“Til dem af jer, der er her for første gang: Den Centralafrikanske Republik er et mulighedernes land, og alle har mulighed for at komme tilbage,” fortæller Pamir, helten i den russiske film Tourist fra 2021, til sit hold af nye militærinstruktører. “Drag fordel af det, så længe båden er fuld.”
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der rapporterer fra hele verden.
Pamir (et dæknavn) og dusinet af hans russiske landsmænd er i Den Centralafrikanske Republik (CAR) på en træningsmission for at hjælpe den kriseramte regering med at genvinde kontrollen i det borgerkrigshærgede land. Uden at russerne ved det, bliver der smedet rænker: en tidligere præsident, en lyssky europæisk kongemager og en grådig katolsk præst konspirerer om et kup mod regeringen.
Men russerne kommer i vejen, så den fransktalende europæiske skurk rejser en milits for at angribe deres base.
“Vi har brug for en lille sejr, som medierne vil globalisere,” siger den frankofone til sin fromme medsammensvorne. Han svarer med en forsigtig advarsel: “Russerne ved, hvordan man slås – og desværre gør de det godt.”
Militsen indleder sit angreb på basen, men det bliver forpurret – næsten egenhændigt – af de modige russere. Kupmagernes plan om at afbryde valget i det spirende land afspores, og russerne rejser hjem til moderlandet. Nogle vender senere tilbage til CAR for at hjælpe regeringen med at bevare kontrollen i landet.
Rulletekster.
Tourist føles som et direkte filmisk modsvar til den patriotiske americana i film som Rambo 2 eller Top Gun. Men den er mere end blot en undskyldning for at kværne popcorn. Pengemanden bag filmen er nemlig en af de mest magtfulde mænd i Rusland, Yevgeny Prigozhin, og filmen portrætterer hans lejesoldat-firma, Wagner-gruppen.
Prigozhin og hans semiprivate, personlige militærstyrke er blevet en forlængelse af den russiske stat. Gruppen er aktiv i Syrien, hvor hans lejesoldater brutalt har tortureret og myrdet civile, i Ukraine, hvor hans styrker er ansvarlige for nogle af russernes få militære fremskridt de seneste måneder, og i det frankofone Afrika, hvor han har vundet et stadig mere isoleret Moskva nogle sjældne, nye allierede.
Læs også: Hvem er lejesoldaterne i den berygtede Wagner-gruppe?
Wagner-gruppens stigende indflydelse ude i verden afføder en vis angst i de vestlige hovedstæder. Men i et voksende antal afrikanske nationer har Rusland skubbet de gamle kolonimagter ud til siden og vist sig som en pålidelig partner.
Rusland og Wagner vinder, hvor Vesten har fejlet
“Den Centralafrikanske Republik får ikke meget opmærksomhed,” fortæller Louisa Lombard, lektor i antropologi ved Yale. “Men den opmærksomhed, landet får for tiden, handler udelukkende om russerne og Wagner.”
Hun forsker i republikkens historie med væbnede konflikter og har udgivet et væld af litteratur om emnet.
“Det er et land, der har haft mere end et dusin fredsbevarende missioner siden midten af 1990’erne,” forklarer hun. Den største af missionerne startede i 2014.
“På trods af den vestlige tilstedeværelse – af en masse diplomater og en masse internationale fredsmæglere – har centralafrikanerne ikke set en reel forbedring af deres situation,” påpeger Yale-professoren.
“Faktisk er der stadig lige så mange mennesker, der er fordrevet nu, som der nogensinde har været – niveauet har ligget nogenlunde stabilt på en fjerdedel af befolkningen over hele denne periode. Fødevaresikkerheden er ikke blevet bedre. Skolerne er stadig kun sjældent åbne. Alle de her problemer oplever centralafrikanerne stadig.”
Og det skaber muligheder for Moskva. Den Centralafrikanske Republik “har været en slags testområde for russerne, et sted de kan afprøve forskellige ting,” lyder det fra Lombard.
Angiveligt er Wagner i regionen for at bringe sikkerhed til Sahel: for at vinde, hvor Frankrig og FN har fejlet. Wagner og gruppens net af tilknyttede virksomheder hævder, ligesom under tidligere udsendelser til Syrien, Libyen og andre steder, at deres mission er at kæmpe mod oprørsgrupper, opbygge landenes sikkerhedskapacitet og implementere udviklingsbistand. Gruppen har foretaget den slags missioner, som den kalder decideret anti-kolonialistiske, i regionen siden 2017.
