Kære læser af Globalnyt.
For halvandet år siden fik vi til opgave af forlaget Columbus at skrive en lærebog til ungdomsuddannelserne og andre interesserede om Afrikas historie og fremtidige udfordringer.
Det var en overordentlig spændende opgave, for der findes ikke pt en sådan bog. Opgaven blev ikke mindre udfordrende af, at det hele skulle rummes på bare 200 sider – ellers bliver bogen så dyr, at skolerne ikke har råd til den – samtidig med at teksten skulle være forståeligt og interessant for folk uden større forhåndskendskab til emnet.
Vi har derfor været meget spændt på at høre læsernes reaktioner. De første læsere er naturligvis anmelderne, hvis særligt kvalificerede læsning man ser frem til med store forventninger. Derfor var det skrap kost at læse, hvad Signe Hermann skriver om vores bog, Afrika – fortid og fremtid.
Mangler begrundelser og eksempler
Hele fire gange skriver hun, at bogen ”af og til er lidt overfladisk”. Men ikke én gang begrunder eller eksemplificerer hun påstanden.
Hun er tilsyneladende godt klar over, at vi som forfattere har haft den bundne opgave at løse opgaven inden for den begrænsede plads, for hun skriver indledningsvist, at denne begrænsning ”i sagens natur” gør den ”af og til lidt overfladisk”.
Hvis det er ”i sagens natur”, er der ingen grund til at nævne dette. Og der er bestemt ingen grund til at gentage det hele tre gange, fortsat uden begrundelse. Hun gør et kluntet forsøg på at uddybe påstanden ved at hævde, at ”der mangler dybde og refleksion”. Fortsat uden hverken eksempel eller dokumentation.
Det er virkelig overordentlig ubehagelig at blive beskyldt for at skrive en overfladisk fagbog. Det er endnu værre skulle stå på mål for anklagen uden at se den begrundet.
Fejl og mangler?
En af anmeldelsens mellemrubrikker hedder ’Fejl og mangler’. I flertal.
Det er lykkedes Hermann at finde én faktuel fejl på de 200 sider – hun skriver dog, at ”der er muligvis flere”, men at hun nok ikke har opdaget dem, fordi hun kun har en ”beskeden paratviden om Afrika”.
Det kan undre, at Globalnyt sætter en person med ringe viden om Afrika til at anmelde en bog om emnet. Men det uhørt infamt af en sådan anmelder at påstå, at bogen rummer fejl, som hun ikke opdager, fordi hun ved for lidt til at få øje på dem!
Vi er dog taknemmelige over, at hun påpeger, at vi tager fejl, når vi skriver, at kun ét afrikansk samfund, det faraoniske, ”skabte et skriftlig tegnsprog”, når der faktisk i forhistorisk tid var yderligere tre. Én faktuel fejl er én for meget, og vi beklager denne.
Hun hævder desuden, at ”et andet” eksempel på fejl i bogen (ikke ’det’ andet, hun finder, men ’endnu et’) er ”gennemgangen af den ugandiske styreform, der beskrives som en deling af magten mellem præsidenten Museveni og baganda-folkets konge, kabaka’en.”
Det har vi heller ikke skrevet. I bogen står der ordret følgende: ”Buganda har givet navn til den moderne stat Uganda. Den har opretholdt kabaka’ens myndighed sammen med den folkevalgte præsidentpost.” ’Myndighed’ er naturligvis noget helt andet end ’magtdeling’.
Hvad mellemrubrikkens ’mangler’ dækker over, afsløres ikke i den efterfølgende tekst. Men for læseren fremstår det naturligvis, som om bogen har mangler – igen en påstand uden den mindste dokumentation.
Hvilke irritationsmomenter?
Flere af mellemrubrikkerne er i det hele taget nedvurderende eller fordummende. Én hedder ”Få irritationsmomenter” – men den efterfølgende nævner ikke ét eneste. En anden hedder ”Europa og vesten skule have holdt sig helt væk”.
Vi har et nøgternt syn på historien. Europa kom til Afrika. Det kunne aldrig falde os ind at ’kræve’ ovenstående; det er jo absurd og afspejler et naivt romantiserende forhold til historien.
Hermann nævner i anmeldelsen, at ”hun altid gerne har villet vide, hvad der gik galt efter den første generation af afrikanske ledere, som generelt indførte rimelige grundlove … og som forsøgte at føre en progressiv og bæredygtig politik …” men at ”næste generation satte dette over styr ved at fjerne begrænsningerne i antal perioder, en præsident kunne sidde, ved at favorisere egne stammer og stjæle statens midler.”
