Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Localization er det nye buzzword i udviklingssamarbejde. Ordet er hentet fra forretningsverdenen, hvor virksomheder tilpasser deres produkter til lokale markeder og decentraliserer, så det meste af produktionskæden – fra idé til færdigt produkt – finder sted så tæt på de potentielle kunder som muligt.
Idéen giver rigtig god mening i udviklingssamarbejde, for selvfølgelig ved de lokale bedst, hvad de har brug for. Lokalisering, som det af mangel på bedre hedder på dansk, giver også ejerskab til lokalbefolkningen. De mærker både en vis stolthed over at bidrage og føler ansvar for at vedligeholde investeringen i det fælles projekt.
Jeg behøver ikke opliste eksempler på det modsatte: Velmente visioner, som rammer helt ved siden af. Projekter, der dikteres oppefra og ned. Med det resultat at bygninger forfalder, brønde sander til, og landbrugsmaskiner ruster op.
En humoristisk kommentar til fænomenet gik som en løbeild over sociale medier i kampagnen RadiAid, hvor afrikanere samlede ind til radiatorer, så frysende nordmænd kunne klare sig gennem vinterkulden. Altså ”hjælp”, der slet ikke er hjælp, fordi den blot øger mængden af ubrugeligt skrammel til skade for miljøet.
Nøglen er at lytte, inddrage og vise tillid
Så derfor: Velkommen til øget lokalisering i udviklingssamarbejdet. Som det for eksempel sker, når Mission Øst indleder et vandprojekt i Tadsjikistan.
De lytter til landsbybefolkningens reelle behov, for eksempel at de bliver syge på grund af dårlig vandkvalitet. De lokale kommer selv med forslag til løsninger, for eksempel at der er en god vandkilde op ad en bjergskråning fem kilometer væk.
Mission Østs medarbejdere kommer med et forslag om at anlægge en rørledning fra kilden til landsbyen, hvor der oprettes en eller flere vandposter. De lokale landsbyledere er begejstrede: Vil I virkelig det?! Ja, svarer Mission Øst, vi betaler for rør, pumper, vandpost og så videre. Men der er brug for, at I leverer arbejdskraft til at grave en rende fra bjerget til landsbyen. Og bagefter vil det være en god idé at danne en vandkomité, som har ansvar for at vedligeholde vandsystemet og sikre lige adgang for alle landsbyens indbyggere.
Som sagt, så gjort. Og i dag har landsbyen en stabil forsyning af rent drikkevand.
Et spadestik dybere til religionen
Nøglen er at lytte, inddrage og vise lokalbefolkningen tillid.
For endnu bedre at kunne sætte sig i lokalbefolkningers sted, foreslår jeg at gå et spadestik dybere i lokaliseringsprocessen, nemlig til kulturen, værdierne og religionen. Kultur kommer jo et sted fra, ofte fra værdier, vi er opdraget med og tager for givet. Og mange af værdierne stammer fra vores religiøse idéer og forestillinger.
Enhver udviklingsmedarbejder bør som minimum have en vis kulturforståelse og helst også religionsforståelse – for ikke at sige religionsdannelse. Det vil gøre lokalisering i udviklingssamarbejdet meget nemmere.
Tag nu oprindelige folkegrupper, der dyrker det, vestlige religionshistorikere har betegnet som primitive religioner. Det er en helt forkert klassificering. Oprindelige folks religioner er ikke laverestående på nogen måde, men indeholder tre elementer, som kendetegner alle religioner. Og når vi forstår dem, kan vi også sætte os ind i tankemønstret hos for eksempel hinduer og muslimer.
Livskraft, leveregler og nødvendige ofre
De tre elementer er mana, tabu og offer. Ordene mana og tabu er polynesiske og betegner henholdsvis livskraft og leveregler.
Solen, regnen, frugtbarheden er mana. Kvindens skønhed er mana. Mandens styrke er mana. Nogle er særligt begavede og har derfor ekstra mana. Dem skal man agte og respektere.
Her kommer tabu ind. Mana kræver særlige forholdsregler. En høvding kan være så manafyldt, at ingen må røre ved ham. Han må heller ikke røre ved noget, så folk må made ham derfor med en pind. Tabu kan tage voldsomme proportioner.
Men grundlæggende er fænomenerne ikke så mærkelige. Når jeg går en tur på stranden, nyder jeg solen, vinden og bølgernes brus – det er mana, nogle af naturens magiske livsytringer. Men når jeg ser, at folk smider øldåser og plastikemballage på stranden, bliver jeg vred – det er tabu, nogle af menneskers mangeartede overtrædelser.
