En villavej i Esbjerg, 2016. Alt ånder ro og fred. Men bag boligblokkens rødbrune mursten skal vi mødes og tale med fem flygtninge fra den muslimske minoritetsgruppe Rohingyaerne, der af bl.a. Amnesty International bliver betegnet som en af verdens mest forfulgte.
Vores møde med Hamid, Aziz, Anwar, Sayed og Ismil (1) finder sted som led i vores research i forbindelse med vores specialeafhandling om forfølgelsen af Rohingyaerne (2).
De er alle fem født og opvokset i Myanmar, hvor de har oplevet systematisk vold og undertrykkelse og generelt har levet et liv i “limbo”, frarøvet basale rettigheder. Alle er de blevet skilt fra deres familie og venner, som stadig befinder sig i Myanmar eller som er flygtet over grænsen til Bangladesh.
De fysiske og mentale ar, som konflikten og flugten har medført, ses og mærkes tydeligt på de fem Rohingyaer, som kom til Danmark for godt ti år siden som kvoteflygtninge gennem UHNCR, FNs Flygtningehøjkommissariat. Siden dengang har de været engageret i ’Burmese Rohingya Community in Denmark’ (BRCD), der arbejder for at sætte fokus på Rohingyaernes rettigheder både lokalt og globalt. De møder os rundt om et sofabord i en Esbjerg-lejlighed, indrettet i typisk burmesisk stil, med en varme og gæstfrihed, der rører os dybt.
Det kontrastfyldte liv i Danmark
Forhåbningerne om en ny og forbedret tilværelse var – for alle 5 Rohingyaer vi møder, afgørende for deres flugt. Efter længere tid på flugt ankommer de hver især til Danmark som kvoteflygtninge gennem UNHCR. Ismil forklarer, hvordan deres liv blev ændret, da de fik muligheden for at komme til Danmark som kvoteflygtninge og på den måde fik adgang til blandt andet uddannelse og viden. “Lige nu er der rigtige mange Rohingya flygtninge helt tilbage fra 1992 som stadig er bosat i Bangladesh. Deres bedste mulighed for overlevelse er at blive genbosat i et tredjeland” pointerer Ismil.
Anwar fortæller, at han har 5 børn og havde store problemer, da de var på flugt, fordi han hverken havde råd til mad eller de mest basale fornødenheder for at kunne forsørge sin familie. Han erindrer, hvordan han arbejdede under slavelignende forhold og dét nærmest uden løn. Sayed og Hamid fortæller også, at kontrasten til deres tidligere liv næppe kunne have været større.
Hamid, Aziz, Anwar, Sayed og Ismil beretter alle, hvordan de blev udsat for tortur og systematisk undertrykkelse i Rakhine staten. Alle fem fortæller de, hvordan de led under mangel på basale fornødenheder samt sundhedsydelser og skolegang. I Danmark lever de i sikkerhed med adgang til hospitaler, deres børn kan komme i skole, og derudover kan de leve frit uden bekymring for eksempelvis vold, forfølgelse og diskrimination.
Før de kom til Danmark boede de enten i lejre, som de beskriver som ‘kyllingefarme’, eller i landsbyer, hvor de flere gange har oplevet, hvordan huse i nattens mulm og mørke er blevet raseret og antændt mens folk lå og sov, samt hvordan kvinder og børn er blevet overfaldet og voldtaget. På trods af en forbedret tilværelse for dem alle, påpeger de at den kontrastfyldte hverdag og den eskalerende krise, til tider gør det svært at være i Danmark, hvor det ikke er muligt at hjælpe og beskytte deres nærmeste.
“Næsten alle af os har stadig forældre, søskende, familiemedlemmer i Myanmar” fortæller Hamid. Det er tydeligt at mærke på de 5 mænd at de er taknemmelige for deres nye liv i Danmark, men at de konstant kæmper med forestillinger og beretninger om deres hjemland, der bliver ødelagt og familie og venner, der bliver forfulgt. De er derfor dybt berørte af krisen, som de kun kan se på med stor bekymring og voksende frustration.
Et nyt håb for fremtiden
Ifølge Anwar og Aziz var deres eneste håb – både før og efter præsidentvalget i Myanmar i november 2015, den nuværende de-facto leder i Myanmar Aung San Sui Kyi. De fortalte os i 2016, hvordan hun ifølge dem var den eneste, der kunne skabe forandring, fred og håndhæve menneskerettighederne for alle i Myanmar. De kaldte hende deres nationale helt. Da vi mødte dem, var forhåbningerne til Aung San Sui Kyi store, fordi “Der pt ikke bliver handlet fra myndighedernes side”, beretter Anwar.
Hos Sayed spirede et snævert håb. Ifølge ham kunne valget af Aung San Sui Kyi resultere i et momentum for at initiere en forsonings- og fredsproces i Rakhine staten mellem Rohingya minoriteten og den buddhistiske majoritet. Med valget af Aung San Sui Kyi som de-facto leder opstod et nyt håb for fremtiden, men da vi spurgte både Hamid, Aziz, Anwar, Sayed og Ismil omkring deres syn på en potentiel freds- og inklusionsproces var der enighed omkring de massive udfordringer ved en sådanne proces, da majoriteten af Buddhister i Myanmar anser Rohingya folket som illegale immigranter fra Bangladesh.
BRCD pointerer at kernen af problematikken skal findes i militæret til stadighed overskyggende magt. Ismil påpeger at: “Militæret skulle holde sig til deres pligter og ikke have nogen politisk indflydelse. Det er der problemet ligger”.
