Den notorisk grænsesøgende instruktør Cláudio Assis ophæver galskab og menneskeligt forfald til æstetiske kategorier, alt sammen smukt indpakket i stemningsfortættede billeder.
Af Hans Hesseldahl, U-landsnyt.dk
Aldrig har storbyen Recife, der danner ramme for filmen, taget sig så rå, urban og skramlet ud, som i den hypnotisk dragende åbningssekvens, der løfter en flig af tæppet for, hvad man kan forvente, eller måske nærmere frygte, af den kontroversielle instruktør.
[video:http://youtu.be/ow07S72zhbw]Som i de to foregående film Amarelo Manga (2003) og efterfølgeren Baixio das Bestas (2006) beviser Cláudio Assis (1959), at han besidder et uforligeligt talent for at skildre de sider af Brasiliens underverden, der brillere ved fraværet af normalitet.
Rottefeber
Filmens titel, Febre do rato (rottefeber), er et slangudtryk fra Nordøstbrasilien, der bruges om en person, som er ude af kontrol eller ved at brænde op af begær.
Begge dele passer glimrende på filmens protagonist, den revolutionære bohemepoet Zizo, der efter enhver målestok fører en promiskuøs livsstil, hvor hovedingredienserne er druk, tøjlesløs sex med gamle kvinder og tilbedelse af illegale rusmidler.
Samtidig skriver, trykker og udgiver han et anarkistisk blad, der, som han siger, modarbejder de herskendes klassers dominans, og bladet såvel som Zizo er efterhånden blevet tilløbsstykker i lokalområdet.
Beskidt og komplet frastødende som en sygdomsbefængt køter rager han rundt i et univers befolket af skæve eksistenser, der alle hylder ham som deres hofpoet.
”Hvad er anarki, der stirrer den syge lidenskabs fængsel i øjnene?”, spørger Zizo, og det er et rammende spørgsmål, for han er fanget i en gold cirkel af udskejelser, der ikke fører ham nogen steder hen.
Men da der pludselig dukker en ung universitetsstuderende kvinde op, Eneida, som langt fra er imponeret af Zizos evindelige poetiske udgydelser og vulgære tilnærmelser, bliver han ganske uventet hårdt ramt af rottefeber. Eller med andre ord: Han bliver godt og grundigt forelsket, dog uden at det bliver gengældt på nogen almindelig måde.
Til gengæld kaster mødet med en meningsfuld, men uopnåelig, kærlighed Zizo ud i en turbulent identitetskrise, der stiller spørgsmålstegn ved hans hidtidige verdensbillede, mens det for Eneida gælder, at hun hverken forelsker sig i Zizo eller hans poesi for alvor. I stedet får hun rollen som Zizos muse, der konstant tirrer og udfordrer ham uden nogensinde at give efter.
Skildringen af det umage pars tilnærmelser og afvisninger ligger så langt fra den klassiske Hollywood-skabelon, som man kan komme, og det er hjerteskærende, bizart og stærkt underholdende at følge Zizos forsøg på at erobre den utilnærmelige Eneida.
Retten til at fejle
”Vi kræver retten til at fejle”, lyder et af Zizos anarkistiske paroler, og det kunne sagtens have været instruktørens motto. Der er ingen tvivl om, at Cláudio Assis går planken ud i Febre do rato, og han eksperimenterer i langt højere grad, end hvad der er normalt for den brasilianske filmscene. Fx ved at optage filmen i sort-hvid for ikke at tale om de utallige eksplicitte sexscener.
Heldigvis lykkedes han med det meste, og filmen er en visuel fornøjelse. Soundtracket er leveret af Jorge du Peixe fra det legendariske band Nação Zumbi og fungerer optimalt. Til gengæld bliver den talte poesi i længden akavet og virker til tider forceret, såvel som nogle scener trænger til at blive strammet op.
Men stadig er resultatet en fantastisk og meget særegen film, der først og fremmest hylder frihed, frisind og uregerlige bohemetyper i Recife.
Febre do rato har lige haft premiere i Brasilien, og har vundet flere priser på diverse filmfestivaler. Om den kommer til de danske biografer, er uvist. Tjek filmens hjemmeside her: www.febredoratofilme.com