Hvad gør man så? I de oprindelige religioner er ofre en naturlig del. Man ofrer for at opnå gudernes gunst – enten for at fremme mana eller afbøde tabu. Fremme mana, så børnene er raske, jagten lykkes eller høsten kommer i hus. Afbøde tabu, så fejlen opvejes og forbrydelsen godtgøres. Ofte med et stedfortrædende offer i form af afgrøder, dyr eller sågar mennesker.
Fordele og udfordringer ved mana
Mana, tabu og offer præger den religiøse tænkning generelt. Med fare for at generalisere vil jeg mene, at mana er dominerende i østlige religioner. Man søger at aflokke naturen dens kraft og skønhed gennem ofre, bøn og meditation – i vedahinduisme gennem ofring af for eksempel somajuice for at please krigsguden Indra, i hinayanabuddhisme gennem bøn og meditation i håb om at blive først boddhisatva og siden buddha.
Hvordan forholde sig til sådanne religiøse forestillinger som udviklingsmedarbejder? Er det muligt at mødes i forståelsen af de grundprincipper, som er på spil her?
Jeg tror det. Blot respekten for livet og ydmygheden over for klimaets luner er et godt udgangspunkt. Indregner man desuden den gode portion idealisme, som de østlige religioner indeholder, kan vi finde fælles mål at stræbe hen imod.
Udfordringen er, at østlige religioner er individualistiske; projektet i henholdsvis bhaktihinduisme og moderne buddhisme er den enkelte persons selvrealisering. Udfordringen er også, at begge religioner ser den fysiske virkelighed som en lidelse, personen skal bevæge sig væk fra ved at blive oplyst gennem meditation.
Med andre ord: Udviklingsmedarbejderen må præge samtalen hen imod det jordnære til gavn for hele lokalsamfundet. Det er her offertanken kommer ind, et offer, der må ydes horisontalt til medmennesket, og ikke kun vertikalt til gud(erne).
Fordele og udfordringer ved tabu
Med fare for igen at generalisere vil jeg mene, at de mellemøstlige religioner jødedom, kristendom og islam er præget af tabu. Her er masser af bud og regler til at regulere menneskelivet.
Tag blot skabelsesberetningen som er fælles for alle tre monoteistiske religioner. Beretningen begynder med, at Gud skaber alt og ser, at det er ”såre godt”. Han skaber mennesket og sætter det i en have med al den frugt, de kan spise. Men…. der er ét træ, de ikke må spise af.
Guds skaberkraft resulterer i liv på alle planer, planter, dyr, mennesker. Der er mana i overflod! Men denne overdådige livskraft kræver beskyttelse, afgrænsning, regulering. Hvad der netop kendetegnede det forbudte træ, skal jeg ikke kloge mig på, blot konstatere, at tabu herfra er indlejret i først jødedom og siden kristendom og islam. Tag blot de ti bud og hele det lovkompleks, israelitterne modtog i ørkenen på vej til det forjættede land. Tjek Jesu bjergprædiken, der stiller krav om at elske fjender, vende den anden kind til, gå den anden mil osv. Og læs Koranen, som i den grad er præget af regler om, hvad der er tilladt (halal) og forbudt (haram).
Hvordan kan udviklingsmedarbejderen forstå og forholde sig til grundtankerne i disse forestillinger, som i den grad er indlejret i lokalbefolkningens livsførelse?
Jo, ved at anerkende den struktur og den ordentlighed, der præger disse mennesker. Når man kan gå til kollektiv tilbedelse hver uge fredag, lørdag eller søndag og for muslimers vedkommende bede fem gange om dagen på helt bestemte tidspunkter, har man sikkert også disciplin på andre områder af livet.
Mange bud handler om renhed. Renlighed. Det rimer på hygiejne, hvilket jo er et grundvilkår i god sundhed og udvikling.
Men er er naturligvis også udfordringer. Med monoteisme følger en overhængende fare for intolerance. Én Gud bliver til én måde at leve på og rummer derfor en fare for en opdeling i ”os og dem”.
Også her kommer offertanken os til hjælp. Lovbrud bliver opvejet af ofre i alle tre religioner. I den oprindelige Jahve-dyrkelse særlige ofre for hver eneste overtrædelse. I Islam gennem en noget-for-noget struktur, hvor dårlige handlinger opvejes af gode gerninger. Og i kristendommen ved at Jesus påtager sig al verdens synd, da han dør på korset Langfredag i Påsken.
Offertanken leder til tolerance, næstekærlighed og barmhjertighed. Gud udtrykker sin kærlighed i alle tre religioners helligskrifter. I Koranen indledes hvert eneste kapitel med ”Gud den allernådigste og allerbarmhjertigste…”
Mon ikke det kan bruges til lokalisering i selv de mest rigide tabubelagte lokalsamfundsstrukturer?
Jeg tror det.