Skuffet konkluderer hun, at ”det ikke er spørgsmål, bogen giver noget tilfredsstillende svar på.” Vi har skrevet en undervisningsbog til faget historie og samfundsfag, der dækker kontinentets historie fra menneskets fødsel til i dag. Det er absurd, at hun tror at kunne få svar på et spørgsmål, bogen hverken stiller eller lover at besvarer.
Bogen rummer til gengæld overordentlig mange brikker, man vil kunne bruge til at forsøge at forstå udviklingen i forskellige afrikanske lande efter selvstændigheden, også hvorfor nogle blev diktatoriske og korrupte.
Hele hendes spørgsmål er desuden noget sludder; vi viser blandt andet, hvordan mange lande især fik problemer allerede med de nye staters første ledere; det var jo dem, der indførte et-partistater, indledte traditioner med at knægte oppositionen, etc.
Hermann skriver, at ”den eneste forklaring, der forsøges, er at det har sin rod i de traditionelle styreformer,” etc.
Dette er direkte usandt. Vi nævner adskillige forklaringer på, at udviklingen i en del stater kørte af sporet.
Selvfølgelig gør vi det, for der findes naturligvis ikke ét svar for 40-50 års udvikling i lige så mange stater! Det er spørgsmål, som forskere har brugt hele karrierer på at udrede, og som der fortsat skrives tykke bøger om, og vi henviser flittigt til flere af dem.
Og nu vi er ved fejlene i hendes anmeldelse: Vi har ikke beskrevet førkoloniale afrikanske styreformer som ”rimelig demokratiske i og med, at man havde konsensus-styre” og at disse oprindelige styreformer var ”kontrakt-baserede”.
Vi har tværtimod beskrevet, at ”i alle samfundsformer på kloden er der opstået mere eller mindre udtalte kontrakter mellem undersåtter og hersker” – hvorefter vi diskuterer de forskellige betingelser, afrikanske herskere i modsætning til f.eks. europæiske eller asiatiske havde til at ”fastholde deres myndighed” over undersåtterne.
Vi har skrevet, at ”der ikke er forsket meget i dette”, altså ’kontrakterne’ i de før-koloniale afrikanske samfund, men antyder, at ét element kunne være, at der på landsbyplan var et vist fællesstyre i landsbyrådet.
Vi har bestemt heller ikke påstået, som Hermann gør i sin anmeldelse, at ”hvis man lægger resten af verdens lande oven på Afrika som puslespilsbrikker, dækker de det nogenlunde”.
Hjemmesiden skal ikke opveje noget
Endelig er det virkeligt besynderligt at anmelderen kritiserer, at vi tilbyder et stort ekstramateriale, som er tilgængeligt på forlagets hjemmeside.
Hermann skriver, at dette ”opvejer efter min mening ikke den af og til noget overfladiske behandling af emnerne i bogen. Jeg mener, at en lærebog bør kunne stå alene uden hjemmeside.”
Hjemmesiden skal på ingen måde ’opveje’ noget som helst; den rummer tilbud til undervisere om arbejdsspørgsmål og forslag til elever om links med aktuelle statistikker, filmklip og yderligere oplysninger for dem, der vil fordybe sig.
Overraskende slutning
Højst overraskende fremgår det i slutningen af anmeldelsen, at Hermann faktisk er rigtigt glad for bogen og gerne vil anbefale den.
Men vi kan have vor tvivl, om det lykkes hende at overbevise læserne. For praktisk talt hver eneste gang, hun skriver noget positivt, lykkes det hende i et snuptag at gøre rosen negativ.
Et par eksempler: Hun skriver, at det lykkes forfatterne, ”i meget høj grad” (altså: ’ikke fuldstændigt’) at styre uden om stereotyper om kontinentet og gøre ”et ærligt og forholdsvist fordomsfrit forsøg” på at forklare kontinentets udvikling. ’Forholdsvist fordomsfrit’ – hvor kommer forbeholdet fra? Vi er altså fortsat fordomsfulde.
Og når hun konkluderer, at bogen giver ”en mere nuanceret og mindre fordomsfuld gennemgang af Afrikas udvikling” end hun længe har set, må man altså konkludere, at bogen både er unuanceret og fordomsfuld – bare ’mindre’, end hun er vant til.
Vi opsummerer lige: Bogen er unuanceret og fordomsfuld og overfladisk, den mangler dybde og refleksion, er desuden fuld af fejl og mangler – og forfatterne magter ikke at styre uden om stereotyper, og de er fordomsfulde.
