Red Barnet sender nu hjælp til de flere hundrede tusinde mennesker, der er drevet på flugt i det, FN betegner som en af verdens hurtigst voksende flygtningestrømme. Det skriver organisationen på side hjemmeside.
Man skønner, at antallet af internt fordrevne flygtninge i Pakistan vil nå en million i løbet af få dage.
– Mange mennesker har måtte forlade deres hjem med kun få egendele og lidt tøj på ryggen. De har desperat brug for mad, medicin og andre basale fornødenheder, siger Alice Moltke Ladekarl, nødhjælpskoordinator i Red Barnet.
Det er kampene mellem den pakistanske hær og Taleban i Swat-dalen, der lige nu sender familier på flugt.
– Red Barnet har sendt 300.000 kr. fra Udenrigsministeriets varebevilling. Pengene vil gå til en koordineret nødhjælpsindsats i samarbejde med de lokale myndigheder. Børnene i området er ekstremt sårbare på grund af både væbnet konflikt og naturkatastrofer, siger Alice Moltke Ladekarl.
Red Barnet har arbejdet i de berørte områder i Pakistan i mere end 25 år – med både uddannelses-, sundheds- og nødhjælpsprogrammer.