Pædagog og diakon Ruth Brik Christensen, Fasterholt pr. Brande, fylder 60 torsdag d. 9. august 2012.
“Rudde” med de sønderjyske rødder har været soldaterhjemsleder i Irak 2006-07 og i Camp Bastion i Afghanistan 2008-09, før hun i foråret 2010 åbnede et nyt KFUMs Soldaterhjem i MOB Price i Afghanistan.
Senest har Ruth Christensen været leder af KFUMs Soldaterhjem i Libanon i efteråret 2011, men lever nu af at holde foredrag om oplevelserne med udsendte danske soldater.
“Derude har de brug for, at der er én, der gør lidt ekstra for dem”, som hun sagde i et interview for nogle år siden.
Det sørgede “Kufmutter” så for overfor alle dem, som pustede ud i Kuffen eller skulle have sat plaster på et sår. Eller dem, der ville tale om deres døde bedstefar eller deres kone, der lige havde født hjemme i Danmark.
I 2009 blev hun kåret til “Årets Helt” efter indsatsen som reservemor for danske soldater under fjerne himmelstrøg og efterfølgende har biografen “Ruth i Krig” solgt godt.
Se også
http://www.forlaget-turbulenz.dk/2010/08/ruth-i-krig-reservemor-for-de-danske-soldater