Røde Kors i København inviterer fredag til gratis koncert med store navne for at fejre 60-året for Genevekonventionerne.
Hvis du ikke lige ved, hvad du skal bruge din fredag eftermiddag på, så tag forbi Christiansborg Slotsplads og hør lidt god musik, foreslår Dansk Røde Kors på sit website.
Hovedstadens Røde Kors inviterer nemlig til gratis koncert med bl.a. The Blue Van og Kira and The Ghostriders. Det sker fredag fra kl. 15 til 21.
Anledningen er er, at Røde Kors vil fejre 60-året for Genevekonventionerne – også kaldet krigens regler.
Fest med fokus på håb
Temaet for fejringen af 60-året for Genevekonventionerne er håb, og netop derfor skal fejringen ske med en koncert:
– Det er meningen, at det skal være en festlig dag, hvor vi fokuserer på håbet og det positive. Derfor har vi valgt at fejre Genevekonventionerne med et koncertarrangement, der forhåbentlig skaber en fest på Slotspladsen, siger projektleder i Hovedstadens Røde Kors, Helle Hyldgaard.
Krigens regler vedkommer alle
Genevekonventionerne beskytter hver dag millioner af mennesker mod krigens rædsler og har opnået universel tilslutning.
– Midt i krigens rædsler skaber det håb, at der findes regler for krig. Krigens regler er ikke kun relevante for mennesker, der bor i krigszonerne, men for os alle, fordi Danmarks krigsførelse er noget, vi alle bør vide noget om. Derfor vil Røde Kors bringe debat og forståelse af, hvad det betyder at være i krig, ud til alle afkroge af Danmark, anfører Helle Hyldgaard.
Danske band på scenen
De 3 bands, der stiller op, er alle danske. Kira and The Ghostriders har hittet med ”Riders of the Freeway”, og sangerinden Kira Skov er tidligere kendt fra gruppen Kira and The Kindred Spirits.
Bandet The Blue Van er med singlen ”Silly Boy” fra det seneste album blevet spillet som P3’s uundgåelige. Indiebandet Veronica Post har begået hovedparten af musikken til den amerikanske film “Continuum” og har netop indspillet sit debutalbum i Saybias studie.
Overskuddet går til Røde Kors
Ambassadør i Hovedstadens Røde Kors Farshad Kholghi er konferencier ved koncerten, der skydes i gang kl 15.15 af Kira and The Ghostriders. Der vil være salg af fadøl til fordel for Hovedstadens Røde Kors på pladsen.