Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
Forleden så jeg en TV-udsendelse, der – med urette – gav mig troen på danskproduceret TV tilbage og – med rette – gav mig en ny vision for, hvad dansk rummelighed kunne indeholde.
Udsendelsen var ’My Perfect Storm’ om restaurant Nomas køkkenchef René Redzepi. Den blev vist på DRK.
Jeg spærrede øjnene op, for det var blændende godt lavet og superinteressant! Vi så det nordiske køkken som poesi, kunst, filosofi og nytolkning af det at være dansk. Vi mødte Claus Meyer på hjemmebane og Tor Nørretranders på udebane i elegant TV-servering, hvor der var kælet for alle detaljer.
Den slags produktioner viser, at gamle DR stadig kan være kulturbærende og sætte international standard, tænkte jeg.
Jeg gik i seng med en god fornemmelse i maven, selv om jeg kun havde spist biksemad.
Næste morgen viste det sig, at jeg tog grusomt fejl! Det flotte program var britisk, ikke dansk. Og desuden var det fra 2015. Altså en af DR’s utallige importerede genudsendelser. Tableau!
Redzepi
Men mødet med René Redzepi satte alligevel noget i gang i en gammel bistandsnørd, der i de sidste år har tvivlet på udviklingsbistandens eksistensberettigelse. For måske er det hele mere et spørgsmål om perspektiv end om substans.
For her mødte vi en yngre kok, født i Danmark, men med en muslimsk makedonsk-albansk far. Altså en far, vi i gamle dage knyttede sammen med barmhjertig udviklingshjælp og nu til dags ville forbinde med islamisme, terror og krigene på Balkan. Det britiske TV-program viste ikke desto mindre, at denne søn af en fattig makedoner og en dansk mor havde vundet verdens ry for sin danske restaurant ved at udvikle et enestående koncept for nordisk madlavning og madkunst.
Under hans håndfaste ledelse havde det anerkendte britiske Restaurant Magazine tre år i træk klassificeret Noma som Verdens Bedste Restaurant. Den franske Michelin Guide belønnede så sent som i år Noma med to stjerner.
Absurd teater
Alt det satte den britiske udsendelse i perspektiv for denne seer, der ellers ikke interesserer sig for madkunst, foretrækker ydmyge spisesteder og aldrig har sat sine ben på Noma.
Det veldrejede britiske TV-program og mødet med Redzepi fik mig til at tænke på, om det ikke var på tide at sætte den gamle danske udviklingsbistand ind i en mere tidssvarende sammenhæng.
Som det er nu, får bistanden mere og mere karakter af absurd teater. Vi behandler først og fremmest de fattige i udviklingslandene som fjender, terrorister, uønskede indvandrere og militante islamister. Vores soldater slår dem ihjel, og de slår vores soldater ihjel så godt de kan. De etniske danskere hader dem, og alligevel har vi bevaret en lille flig af fortidens bistandstankegang: De er fattige og vi vil gerne hjælpe dem! Vi slår dem ihjel, frygter dem og skubber dem fra os, og samtidig er vi gode og skaffer deres børn skoler. De to koncepter står i skrigende kontrast til hinanden!
Helhedssyn
Jeg tror, tiden er inde til at opgive de skizofrene selvmodsigelser i vores forhold til de fattige lande. Vedkende os stridspunkterne, men samtidig vælge at se vores sameksistens som et hele. Det kan bl.a. betyde, at vi for alvor anerkender hvad en mand som Rene Redzepi har gjort for dansk madkultur, selvforståelse og kultur i det hele taget.
Han har allerede givet os meget, men bliver jf. udsendelsen stadig set som ’perker’. Der er endnu langt til, at vi danskere, som vi er flest, anerkender ham som en af vores egne.
En af mine venner har også peget på, at overførsler fra indvandrere i Danmark og deres danske efterkommere vistnok aldrig er talt med i den danske bistand til udviklingslandene, men tvært imod af og til mistænkeliggøres som mulig hjælp til terror vendt mod Danmark.
Den slags misbrug sker, men tyrkere, afghanere, somaliere og andre, der har bosat sig blandt os og måske fået dansk statsborgerskab, overfører i stor stil helt legalt penge til deres familier i ’det gamle land’.
De hjælper på den måde gamle forældre til mad på bordet og yngre søskende, nevøer og niecer til skolegang. Deres legitime civile overførsler er sandsynligvis vokset i årenes løb.
Mon nogen har forsøgt at se disse ikke-etniske danskeres udviklingsbistand i forhold til den udviklingsbistand vi ellers yder?
Da jeg i 1970’erne boede i Bangladesh, arbejdede mange bangalere i Mellemøsten, og deres overførsler var landets vigtigste kilde til hård valuta. Større end den officielle statsbistand. Vejer overførsler fra vores diaspora lige så tungt?
Måske burde vi simpelthen slå Danida og Integrationsministeriet sammen for at komme ud over skizofrenien og nærme os et politisk, menneskeligt og økonomisk helhedssyn på Danmark og de fattige lande og på os selv som danskere!