Tak for kaffe!
Det kommer derfor som noget af et chok, at hun slutter med at konkludere, at hun ”gerne vil se bøger som denne brugt i undervisningen” og at hun ”ikke er i tvivl om, at den vil give en gennemsnitlig gymnasieelev et meget mere afbalanceret billede af det store kontinent.”
Vi takker naturligvis for, at tvivlen til slut var bortvejret. Men helt ærligt – efter fortløbende at have svinet bogen til, kan der ikke være mange læsere tilbage, der når slutningen af anmeldelsen uden at tænke, at dette makværk ikke er værd at spilde tid på.
Vi kan forsikre læserne om, at vi på hver eneste side har bestræbt os på hverken at være fordomsfulde eller styret af stereotyper.
Bogen er hverken overfladisk eller ureflekteret – men ’i sagens natur’ på visse strækninger af verdenshistorien naturligvis summarisk.
Men tag ikke vores ord for givet: Vi er blevet enige med Globalnyt om at udlodde 10 gratis eksemplarer til de læsere, der skulle ha’ lyst til at bruge en aftens tid på at læse Afrika – fortid og fremtid.
Send en mail til Globalnyts redaktion og få en bog retur: Skriv efterfølgende gerne dine kommentarer, så bliver de offentliggjort på Globalnyts hjemmeside.
Vi ser frem til en fordomsfri, nuanceret og reflekteret debat!
Med venlig hilsen
Finn Rasmussen og Peter Tygesen
Svar til Peter Tygesen og Finn Rasmussen af anmelder Signe Hermann, Globalnyt
I deres brev efterlyser Peter Tygesen og Finn Rasmussen eksempler på, hvor deres bog er overfladisk.
Her kommer der nogle:
Tygesen og Rasmussen skriver, at den økonomiske vækst i Afrika ikke kommer flertallet til gode. Det er også i mange tilfælde rigtigt, men det er mere nuanceret end som så. Der er mange voksende industrier i Afrika, som ikke er styret af stærke pengeinteresser fra andre kontinenter, og hvor gevinsterne ikke bliver koncentreret på få magtfulde mænds hænder.
Der er f.eks. ”Silicon Savannah” i Kenya (IT-industri) og Nigerias filmindustri, Nollywood, som faktisk er mere produktiv end Hollywood, som den er opkaldt efter. Resten af verden har fået øjnene op for afrikansk design i møbler, smykker og mode, og det åbner nye markeder for afrikanske designere.
Fælles for disse spirende industrier er, at de ikke er baseret på råstoffer, men på talent og viden. De er også fortrinsvis unge fra middelklassen, der deltager i den den, men det ændrer ikke på, at den økonomiske udvikling i Afrika er mere nuanceret end det fremgår af bogen. Der er en stor og voksende middelklasse i Afrika, som ofte bliver overset, og det gør den desværre også i denne bog.
Sydafrika har udviklet sig til en global, økonomisk spiller på niveau med Kina, Indien, Brasilien og Rusland (de såkaldte BRIKS-lande), og det fremgår ikke af bogen, at der befinder sig en økonomisk stormagt på kontinentet. Det ændrer nu heller ikke på, at der stadig er mange fattige i Sydafrika.
Tygesen og Rasmussen beskriver mange af de forskellige samfundsformer, de forskellige afrikanske stammer før kolonialiseringen har organiseret sig i. De skriver, at de afrikanske samfund i høj grad var konsensusbaserede, fordi der ikke var militærmagt til at holde sammen på samfundene. Men i deres beskrivelse af de afrikanske demokratiers sammenbrud efter landenes selvstændighed indgår denne mangfoldighed af samfundsmæssige organisationsformer ikke i deres analyse, de skriver kun, at det har sin rod i de traditionelle styreformer, der var centralistiske og tjenestebaserede.
Tygesen og Rasmussen efterlyser flere fejl og mangler. Det kan nævnes, at Sydsudan er faldet ud af deres kort over kontinentet.
Tygesen og Rasmussen efterlyser flere irritationsmomenter, siden jeg nu havde sat det i flertal i mellemrubrikken. Oprindeligt var den manglende URL til hjemmesiden oplistet her, men redaktøren foreslog at flytte den ned til afsnittet om hjemmesiden i stedet. Der er imidlertid andre ting, der har irriteret mig:
I kapitel 14 nævnes to børn, Luisa fra Mozambique og Charles fra Ghana, som henholdsvis drømmer om at blive læge og vognmand. Det lykkes ikke for Luisa at blive læge, fordi Mozambique er for fattigt, og selvom Charles får et lille vognmandsfirma, går det ikke så godt for ham, fordi der er for mange om buddet.
