Ditte Hansen skriver for U-landsnyt.dk fra Calcutta (Kolkata)
På trods af mine hyppige besøg til Indiens land og talrige skriverier hjem, har jeg endnu ikke haft den usigelige ære at se en mand arbejde som ”slamsluger”. Indtil forleden i smukke Calcutta.
Jeg har set en masse dokumentarer og forfærdelige billeder af disse arbejdere, der dagligt ser døden i øjnene. For mange mister livet på grund af de farlige gasser og mange bakterier og vira, der florerer i en kloak.
Jeg kom gående ned ad Sudder Street og lagde mærke til nogle små afspærringer og to mænd, der stod og kiggede ned i et hul.
Da jeg går forbi, hejser den ene mand en spand fyldt med – ja- fæces (ekskrementer) op, tømmer den og firer den tilbage ned i hullet. Dér går det op for mig, hvad de er i færd med.
“Jeg er rystet”
Nede i hullet står en mand i en tyktflydende masse af alskens herligheder, der når ham til livet. Han skovler denne masse over i spande, så kollegerne på overfladen kan tømme dem.
Og da jeg kigger længere ned ad Sudder Street, ja så er der ikke færre end yderligere fire sådanne arbejder igang.
Må indrømme, at jeg er rystet, hvilket egentlig er lidt mærkeligt, når man tager i betragtning, at jeg har set lidt af hvert hernede.
Men nok fordi jeg har set nogle slemme film, endda vist for mine gymnasieelever (jeg arbejder også som gymnasielærer i Danmark), der skildrer, hvordan mange mister livet og bliver trukket op af hullet livløse og uden chance for genoplivning.
Eller måske fordi jeg har iagttaget en forbilledlig udvikling i Calcutta og nok mere havde regnet med at se menneskelige slamsugere i en by som Mumbai (Bombay).
Landet har ALT
Det slår blot endnu engang det faktum fast, at Indien er kontrasternes land. Landet har alt – ALT – på godt og ondt.
Men en episode som denne får mig ikke til at miste troen på, at Indien kan rejse sig.
For landet er på vej op, men det foregår i meget langsomt tempo og til dem, der sammenligner landet med Kina: der er milevid forskel på de to lande, både hvad angår mentalitet og styreform.
Man kan ikke forvente, at et land med 1,3 til 1,4 milliarder mennesker og korruption på alle niveauer med et snuptag kan få styr på alt og alle. Nej, en sådan proces tager tid. Men giv det tid, god tid.
Jeg kan nu sætte flueben ved den menneskelige slamsluger. Hvad mangler jeg mon så at se?
Morbid tankegang måske, men man bliver nødt til at inkorporere et andet syn på tilværelsen, hvis man skal kunne leve hernede, som jeg gør.
Og jeg elsker det stadig på trods af alt det grimme; for der er godt nok også mange smukke og positive ting hernede. Heldigvis.
