsmøde i Nyborg i weekenden.

“I en tid hvor økonomiske og humanitære kriser rammer børns liv og trivsel hårdt, er der brug for stærke indsatser for børn i sårbare og udsatte positioner – både i Danmark og resten af verden. Og der er brug for en stærk stemme for børns rettigheder. Det vigtige arbejde ser jeg frem til at videreføre som forperson for Red Barnet,” siger Niels Lund i en pressemeddelelse.

Den nyvalgte forperson har allerede stor erfaring inden for ledelse og bestyrelsesarbejde. Derudover har han mange års erfaring med frivilligt socialt arbejde i Danmark og internationalt udviklingssamarbejde.

Til daglig er Niels Lund leder i Novo Nordisks afdeling for globale aktiviteter for forebyggelse af kroniske sygdomme – blandt andet hos børn og unge. Han har arbejdet for både UNICEF og Verdensbanken og er tidligere konservativt kommunalbestyrelsesmedlem i Gentofte, hvor han har haft et særligt fokus på at styrke børn og unges trivsel og sundhed.

“Børn og unge har altid været den røde tråd i mit professionelle og frivillige arbejde. Jeg er både foreningsmenneske og forretningsmenneske, og så er jeg stærkt motiveret af at arbejde sammen med passionerede mennesker med høj faglighed, som ønsker at gøre en forskel for de mest udsatte,” siger Niels Lund, der er uddannet økonom fra Københavns Universitet med speciale i miljø- og udviklingsøkonomi.

Fra 14.000 til 53.000 faste støtter

De seneste tre år har Niels Lund været medlem af Red Barnets hovedbestyrelse og Internationale udvalg. Han er engageret i Red Barnets frivillige arbejde som forperson for lokalforeningen i Hovedstaden og desuden medlem af både forretningsudvalg og advisory board.

Afgående forperson Lars Svenning Andersen har siddet ni år på posten. På hans vagt er organisationen ifølge Red Barnet gået fra at 14.000 faste støtter til 53.000. Han mener desuden, at organisationen har markant styrket fundamentet for både det frivillige arbejde og fortalerarbejdet.

“Jeg bliver f.eks. så stolt, når jeg oplever, hvordan Red Barnets frivillige lynhurtigt stiller op og er klar til at tage imod børn og familier på flugt, når der pludselig er krig i Europa. Eller når det lykkes os at få ændret lovgivningen på centrale områder, så det bliver slået fast med syvtommersøm, at et overgreb på et barn aldrig er barnets ansvar. Begge dele er virkelig vigtige opgaver for en børnerettighedsorganisation,” siger Lars Svenning Andersen.