Et af verdens ældste universiteter ligger i Ægypten. Der er over 620 akkrediterede universiteter i Afrika (og mange flere, der ikke er blevet akkrediterede). De uddannede mennesker, der bliver ansat i vesten og dermed skaber brain drain, bliver jo uddannet nogle steder, der er gode nok til, at det kan betale sig for andre lande at ansætte dem.
Muligvis skal de to børn ikke forestille at give et repræsentativt billede af Afrika, men det er de to, der får lov at definere situationen. Gymnasieeleverne har for de flestes vedkommende ikke noget at sammenligne med, og derfor kan de ikke tage stilling til, om det er rimeligt at præsentere Afrikas ungdom gennem to børn, der ikke bliver uddannede. Det ville give et mere balanceret billede af Afrika, hvis bare ét af de to børn havde fået en uddannelse.
Jeg har boet og arbejdet omkring tre år i Afrika, i tre forskellige lande. Én gang som visiting researcher, to gange om lektor ved et universitet. Hver gang var jeg ude på egen hånd, jeg var lokalt ansat uden at være udsendt af en europæisk organisation, og var både aflønnet efter næsten lokale forhold (man får en expat allowance og tjener derfor ca 50 % mere end en lokal med samme uddannelsesniveau) og udenfor det sikkerhedsnet, som en velorganiseret udsendelse giver.
Et af mine problemer med de fleste bøger om Afrika er, at jeg ikke kan genkende det Afrika, jeg boede og arbejdede i. Jeg har også svært ved at finde det i bogen ”Afrika – fortid og fremtid”. Og for mig er det et irritationsmoment, at fortællingen om Afrika, også her, er utrolig fattig på informationer om, at der er et akademia, der er international udveksling i universitetsmiljøet, og der er folk, der klarer sig godt, også udenfor akademia.
Afrika er utroligt stort og utroligt mangfoldigt, hvilket jeg forsøgte at illustrere med dette billede: https://dfafie.files.wordpress.com/2009/06/picture-1.png?w=655&h=467.
Der skal mere end 200 sider til for at dække det grundigt. Og som sagt synes jeg, at det er lykkedes ganske godt for Tygesen og Rasmussen. Når jeg nævner fejl, mangler og irritationsmomenter i anmeldelsen, er det fordi jeg synes, at man skal kunne stille krav til en lærebog om, at der ikke står noget, der er forkert. Og at den giver en rimelig repræsentation af kontinentet.
Det er en førsteudgave, og førsteudgaver er altid fejlbehæftede i en eller anden grad. Nu har jeg oplistet nogle af de fejl og mangler, der er i den, og jeg håber, at de vil blive rettet i næste optryk.
Svar til Signe Hermann fra Peter Tygesen og Finn Rasmussen:
Dette er, så vidt vi kan se, sidste gang, der udkom en bog på dansk for voksne om Afrikas historie (som ikke begynder med europæernes ankomst) før vores.
Ikke for at sammenligne denne med en dygtig faghistorikers 500-siders værk, men blot for at vise, at markedet i Danmark åbenbart kun sjældent kan bære en historiebog om Afrika (og at danske historikere ikke har lyst til at påtage sig en sådan opgave).
Det var derfor afgørende for os at fastholde et køligt blik på nuværende tendenser og vurdere dem i det lange forløb.
Hype om vækst er overdrevet
Allerede før vi blev færdige med manuskriptet stod det klart, at de seneste par års hype om både Afrikas nye, store middelklasse og om en helt usædvanlig økonomisk vækst har været overdrevet. Jo, mange afrikanske lande har haft økonomisk vækst de senere år. Det er dog ofte fra et meget lavt udgangspunkt og væksten i volumen er relativ beskeden. Væksten er desuden aftaget igen, blandt andet fordi markedsprisen er faldet på mange af de råstoffer, som væksten i stort omgang bygger på. Bogen rummer netop en gennemgang af dette i kapitel 14.
At der selvfølgelig findes energiske afrikanske erhvervsfolk i over- og middelklassen er indlysende. Vi har derfor i bogen et portræt af en ghanesisk forretningsmand, der har startet Vestafrikas første produktion af magnetkort.
Varieret kontinent
PS: Sydsudan er ikke faldet ud af bogens Afrikakort. Det er til gengæld ikke med i oversigten (s. 89) over afrikanske landes selvstændighedsår. Tak for oplysningen..
