460 millioner tons. Så meget plastik brugte verden i 2019, og det er næsten en fordobling siden årtusindskiftet.
Det viser tal fra en ny OECD-rapport tirsdag.
Kun ni procent af al plastik i verden er fremstillet af genanvendt plastik, fremgår det.
Næsten halvdelen af alt plastikaffald havner på regulerede lossepladser, mens 19 procent ryger i forbrændingsanlæg, skriver OECD.
De sidste 22 procent bliver enten brændt af eller smidt på lossepladser, der ikke er kontrolleret af myndigheder. Det medfører en stor risiko for, at plastikaffaldet skylles ud i floder, havet eller andre steder i naturen, hvor det bidrager yderligere til forurening.
Den årlige rapport viser, hvordan fremstilling og brug af plastik er steget i de seneste årtier. Og det samme er affaldsbjergene.
Asiatiske lande sender affaldet retur
Ligesom andre vestlige lande eksporterer Danmark store mængder plastikaffald. Mængden varierer år for år, men kan være helt op til 50 procent.
Gang Liu, der er professor ved SDU Livscykluscenter, har tidligere undersøgt, hvor Danmarks plastikaffald havner.
”Affald er big business og bliver handlet på tværs af verdens lande. I 2017 eksporterede Danmark 48.251 ton plastaffald. 58 procent af plastikken endte i Tyskland, som igen eksporterer store mængder plastik til Asien,” siger professoren i en tidligere artikel på SDU’s hjemmeside.
Men der er i stigende grad en tendens til, at landene siger fra. Malaysia – som er et af de lande, Vesten i høj grad eksporterer affald til – har sendt meget retur igen.
Senest har Sri Lanka sendt hundredvis af skibscontainere fyldt med mange tusinde tons affald retur til Storbritannien, fordi affaldet var blevet importeret på ulovlig vis. Det skriver al-Jazeera.
Affaldet kom til Sri Lanka i perioden fra 2017 til 2019. På papirerne var der tale om gamle madrasser og tæpper. Men kiggede man nærmere efter i containerne, indeholdt det også biologisk affald fra hospitaler, herunder ligdele, siger toldmyndigheder ifølge mediet.
Sri Lanka er blot et af flere asiatiske lande, der er begyndt at sende den uønskede affaldseksport retur til de vestlige lande, det kom fra.
Skærpet tilsyn fra dansk side
Miljøminister Lea Wermelin (S) vil fremover have langt mere kontrol med, hvor affaldet ender.
Regeringen vil styrke tilsynet med eksport og import af affald, som er en central del af målet med den politiske aftale om en grøn affaldssektor, skriver miljøministeriet i en pressemeddelelse.
”Dansk affald skal ikke ende på en losseplads i udlandet,” lyder det fra Lea Wermelin.
Det betyder også, at danske virksomheder skal være bedre til at sortere det affald, der kan genanvendes, for at undgå at det ender på et forbrændingsanlæg eller på en losseplads i Sydøstasien.
Derfor vil miljøministeren nu styrke tilsynet med eksport af affald til udlandet, skriver ministeriet.
Med aftalen om Klimaplan for en Grøn Affaldssektor i 2020 aftalte regeringen og aftalekredsen at styrke tilsynet med eksport og import af affald samt skærpe tilsynet med de danske virksomheders håndtering af affald.
Derfor skal langt flere lastbiler lastet med affald fremover stoppes og have lasten og papirerne tjekket ved grænseovergange, havne og på landevejene. Viser det sig, at de bryder reglerne, vil de kunne få en bøde. Regeringen lægger op til at styrke tilsynet med import og eksport af affald fra cirka 100 til cirka 1700 årlige administrative tilsyn og fra cirka 300 til cirka 700 årlige fysiske tilsyn.
”Det er fuldstændig afgørende for mig, at når danskerne lægger kræfter i at sortere deres affald og gøre en grøn forskel ved skraldespanden, så skal de kunne have tillid til, at affaldet ikke bagefter blandes sammen og ender med at gå op i røg eller på en losseplads ude i verden, hvor det forurener til skade for lokalbefolkningen og miljøet. Det har vi desværre set bekymrende eksempler på. Derfor er det nødvendigt, at tilsynet bliver bedre”, siger miljøminister Lea Wermelin.
OECD opfordrer til store investeringer
Plastikfremstilling, forurening og afbrænding tegner sig for 3,4 procent af de klimaskadelige udledninger i verden, skriver OECD i sin nye rapport. Langt størstedelen af forureningen kommer fra produktionen.
Derfor skal langt mere plastik genbruges, og der skal investeres mere massivt i anlæg, der kan håndtere affaldet på forsvarlig vis, lyder det fra OECD.
Blandt andet opfordrer OECD til, at medlemslandene investerer 25 milliarder euro om året for at sikre, at lav- og mellemindkomstlande kan håndtere det affald, de har.
Rapporten kommer på et tidspunkt, hvor en ny international plastiktraktat er på tale.