Aung San Sui Kyi – bristede forhåbninger
Gennem flere møder og snakke med Hamid, Aziz, Anwar, Sayed og Ismil, bliver det klart, at deres største ønske hele tiden har været og fortsat er: “Vi vil have fred og være en del af nationalstaten Myanmar”.
Efter den 25. august 2017, hvor konflikten eskalerede yderligere, har vi løbende været i BRCD for at få deres beretning og holdninger til krisen Rakhine regionen. De fortæller i januar 2018, at deres forhåbninger til en fredsproces er bristet. Hamid beretter nu, at de har mistet håbet om, at Aung San Sui Kyi kan bringe forandring til Rakhine. De erkender, at hun ‘blot’ er en endnu politiker, som ikke anerkender menneskerettigheder i Myanmar. Aziz understreger at Aung San Sui Kyi har haft over halvandet år til at bevise at hun har tænkt sig at kæmpe for Rohingyaernes rettigheder, men det er tydeligt, at det ikke er hendes hensigt. “Vi ser stadig at regeringen og militæret ikke rykker ind for at stoppe systematisk udryddelse, men de giver derimod buddhistiske ekstremister lov til at dræbe Rohingyaerne og fjerne dem fra Arakans jord” fortæller Aziz.
Dette er på trods af at den nuværende regering med præsident U Htin Kyaw i spidsen – og med support fra Aung San Sui Kyi, har angivet fire nøgleprioriteter for den regeringens arbejde. Præsident U Htin Kyaw fremhævede i sin tiltrædelsestale at national forsoning, fred, en forfatning der fører til en demokratisk føderal union samt forbedret livskvalitet skulle være regeringens fokuspunkter. Ifølge BRCD er udsigterne til disse valgløfter meget dystre.
Fremtiden. Frygten. Forhåbningerne.
Den eskalerende konflikt i Myanmar tog ifølge bl.a. Reuters en ny drejning i november 2017. Her underskrev Myanmar og Bangladesh en repatrieringsaftale, der inden for 2 måneder skulle forpligte Myanmar til at begynde en gradvis repatriering af de hundredetusindevis af Rohingyaer, der er flygtet til Bangladesh.
Da vi taler med BRCD i januar 2018 giver de dog udtryk for alvorlige betænkeligheder omkring Myanmars magtfulde militær, og deres rolle i sådan en repatrieringsproces. “Med militærets magtfulde rolle vil man stadig opleve forfølgelse og undertrykkelse. Aftalen skaber ingen forbedringer for Rohingyafolket” vurderer BRCD. Tværtimod mener de, at hvis Rohingyaerne i Bangladesh frivilligt beslutter at vende tilbage til Myanmar, vil de møde værre vilkår end før: “Hvorfor skulle de tage tilbage til der, hvor de lige er blevet fordrevet fra? De har jo ingenting. Alt er ødelagt. Det vil blive endnu værre for Rohingyaerne at komme tilbage. De vil blive slagtet” fortæller Hamid.
For at vende frivilligt tilbage til deres land i Rakhine staten har officielle Rohingya ledere ifølge BRCD opstillet en række ultimative krav såsom at blive anerkendt som statsborgere i Myanmar, krav på sikkerhed for dem og deres familier samt tilgang til basale fornødenheder.
Men for nyligt kom der nye forlydender fra myndighederne i Bangladesh om, at repatrieringsaftalen er blevet udskudt på ubestemt tid. Dette er angiveligt grundet frygten for at de hundredetusinde Rohingyaer, der lige nu befinder sig i tæt pakkede flygtningelejre i Bangladesh, vil blive repatrieret mod deres vilje.
På trods af at myndighederne i Myanmar tidligere har annonceret, at den gradvise repatriering skulle initieres allerede nu, mener BRCD ikke at dette er løsningen på denne kritiske situation. “Det væsentligste er, at det skal være en frivillig proces, og ikke er noget de bliver tvunget til” siger Hamid. Han indrømmer ligesom de andre i BRCD at være bekymret for, at flygtningene bliver tvunget til at vende tilbage til de områder, hvor de for blot for få måneder siden er flygtet fra. Ifølge Sayed er der lige nu ikke noget håb for nogen – heller ikke for Rohingyaerne her i Danmark, hvis de vender tilbage.
Håbet om at Aung San Sui Kyi vil kæmpe Rohingyaernes sag er for længst brast.
Derfor vurderer BRCD, at der på trods af repatrieringsaftalen mere end nogensinde før er brug for konkret handling fra det internationale samfund. Anwar og Hamid påpeger også vigtigheden af, at et land som Danmark forbliver en del af kvoteflygtningeordningen, der i øjeblikket er sat en stopper for af den danske regering. Der er ifølge dem behov for at træde til for at sikre, at nogle af verdens mest sårbare og udsatte mennesker fortsat kan opnå genbosættelse samt beskyttelse og dermed sikres en fremtid – mens de venter og håber på en dag at kunne vende hjem.
(1) Navnene på de fem rohingyaer er af sikkerhedsmæssige årsager ændret, da de alle har familie i Myanmar og Bangladesh og ikke ønsker at udsætte dem for yderligere fare ved at udtale sig om problemerne i Rakhine-staten.
(2) ‘The Persecution of the Rohingya – A Critical Analysis of the Rakhine Conflict Seen from a Local and National Level’