Ifølge en tuaregisk myte beskytter den mørkeblå turban mod onde ånder. Skal det tages for gode varer – og hvorfor ikke – har der i tuaregernes historie været nok at se til for stoffet.
Alt imens det uophørligt strejfede med dets ejermand igennem ”ørknerne”, som tuaregerne kalder Sahara: ikke i ental men i flertal for de mange forskelligartede naturzoner i det enorme område.
Opregner man nogle af de allerværste ”onde ånder”, kan det noteres, at mange af dem kun langsomt er kommet snigende ind på tuaregerne.
Én kunne være noget så umiddelbart fjernt som fredsslutningen i Europa med Westfalen-traktaten i 1648, der lagde grunden til det, som ikke mindst afrikanske lande værner om med indædt ildhu: national-statens hellige ukrænkelighed – også selvom det de fleste steder i Afrika er så som så med at kunne kalde sig en ”nation” indenfor staternes grænser.
Der er vist ingen af de fire stater Mali, Niger, Algeriet eller Burkina Faso, hvor tuaregerne lever og flytter rundt, som kunne drømme om at give bare en stump af deres territorium, for at tuaregerne kan få det land og den selvbestemmelse, som de har argumenteret, forhandlet, sloges og kæmpet for i hvert fald siden 1916.
En anden ”ond ånd” kunne være Berlin-konferencen i 1884-85, hvor europæiske magter som bekendt trak streger hen over Afrika-kortet og delte rovet imellem sig. Herefter fik tuaregerne franskmændene som ubehagelig følgesvend i deres fortsatte historie. Starten af 1960’erne påtvang igen tuaregerne nye herskere, da de nævnte fire lande opnåede uafhængighed fra Frankrig.
En tredje ”ond ånd” er tættere på tuaregerne end det historiske Europa: nemlig tuaregerne selv.
De har aldrig kunnet enes om ret meget i deres positioner i det massivt store Sahara – for det meste hundredvis af kilometer fra hinanden. Fraktioner og grupper og oprørsbevægelser er blevet etableret og splittet igen i ét væk, og de fire lande har selvsagt ikke hjulpet tuaregerne meget med at holde sammen.
Og der står de så i dag: tuareger i det nordlige Mali gør oprør for at skabe deres egen stat indenfor Malis grænser. Den skal basere sig på tuaregisk kultur og identitet og ikke på de eventuelle muligheder, territoriet byder på – bl.a. uran, olie og gas – som omtalt i u-landsnyt.dk mandag.
Ovre i nabolandet Niger, ligger tuareg-oprøret i dvale, efter at man for et par år siden kæmpede bravt for at få ”udvidet selvbestemmelse” og ikke mindst for at få del i udkommet fra verdens største uran-mine i Arlit (som det franske firma, Areva, og staten Niger sidder på).
Det er mere end tvivlsomt, om der med det igangværende oprør i Mali er en vis koordinering med tuareg-grupper i nabostaterne. Man kunne f.eks. forestille sig, at et succesfyldt oprør i Mali med en Azawad-stat til følge ville udgøre spydspidsen for en senere tuareg-opstand i de øvrige lande, så man til sidst samledes i en stor tuareg-stat, men ikke meget tyder på det.
Det er en trist fortælling, fordi tuaregerne faktisk kan skilte med en fælles historie og kultur, der går to tusinde år tilbage. Med små variationer taler de omkring 2,2 millioner tuareger det samme sprog, har de samme skikke og ritualer og deler den samme legende i dronning Tin Hinan.
Måske skal hun, dronningen, igen vækkes til live, så turbanen kan få jaget alle onde ånder bort og fuldføre den tuaregiske revolution. Én ting er i hvert fald sikker: tuaregerne glemmer ikke let Tin Hinan, der samlede dem som ét folk i det sjette århundrede.
