Tirsdag fremlagde regeringen sin globale klimastrategi ”En Grøn og Bæredygtig Verden”. Regeringen tegner en ambitiøs indsats for klimadiplomati og eksport af danske klimaløsninger. Men strategien er et svigt af verdens fattigste, der bliver ramt hårdest af klimakrisen. Danmark løber fra løftet om at hjælpe udviklingslandene og finansierer sin eksportstrategi med udviklingsbistand, der ellers skulle gå til verdens fattigste.
Strategien handler om alt det, Danmark vil gøre uden for landets grænser, altså alt det, der ligger ud over 70 procent målet for reduktion af danske drivhusgasser. Det er afgørende og vigtigt. Klimakrisen skal løses i et globalt samarbejde, hvor Danmark promoverer sig som foregangsland under prædikatet ”State of green”.
Strategien har da også positive elementer med en styrket dansk klimaindsats i partnerskaber med en række vigtige lande, flere klimaambassadører og en stribe tiltag for at hjælpe dansk erhverv og eksport.
Det er alt sammen godt. Dansk erhvervsliv kan spille en central rolle i den grønne omstilling globalt med teknologier og viden. Danmark har også egne erfaringer med at lytte til de unge og deres krav om en hurtig grøn omstilling, og strategien indeholder gode takter for samarbejde med civilsamfundet.
Eksportfremme finansieret af udviklingsbistand
Klimaloven vedtaget af de fleste partier i Folketinget fastlægger, at ”Danmark har både et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest.” Historisk og moralsk ansvar, fordi Danmark og de rige lande har skabt klimakrisen gennem vores udledning af CO2, med dramatiske konsekvenser for verdens fattigste. Den fattigste halvdel af verdens befolkning har ansvar for 7 procent af drivhusgasserne, mens den rigeste 1 procent har ansvar for 15 procent.
Regeringens globale klimastrategi løber fra dette ansvar. Strategien er primært finansieret af udviklingsmidlerne og dermed verdens fattigste. Det på trods af, at mange af initiativerne ligger langt uden for målet om at bekæmpe fattigdom, men mere er en del af dansk udenrigspolitik og eksportfremme. Strategien kunne have indeholdt overvejelser om, at vi har et fælles ansvar for at komme i mål med klimaomstillingen, men de rige lande har et betydeligt større ansvar og langt flere ressourcer. Derfor har vi fælles, men forskellige ansvar. I stedet er perspektivet, at Danmark kun vil bidrage til at løse de problemer, som vi selv har skabt, hvis dansk eksport og erhvervsliv kan tjene penge på det.
Billedligt talt er Danmarks besked til verdens fattigste: ”Tak for den fest vi har holdt i det globale hus. Vi tjente gode penge i baren. Vi er kede af, at vi har smadret vores fælles hus, men vi kommer gerne og gør rent, hvis i vil betale vores rengøringsfirmaer for oprydningen.”
Væk er løftet om ny ekstra klimabistand til udviklingslandene
Strategien har ingen reference til det løfte, som verdens rige lande afgav i 2009 på klimatopmødet i København om at fra 2020 at give 100 milliarder kroner årligt i ”ny og ekstra” bistand til at håndtere og omstille sig til klimakrisen i udviklingslandene. Danmarks andel af dette løfte er 5 milliarder kroner årligt, der blev lovet som ”ny og ekstra” bistand ud over den eksisterende udviklingsbistand på 0,7 procent af bruttonationalindkomsten. I 2020 giver Danmark 150 millioner kroner til ny klimabistand.
Regeringen pakker dette løftebrud ind i, at en stigende del af udviklingsbistanden er grøn. Men de 2,9 milliarder kroner, regeringen stolt giver i klimabistand i år, er taget fra udviklingsbistanden, så der er færre penge til bekæmpelse af fattigdom. Det bliver yderligere problematisk, når klimabistanden går til eksportstøtteordninger.
I strategien er det nævnt ’muligheder for nye klimafinansieringsmål’, hvor fokus er på private investeringer. Desværre véd vi, at privat finansiering på kommercielle vilkår sjældent kommer de fattigste lande og de fattigste mennesker til gode. Det er svært at lave kommercielle projekter for fattige mennesker.
Samtidig har strategien primært fokus på indsatser for at reducere klimagasserne, mens der er få referencer til løftet om at hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig de ekstreme forhold, som klimakrisen allerede har skabt. Det er en vigtig del af Danmarks ”historiske og moralske ansvar” at hjælpe de fattige mennesker, der rammes hårdt af den krise, vi har været med til at skabe.
Det virker lidt som om, at strategien er skrevet i Klimaministeriet med hjælp fra udenrigsministeren, men bliver betalt af udviklingsbistanden. Strategien har en smuk indledning, hvor der står:
”Klimaforandringerne er globale, men rammer skævt. De fattigste befolkningsgrupper og de fattigste lande bliver hårdest ramt. De har samtidig færrest ressourcer til at tilpasse sig et varmere klima med forandrede nedbørsmønstre, forhøjede vandstande og hyppigere naturkatastrofer. … Når vi bekæmper klimaforandringerne, skal vi samtidig bekæmpe ulighed.”
Det er svært at se de konkrete tiltag for retfærdighed og bekæmpelse af ulighed. Privat finansieret omstilling vil tendere til at favorisere dem, der har råd til at betale for energi og vand, mere end de fattigste.
Dansk klimaaftryk i verden
Danmark har alle mulighederne for at være en afgørende drivkraft i den internationale klimahandling. Men der skal sættes ind for at reducere Danmarks internationale klimaaftryk, før Danmark kan kalde sig et grønt foregangsland, ‘State of Green’. Det er hyklerisk ikke at inkludere klimaaftrykket af det danske forbrug, som heller ikke er en del af 70 procent målsætningen.
Alene dansk landbrugs sojaimport har en udledning, der svarer til 60 procent af, hvad landbruget udleder på dansk jord, ifølge en opgørelse fra Københavns Universitet. Hvis udledningerne fra danskernes flyvning blev talt med, ville det alene øge Danmarks udledninger med mere end de samlede indenlandske udledninger fra dansk industri. Heller ikke Danmark store internationale skibstrafik er overvejet.
Hvis Danmark skal være State of Green og grønt foregangsland er vi nødt til at se på vores egne udledninger. De 10 procent rigeste globalt står for 50 procent af udledningerne globalt, mens de fattigste 50 procent står for 7 procent. 4 ud af 5 danskere hører til de 10 procent rigeste. Vi skal se på vores eget forbrug og udledninger fra det, hvis en dansk lederrolle skal tages seriøst.
Det er godt at få en global klimastrategi, men regeringen mangler at løfte det moralske og historiske ansvar, som er fastlagt i klimaloven, ikke mindst ansvaret i forhold til verdens fattigste.