Regeringens nationale mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 følges nu op af en international indsats med udnævnelsen af en klimaambassadør.
Det er Danmarks nuværende ambassadør i Egypten, Tomas Anker Christensen, som skal bruge sin lange erfaring inden for klimaområdet på denne ambassadørpost.
Han har været afdelingschef for Udenrigsministeriets Center for Globale udfordringer, hvor han blandt andet stod i spidsen for oprettelsen af 3GF – et internationalt partnerskab for grøn omstilling.
”Klima er et centralt element i den nye S-regerings udenrigspolitik. Nu udnævner vi en dansk klimaambassadør – og sætter dermed endnu et grønt og bæredygtigt aftryk på den internationale klima-dagsorden,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod i en pressemeddelelse fra ministeriet.
Vi vil gøre EU til en klima-union, i FN har vi taget lederskabet på energisporet og verdensmål 7 om bæredygtig energi – og vi laver grønt diplomati gennem vores bilaterale samarbejde i verden. Danmark kan og vil gøre en kæmpe forskel. Her vil den nye danske klimaambassadør Tomas Anker Christensen spille en helt central rolle,” siger ministeren.
Klimatopmøde venter lige om hjørnet
Den nye klimaambassadør får travlt fra første dag. Han vil blandt andet skulle deltage i arbejdet i de internationale klimaforhandlinger i FN-regi og det kommende klimatopmøde, COP25. Han vil være en central del af den danske indsats for at øge det globale klimaambitionsniveau i implementeringen af Parisaftalen. Klimaambassadøren vil også være med til at vise dansk lederskab på Verdensmål 7 (SDG 7) om bæredygtig energi. Her hjælper Danmark især de lande, der udleder mest, med at udfase kul og olie og ikke mindst omstille dem til vedvarende energi som vind- og solenergi. SDG 7 handler også om, at verdens lande indretter sig meget mere effektivt og sikrer, alle borgere – også de allerfattigste i fx Afrika – får adgang til vedvarende energi. Som en del af SDG 7 lederskabet vil Danmark fokusere på at sikre mere finansiering til den globale grønne omlægning.
Også klimaminister Dan Jørgensen er begejstret for valget af Tomas Anker Christensen, som han betegner som en mand med et stærkt netværk, omfattende viden om klimaområdet og den nødvendige adgang til internationale samarbejdspartnere.
”Det er den tyngde og erfaring, der er brug for, hvis vi skal løfte det globale klimaambitionsniveau og få Danmark tilbage i centrum for de internationale forhandlinger.”
Udviklingsminister Rasmus Prehn hilser også udnævnelsen velkommen:
”Den socialdemokratiske regering ser klima som et omdrejningspunkt for udviklingsbistanden. Vi har øget den grønne udviklingsbistand, og vi vil tænke klimatiltag ind i alle indsatser, hvor det er muligt.”
Tomas Anker Christensen tiltræder i sin nye rolle den 1. februar med base i København og vil få kontor i både Udenrigsministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.