”Et par Converse skal man da have!”
Mzati fra Malawi elsker sine Converse-sko. Han har et par ligesom de fleste han kender i sin klasse.
“Mange af mine sko har jeg fået i gave, når nogle fra min familie har været i udlandet. Jeg er særligt glad for mine Converse. Det er et par sko, man bare skal have. Alle de andre i min skole har et par,” siger 13-årige Mzati, hvis familie er en del af middelklassen i det fattige land Malawi i Afrika.
Mzati er en af de to afrikanske børn, som skoleelever vil møde i det nye undervisningsmateriale ”act KLUNS”, som Røde Kors i disse dage sender ud til flere af landets skoler.
Formålet er at skabe bevidsthed omkring eget forbrug, bæredygtighed og genbrug, skriver Røde Kors i en pressemeddelelse.
Børn skal reflektere over deres forbrug og genbrug
”Det er vigtigt, at børn forstår både de positive og de negative konsekvenser, som vores tøjforbrug har. Selvom tøjindustrien i Asien har dårlige arbejdsforhold og udbredt børnearbejde, har den også været medvirkende til at løfte 700 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom,” siger Morten Schwarz Lausten, der er seniorkonsulent i Røde Kors og ansvarlig for undervisningsmaterialet.
”Der lægges derfor op til nogle tankevækkende dilemmaer og nogle gode diskussioner i klasserne om, hvad fattigdom egentlig er, om børnearbejde og børnekonventionen,” siger han.
I materialet er også interview med danske børn, eksempelvis med 11-årige Alma, som elsker at shoppe i genbrugsbutikker og Viggo som syntes, at nyt tøj er for fedt.
Der er fakta om tøj, forbrug og genbrug, ligesom børn fra hele verden fortæller om deres favorittøj og tøjvaner.
Temaet er særlig relevant i øjeblikket. I april og maj sætter Røde Kors fokus på genbrug sammen med TV2 og Coop i den landsdækkende tøjindsamling Smid Tøjet Danmark, som slutter med et brag af et tv-show lørdag den 9. maj.
Læs mere om kampagnen her.
Flere skoleklasser deltager i indsamlingen, hvor det brugte tøj bliver til nødhjælp og socialt arbejde, når det afleveres til Røde Kors.
Børns genbrug på skoleskemaet
Evalueringer af Røde Kors’ materialer viser år efter år, at elever, der arbejder med Røde Kors’ act materialer, er mere engagerede i undervisningen.
I act KLUNS er jævnaldrende børn i hovedrollen, ligesom stoffet formidles på en underholdende måde med test og dilemmaer, tegnefilm og online spil.
act KLUNS henvender sig til 4.-6. klasse, men kan også sagtens bruges i ældre klasser.
Udover elevhæftet medfølger en fyldestgørende lærervejledning, som man kan downloade fra Røde Kors hjemmeside, med masser af opgaver og ideer til, hvordan klassen kan arbejde med emnet.
Der følger også et temasite med, hvor der findes: Klunse-spillet, flere film med børn fra Malawi og film, der viser, hvordan eleverne selv kan bygge en lænestol af genbrugspaller på 20 minutter.
Fakta om materialet
- Et elevmagasin med spændende historier fra børn fra Danmark og ude i verden kendte som udtaler sig om forbrug og genbrug, fakta, test og dilemmaer.
- Grundig lærervejledning med opgaver, øvelser og aktiviteter følger med
- Temasite om genbrug med blandt andet en film og online-spil.
- Veltilrettelagt emneuge med forslag til aktiviteter i Røde Kors emneugen i uge 38.
- act KLUNS er gratis og støttet af undervisningsministeriets Udlodningsmidler.
Materialet kan bestilles hos Røde Kors
Se en online pdf-version af elevmagasinet her.