Religion og udvikling – har det noget med hinanden at gøre?

Forfatter billede

I Verdensbanken, FN-systemet og flere statslige bistands-organisationer har religions rolle i udviklingsprocessen været genstand for debat de seneste 15-20 år.

Men i Danmark har den debat hidtil kun haft få og spredte nedslag. En antologi med titlen ”Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge?”, som udkom i sidste uge, forsøger at rette op herpå.

Baggrunden for udgivelsen er, at når det store flertal i u-landene betegner sig som religiøse, former det også de værdier, folk navigerer ud fra.

Derfor er det vigtigt for alle, som beskæftiger sig med udviklingsbistand, at forstå den betydning, som religion har for både den enkelte, for familien og fællesskabet og dermed for både den lokale og nationale samfundsudvikling i det globale Syd.

Troens sværd

I bistandens begyndelse gik man ud fra, at religionernes betydning ville svinde i takt med samfundenes udvikling, modernisering og sekularisering. Men sådan er det jo ikke gået – snarere tværtimod.

Det var imidlertid først, da Verdensbanken i slutningen af 1990’erne tog spørgsmålet om religions rolle i udviklingsarbejdet op, at der så småt kom der gang i en international debat herom.

Alligevel inddrages religion sjældent i Danidas udviklings-, tema- og landestrategier og i debatten om dansk bistands- og udviklingspolitik.

Efter terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001 bredte diskussionen sig til flere FN-organisationer og efterhånden også til statslige bistandsorganisationer som DFID (Storbritannien), NORAD (Norge), SIDA (Sverige), NEDA (Holland) og SDC (Schweiz) samt senest BMZ (Tyskland).

Men i Danmark har debatten hidtil kun haft få og spredte nedslag.

Vil stimulere til bred debat

Den nye antologi ønsker derfor at bidrage til og stimulere en bred debat herhjemme om religions både positive og negative rolle i udviklingsarbejdet.

Det sker ved at inddrage danske perspektiver og erfaringer baseret på Danmarks historiske, kulturelle og religiøse forudsætninger.

Håbet er, at antologien kan være med til at fremme en debat, alle vil blive klogere af, og som vil medføre bedre dansk udviklingsarbejde i både trosbaserede og sekulære organisationer.

Religion kan ikke ignoreres – ganske enkelt

En af hovedkonklusionerne er, at det ikke længere er muligt at ignorere den religiøse dimension i udviklingsprocessen.

En anden er, at det især er på sensitive områder, der berører f.eks. lokale skikke og traditioner, moral, etik, ligestilling og seksuelle spørgsmål, herunder reproduktiv sundhed, at religion kan skabe splid men også fremme positive forandringer.

Det samme gælder, når natur- eller menneskeskabte katastrofer rammer uskyldige mennesker. Religion kan ofte bringe håb, mod og lys, når det ser mørkest ud.

Religion spiller til gengæld tit en negativ rolle i lokale og nationale konfliktsituationer og misbruges ofte til at hidse mennesker op imod hinanden.

Desværre er religiøse ledere mange gange selv gode hertil. Men religion kan også skabe dialog, forsoning og fred mellem stridende parter.

Følger op på opfordring fra Danida

Antologien skal også ses som en reaktion på Danidas opfordring til de danske kirkelige udviklingsorganisationer om at tydeliggøre deres værdigrundlag og de komparative fordele, de måtte have som trosbaserede organisationer.

Og den henvender sig både til trosbaserede og sekulære organisationer.

Uffe Torm


Foto: forlaget
Antologien er redigeret af journalist Uffe Torm, der bl.a. kommenterer her på nyhedstjenesten, og blandt bidragyderne er tre andre bloggere på Globalnyt, nemlig de to journalister og forfattere, Jørgen Harboe og Knud Vilby samt diplomat-veteranen Klaus Winkel.

Desuden har tre tidligere generalsekretærer for Folkekirkens Nødhjælp bidraget til antologien. Det er Christian Balslev-Olesen, Peter Lodberg og Henrik Stubkjær.

Dertil kommer bidrag fra tidligere udsendte medarbejdere. Der er tale om repræsentanter fra både sekulære og trosbaserede organisationer uanset egen tro eller ikke-tro.

Religion i tilværelsen såvel som i bistandsarbejdet

Nogle bidragydere til antologien har valgt at fortælle om deres baggrund og motiver for at engagere sig i udviklingsarbejdet, og hvordan nødhjælps- og udviklingsarbejde har påvirket deres egen tro.

Andre har valgt at træde et skridt tilbage og indtage iagttagerens rolle, når det gælder vurderinger af religions, især den kristne tros betydning i udviklingsarbejdet.

Men alle er enige om, at man må forholde sig til den religiøse dimension i tilværelsen og dermed i udviklingsarbejdet.

Antologien afrundes med to bidrag fra Syd, der kritisk vurderer den vestlige udviklingsbistand set med lokale kirker øjne.

Bogen henvender sig især til medarbejdere, frivillige og tidligere ansatte og udsendte i de danske NGO’er, der beskæftiger sig med udviklingsarbejde, men også til ansatte i Danida og danskere i FN-systemet og andre internationale udviklingsorganisationer.

Antologien retter sig desuden til studerende, som beskæftiger sig med dansk og internationalt udviklingspolitik, journalister, som interesserer sig for udviklingsbistand, og politikere og andre, der er optagne af dansk og internationalt udviklingsarbejde, f.eks. udsendte fra private firmaer, som arbejder i u-lande.

Fakta om antologien

Uffe Torm (red.): Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge?

304 sider. Illustreret.

200 kroner. Frederiksberg, Dansk Missionsråd.

Kan bestilles på [email protected]

Læs mere om bogen.