Roskilde Festivalen demonstrerede igen i år mod til at invitere en lang række kunstnere fra Den tredje Verden ind i varmen. Festivalen udfordrer og undersøger stadig, hvor langt den kan få publikum til at gå – musikalsk og kunstnerisk.
Af Maria Bierbaum Oehlenschläger
Med et musikprogram, der tilbød over 30 kunstnere inden for genren verdensmusik, var der ikke mange ledige stunder for fans af musik fra alverdens afkroge.
Ikke et ord om The Cure, Springsteen og Björk
Roskilde Festival 2012 rakte nemlig langt ud i verden med sit program, og med kunstnere fra Ghana, Mali, Congo, Angola, Marokko, Sydafrika, og øen Reunion viste festivalen de enorme variationer på den afrikanske musikscene anno 2012.
Og det startede med Blitz the Ambassadors transatlantiske hip hop fredag på Cosmopol og sluttede med Amadou & Mariam på Orange Scene søndag aften.
Under The Cures indadvendte seance på Orange Scene underholdt Blitz the Amassador sit publikum med deres musikhistoriske goodiebag og opsange til korrupte ledere – direkte fra Accra, Ghana.
En afrikansk pantsamler måtte simplethen slippe sin sorte sæk og lave sine bedste moves iført gule gummihandsker og sixpence.
Mens Bruce Springsteen høstede max stjerner i pressen og trak fans op Orange Scene, inviterede Staff Benda Bilili til noget så klichéfyldt som en livsbekræftende fest for kørestole og glade festivalgængere, og to en halv time, inden Björk besatte Orange Scene med islandsk kor og genfortolkninger af hele repertoiret, fik Amadou & Mariam deres chance for at mærke suset deroppefra.
Oh, Gloria
Cosmopol-scenen lagde gulv til en stor del af de afrikanske bands på festivalen. Det var her, Blitz the Ambassador, Staff Benda Bilili og Spoek Mathambo bød op til dans – eller i sidstnævnte tilfælde nærmere rysten røv og tunge ryk med kroppen.
Men det var på festivalens lille, lukkede scene Gloria, at de store mirakler skete.
Fredag eftermiddag pustede hvidhårede Danyel Waro fra øen Réunion liv i den traditionelle slavemusik maloya med sin karisma og sine tre uforlignelige perkussionister. Og det var en genfødsel – ikke bare for en næsten uddød musikgenre fra en fjerntliggende ø i Det indiske Ocean – men også for et fuldstændig mindblown publikum.
Gloria husede også natten til søndag transcenderende oplevelser. Her omsluttede det sufimuslimske musikbroderskab Hamadcha Sufi Tariqa of Essaouira publikum med helbredende rytmer og den arabiske obos kraft, så både horisont og bevidsthed blev udvidet.
Hamadcha Sufi Tariqa of Essaouira lovede trancedans, men overraskede også med legesyge og fællessang i form af ”Mester Jacob”. Det skabte samhørighed og brød med traditionelle skel og fordomme.
Det samme kan også siges at gælde for det faktum, at Roskilde Festival havde valgt at placere amerikanske The Sway Machinerys genopdagelse af jødisk musik lige inden Hamadcha Sufi Tariqa.
På Gloria natten til søndag kunne publikum således opleve jøder og muslimer, i henholdsvis rocket og traditionel udgave, mens solen stod op over festivalens 16 meter lange, otte meter høje og tre meter brede kopi af separationsbarrieren mellem Israel og de besatte områder i Palæstina.
Smukt og tankevækkende og en understregning af, at kunsten har potentiale til at overskride grænser og barrierer i flere betydninger. Og det ved de heldigvis godt, dem bag festivalen.
Grænseløs godhed
Det var ikke kun musikprogrammet, der bragte grænseoverskridende erfaringer. Poor City og den allestedsbærværende Standpunkt-kampagne mindede om, at Roskilde Festival er et godgørende foretagende, der hvert år donerer mange millioner til organisationer og foreninger med noget på hjerte.
I Social Zone på festivalpladsen isenesatte den koreanske kunstner Kyungwoo Chun af flere omgange sin intim-performance ”Versus”. Søndag eftermiddag kunne man sidste gang få en plads på den røde slangeformede bænk til 15 minutter lænet ved sin partners højre skulder i stilhed med lukkede øjne.
15 minutter så tæt på et fuldstændig ukendt menneske i brændende eftermiddagssol efter flere dages festival med et dertilhørende soigneringsminimum er lang tid, skal jeg hilse og sige. Undervejs gik der tanker igennem hovedet som ”mon vores åndedræt ender med at være synkroniseret”, og ”tynger vi hinanden ned eller holder vi hinanden oppe?”
Efter den imtime seance udvekslede min partner – Tamara fra Serbien – og jeg festivaloplevelser. Bl.a. den om, hvordan Tamara var ca. 3 sekunder i fællesbad med 30 buttnaked ladies. Vi talte sammen en time.
Out of this world
Med Tamaras ord var hele festivalen både “f*!cking fantastic” og “out of this world”. Og ja, det er i mangel af pænere ord faktisk meget dækkende.
At Roskilde Festival har modet og størrelsen til at præsentere sit publikum for alt fra sufimuslimers helbredelsesritual til sydafrikansk townshop tech, beviser dens sande globale forståelse og horisont. Og at publikum tager imod de musikalske udfordringer med åbne arme og kædedans er et klart tegn på, at missionen lykkes.
For en festival, der aldrig løb tør for toiletpapir eller magiske musikoplevelser, var 2012 et godt år.
