Regeringen og Dansk Folkepartis beslutning om at oprette et børnehjem i Afghanistan, som skal modtage afghanske flygtningebørn, er i strid med FNs Børnekonvention.
Det mener den humanitære organisation Red Barnet, skriver Berlingske Tidende torsdag.
– Ingen uledsagede børn bør sendes ud af Danmark, hvis det ikke er i barnets tarv, og det undersøger de danske myndigheder ikke. Det undersøges heller ikke, om der er mulighed for at finde børnenes forældre, og det er Danmark forpligtet på, siger Inger Neufeld, der er projektkoordinator i Red Barnet, til avisen.
Beslutningen om at etablere børnehjemmet i Afghanistan til de afghanske børneflygtninge, der ikke kan få asyl, fremgår af forliget om finansloven for 2011.
Det er tanken, at de danske myndig-heder udpeger en international organisation eller privat humanitær organisation til enten at drive børnehjemmet eller forestå samar-bejde med lokale myndigheder eller andre operatører, som så står for den daglige drift.
Men det bliver svært, vurderer Red Barnet. – Vi vil i hvert fald ikke påtage os opgaven, anfører Inger Neufeld overfor Berlingske.
Regeringen og Dansk Folkeparti regner med at spare ikke mindre end 75 mio. kr. årligt ved at sende de afviste flygtningebørn til Afghanistan.