Journalist, konsulent og foredragsholder Jan Larsen, København, fylder 60 fredag d. 11. marts 2011.
Tænk at have oplevet forvandlingen af verdens folkerigeste land på nærmeste hold – og haft det som journalistisk opgave at beskrive det for andre. Det var Jan Larsens lod i 5 år fra 2005 til 2010, da han var Danmarks Radios korrespondent i Beijing.
Et højdepunkt i en lang karriere i Danmarks største mediehus, der nu har bragt ham hjem som reporter på det hæderkronede udenrigs-magasin “Horisont”.
Ønsket om at rapportere fra udlandet var der fra starten. Det fik ham i 1973 til at springe fra et næsten afsluttet historiestudium til en mesterlæreplads på en avis i Australien.
Efter et par år som freelance korrespondent med rejser i bl.a. Sydøstasien kom han til DR, hvor han bl.a. var aktiv i udviklingen af Københavns Radio.
Men det er udlandsdækningen, der trækker, og han har i årenes løb dækket mange forhold og problemer i 3. Verdens-lande. Fra 1997 var han tillige ekstern konsulent for Danida og det dav. Danced ved medieprojekter i Sydøstasien.
I 2005 kom så posten som Danmarks Radios første korrespondent i Kina.