Regeringen har i dag præsenteret sin nye samlede udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2017 – 18. Strategien er en udløber af udredningsarbejdet under ambassadør Peter Taksøe-Jensen i 2016 og omfatter alle dele af regeringens udenrigspolitiske arbejde.
”Verden ser meget anderledes ud end for tre-fire år siden. Ja faktisk end bare for et år siden. På mange områder er livet blevet bedre for mange, men der er også mange ting, der går i den forkerte retning: frihed og frihandel er under pres, migrationsstrømme truer Europas stabilitet, autoritære kræfter får øget styrke, og der bliver stillet spørgsmålstegn ved det internationale samarbejde.”
“Derfor er det godt, at vi nu har fået denne strategi, som er regeringens bud på, hvilke emner der er særligt vigtige for Danmark og danske interesser i 2017 og 2018. Og så bruger vi flere ressourcer de kommende år på lige netop det. Målet er helt kort: mindre terror, mere frihed og mere frihandel”, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ifølge en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.
Strategien fastlægger fem hovedudfordringer de kommende år:
- Migration, ustabilitet og terrorisme
- Sikkerhed i Danmarks nærområde
- Brexit og EU’s fremtid
- Gribe globaliseringens muligheder
- Arktis
De indsatser regeringen vil gøre her supplerer Danmarks løbende udenrigs- og sikkerhedspolitiske arbejde både bilateralt og multilateralt, skriver ministeriet.
"Verden er blevet mere usikker"
”Verden er blevet mere usikker med blandt andet Ruslands aggressive kurs, Brexit og USA’s nye kurs på flere emner. Derfor skal Danmark tage ansvar. Det foreslår regeringen at vi gør ved for eksempel at øge forsvarsudgifterne, men også ved at modgå russisk cyberkrigsførelse og gøre en større indsats i nærområderne. Vi styrker også indsatsen med at forhandle et godt resultat hjem for Danmark i Brexit-forhandlingerne. Og så bruger vi flere kræfter på at gøre Danmark skarpe til at gribe globaliseringens økonomiske muligheder, vi åbner for eksempel to nye generalkonsulater i USA,” siger udenrigsministeren.
De øgende udgifter til forsvaret skal bl.a. sikre, at der fortsat er råd til at sende danske soldater og militært udstyr til internationale operationer som f.eks. krigen mod Islamisk Stat og FN’s fredsbevarende missioner.
De seneste års stigende migrationsstrømme mod Europa, har sat migration højt på dagsordenen i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det har også ført til at store dele af den danske udviklingsbistand er blevet brugt i Danmark til modtagelse af asylansøgere, hvilket har skabt debat.
Men der er kommet færre asylansøgere end forventet og regeringen vil anvende de ubrugte midler fra til at styrke indsatsen i nærområderne f.eks. i humanitære kriser for at imødegå fremtidige flygtninge- og migrationsstrømme.
Danske udviklingskroner som belønning for godt samarbejde
”Udviklingspolitik er et vigtigt redskab til at give folk et håb om en fremtid i deres hjemland, og dermed undgå fremtidige flygtninge- og migrationsstrømme. Danmark kan blandt andet gøre en forskel ved at styrke kvinders rettigheder og dermed bidrage til at begrænse befolkningstilvæksten. Vi kan gøre en forskel ved at styrke unges muligheder for uddannelse og skabe arbejdspladser," siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
"Og regeringen er klar til at bruge udviklingspolitikken aktivt til at styrke tilbagesendelse af afviste asylansøgere efter noget-for-noget princippet – samarbejder et land om at hjemtage afviste asylansøgere, er vi klar til at styrke samarbejdet, og i den omvendte situation, hvor et land ikke samarbejder, vil det også have konsekvenser,” fortsætter hun.
Baggrund
Strategien er udarbejdet af regeringen med deltagelse af alle ministerier med internationale aktiviteter. Regeringen vil holde forskellige debatarrangementer i Folketinget og en redegørelsesdebat i efteråret 2017. Regeringen vil også indgå i debat om strategien med alle andre udenrigspolitiske interessenter.
Download regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitikse strategi for 2017-2018 (PDF, 28 sider)
Udenrigsministeriets faktaark om de forskellige tiltag fra regeringens side