Ditte Hansen skriver for U-landsnyt.dk fra Kerala
Det er i dag d. 4. september og jeg har nu været i Indien i to måneder. Jeg har solgt min lejlighed, taget orlov fra mit job og har givet Udenrigsministeriet besked om, at jeg er i udlandet: Jeg er officielt flyttet til Indien.
Jeg har tilbragt en stor del af min tid i Indien siden jeg rejste hertil første gang i 2007. Jeg er uddannet religionshistoriker og har specialiseret mig i hinduisme og Indien. Og så er jeg dybt fascineret af alt, hvad Indien har at tilbyde – på godt og ondt.
Dette år er afsat til at forfølge mine drømme: Være bosiddende i Indien, arbejde i en NGO og ikke mindst tage en yogalæreruddannelse. Og det er, hvad jeg er i gang med lige nu.
Hvad jeg egentlig selv er interesseret i at vide er, hvad mine motiver er for at dykke dybere ned i yogaen: Er det for motionens skyld; for spiritualitetens skyld; for forskningens skyld; er det for at finde en mening med mit liv; vil jeg gerne undervise…? Hvorfor…?
En af grundene til at jeg elsker Indien så meget er, at jeg hver eneste gang (jeg har besøgt Indien over 20 gange) er på en slags feltarbejde.
Jeg lærer noget nyt hele tiden: Jeg oplever nye ritualer, får adgang til nye spændende mennesker og historier, lærer kulturen og sædvaner bedre at kende. Mine venner – selv indiske venner – regner mig for halvt inder.
Men er jeg religiøs, er jeg søgende? Mit studie har plantet en sund skepsis i mig og jeg har i mange år følt en stærk modstand mod religion, men jeg tager mig selv i føle mig tiltrukket af hinduistiske og buddhistiske tanker – gør det mig religiøs?
Nu anser jeg personligt ikke buddhismen for en religion, men nærmere en livstil og de aspekter af hinduismen som drager mig, ligger tæt op af buddhismen, så jeg vil besvare mit eget spørgsmål med et nej. Men er jeg da søgende? Og efter hvad – en mening med livet?
Lad mig forsøge at besvare det spørgsmål ved at bedrive en slags analyse af mig selv og mine motiver for at dyrke yoga og rejse til Indien for at blive yogalærer, og hvorfor jeg ikke vil kunne retfærdiggøre overfor mig selv at tage en yogalæreruddannelse i Danmark, da jeg ikke vil kunne føle, at det var en ”ægte” uddannelse.
Jeg ønsker absolut ikke at kritisere nogen ved denne udtalelse, den er helt på egen regning. Men det er fra Indien, yogaen stammer, og derfor finder jeg det naturligt at tage uddannelsen her.
En mening med livet
Jeg har dyrket yoga i to år, men intenst det seneste år.
Jeg besøgte sidste juli et Sivananda Ashram i Kerala i det sydlige Indien, hvor jeg i 14 dage dyrkede yoga to gange om dagen i sammenlagt fire timer, spiste sund ayurvedisk mad, mediterede og chantede sammenlagt tre timer om dagen og ikke mindst stod op hver morgen kl. 5.20 til lyden af en insisterende klokke.
Den oplevelse ændrede mig. Jeg følte, at den uro jeg længe havde været plaget af endelig blev afløst af en slags ro. En ro, der både mentalt og fysisk gennemstrømmede mig. Samtidig gav mit ophold mig en masse nye venner, der ligesom jeg langsomt fyldtes af fred i løbet af de 14 dage.
Var vi alle søgende? Ja, de fleste af os kom fra tidskrævende og stressende jobs og vi følte alle sammen at vores hverdag var præget af meningsløse opgaver og bekymringer. Vi havde brug for en ”mening med livet” eller i hvert fald en mindre stressfyldt hverdag.
Mit liv blev efter jeg kom hjem udfyldt med hen ved 4-5 yogaklasser hver uge og kun der følte jeg mig tilpas og i stand til at slappe af. I mine asanas (stillinger) kunne jeg føle fred og i samhørighed med min krop.
Det skal siges, at jeg som yngre led af bulimi/anoreksi og derfor altid har haft et akavet forhold til min krop – men yogaen lærte mig at lytte til og føle min krop.
Men når jeg ikke dyrkede yoga var mit humør dårligt. Jeg blev mere og mere ulykkelig og konstant drømte jeg mig væk til Sivanada Ashram og Indien. Da dette ikke ændredes, men i stedet blev værre og værre tog jeg konsekvensen… Og her er jeg: bosiddende i Indien og i gang med en yogalæreruddannelse.
Asanas
Jeg har fået en dybere forståelse for hvad yoga er. I Vesten lever vi i den overbevisning, at yoga næsten udelukkende er af fysisk karakter. Men asanas er kun en lille del af det.
Patanjali, der ifølge myterne for mellem 3-5000 år siden samlede de vigtigste dele i vedaerne (de ældste skrifter i ”hinduismen”) i ”yoga sutras”, definerede yoga som en ”8 legemsdele”, hvor asanas er den 3. del og målet er ”Samadhi”.
Alle legemsdelene leder hen mod en perfekt form for meditation, som er det værktøj/den metode, der kan give os adgang til Samadhi.
Jeg valgte at tage en yogalæreruddannelse både for at få et bedre kendskab til asanas, da jeg på egen krop har erfaret en yderst gavnlig effekt af disse.
Ydermere var jeg som religionshistoriker nysgerrig efter at få mere viden om den spirituelle side. Og det er her jeg forsøger at se mig selv ude fra.
Nogle aspekter af spiritualiteten kan jeg sagtens forholde mig til og ligefrem forstå. Idéen om, at vi alle er energi og i bund og grund er forbundet, er en meget smuk tanke og jeg kan sagtens godtage den.
Men at grunden til at søskende er forskellige på trods af samme forældre og dermed gener skyldes god/dårlig karma, den køber jeg simpelt hen ikke. Eller at nogle hellige mænd, yogier/saddhuer, er i stand til at nedsætte deres åndedræt så meget, at de kun behøver at trække vejret en gang om ugen.
Nej. Men tankerne, som også Mahatma Gandhi forsøgte at sprede, der drejede sig om ahimsa (ikke-vold), barmhjertighed og tålmodighed (som igen er omdrejningspunkter også i buddhismen) kan jeg til fulde følge. At jeg ikke selv mestrer tålmodighed er en anden side af sagen.
Naiv eller religiøs?
Er jeg naiv? Måske, men så kald mig det. Jeg vedkender mig det gerne.
Og den følelse jeg har i kroppen efter en 1½-2 timers yoga praksis af ren ”intethed” (jeg er afslappet og har ingen forstyrrende tanker, blot ro) giver mig et håb om, at jeg ved daglig praksis vil kunne forbedre mig selv og min hverdag.
Måske er det dét jeg gerne vil have ud af min uddannelse og mit feltarbejde: at kunne videregive den følelse til andre. Men for at kunne det, skal jeg kunne forstå de forskellige aspekter og dele af yogaen – for at kunne forklare den som helhed. Og selv kunne praktisere den.
Jeg ønsker ikke at videregive den som ren ”sport”, da jeg ikke føler, at det er, hvad det er. Jeg har hele mit liv dyrket håndbold, løbet m.m. og jeg har aldrig mentalt og ”spirituelt” følt mig så afslappet, glad og rolig, som når jeg kan mærke min krop og mig selv i min asanas praksis.
Mon jeg har analyseret mig selv godt nok?
Måske er jeg søgende; søgende efter at finde en bedre udgave af mig selv, hvor jeg har ro i mit hoved og kan slappe af i nuet. For det er jeg ikke helt i stand til, men jeg kan mærke at jeg nærmer mig. Mine ophold i Indien og mine yogaoplevelser hjælper alle sammen på det.
Yoga er måske ikke for alle, og så alligevel; når jeg ser en ældre mand over de 70 år dyrke yoga kl. 6.30 om morgenen på Marine Drive i Mumbai; eller når min tidligere massagedame på de 50 år fra Bangalore lystigt viser mig nogle vilde asanas på mit køkkengulv; eller når jeg går forbi en mand siddende på en terrasse i Rishikesh kl. 5.30 om morgenen og være i fuld gang med Kapala Bhati (en åndedrætsøvelse, som er en del af de 8 legemsdele)…
Ja, så tror jeg faktisk det er for alle.
Det handler bare om, at se det som noget andet end en ”flippet idé” og i stedet forsøge at gøre det til en del af ens hverdag – fyldt med både asanas, meditation og åndedrætsøvelser.
Det er i hvert fald det, jeg vil forsøge at gøre.
Er jeg religiøs? Nej. Spirituelt funderet? Ja, både som menneske og som religionshistoriker. Og søgende efter fred i mig selv. Er det forkert? Nej. Og jeg nyder udflugten.