(Foto: Souley Abdoulaye/Afrikimages Agency/Universal Images Group via Getty Images)
Der er en vis sandhed i Wagners rosenrøde vurdering af sit arbejde i Afrika. Gruppens villighed til at udføre farlige operationer – især i partnerskab med de militærjuntaer, der regerer i Mali og Burkina Faso – vinder dem ofte lokal velvilje.
Den Centralafrikanske Republik har signaleret planer om at blive en vedvarende importør af russisk korn og fødevarer. Republikken var ét af bare 14 lande, der i 2022 stemte imod en FN-resolution, der beordrede Rusland til at betale Ukraine erstatning for krigens ødelæggelser.
Under et besøg fra den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov lovede Malis udenrigsminister at udbygge de økonomiske bånd mellem de to lande – og harcelerede mod Vestens sanktioner mod Rusland. Da en ny militærjunta kuppede Burkina Faso sidste efterår, roste Prigozhin kupmagerne og deres kamp mod “kolonialister, som udnyttede deres folk”, mens regeringerne i USA og Frankrig udtrykte bekymring.
Mens franskmændene bliver smidt på porten, er Rusland lykkedes med at bejle til Sahel-regionen og udvinde sin blok af illiberale lande, der tjener som både handelspartnere og diplomatiske allierede for et ellers isoleret Kreml.
Svært at hive rigdom op af den afrikanske jord
At udrede Prigozhins spindelvæv af private virksomheder og skuffeselskaber, der er udsendt til Sahel-regionen, kan give nogle hints om Ruslands større, geostrategiske mål – og hvordan russerne fortsat kan finansiere deres krig i Ukraine.
Ved nærmere eftersyn afslører Tourist nogle nyttige spor fra 2021. I en vigtig, indledende scene, hvor den europæiske rænkesmed lander i et Cessna-fly for at mødes med sin katolske kompagnon, kan man med nød og næppe aflæse flyets halenummer: RA-67717.
Journalister har holdt øje med dette fly i hele det centrale Afrika. Det viser sig, at flyet har forbindelser til Prigozhin, Kreml, en række russiske lejesoldater og forretningsmænd samt forskellige politiske og forretningsmæssige mellemmænd i regionen – og det er blevet brugt til alt fra forhandlinger med oprørsmilitser til udforskning af guldforekomster.
Radio Free Europe har sporet flyet tilbage til to selskaber med tilknytning til Prigozhin: M Finans og Lobaye Invest.
Begge virksomheder har ifølge det amerikanske finansministerium været involveret i guld- og diamantminedrift i Sudan og Den Centralafrikanske Republik siden 2017 og menes at være ejet eller kontrolleret af Prigozhin. Begge blev der indført sanktioner mod af Washington i 2020.
European Investigative Collaborations undersøgelse, det såkaldte All Eyes On Wagner-projekt, og Dossier Center har afsløret forbindelser mellem Wagners arbejde i Den Centralafrikanske Republik og en russisk diamanteksportør.
(Foto: Thierry Bresilion/Anadolu Agency/Getty Images)
Guld, kaffe, træ – Prigozhins virksomheder ser ud til at være interesserede i en række af forskellige naturressourcer, der kan indbringe ham og hans netværk af firmaer millioner.
Ideen om, at Prigozhin er på jagt efter rigdomme for at finansiere den dyre krig i Ukraine, er populær. Men det er nok mere kompliceret end som så.
“At hive diamanter op af jorden i CAR’s landdistrikter og lave dem om til penge? Det er ikke så ligetil. Det er kompliceret,” lyder det fra John Lechner. Han er freelancejournalist og forsker og har i en årrække rapporteret fra republikken.
“Mange mennesker, der forsøger at tjene penge i CAR, får deres røv på komedie,” siger han og tilføjer, at mange af de miner, der i øjeblikket er i drift, opererer på et mere manuelt end industrielt niveau.
Den vurdering er Lombard enig i. “Jeg tror ikke, at nogen af projekterne tjener styrtende, sådan som det nogle gange bliver portrætteret,” siger Yale-professoren. Hun påpeger, at bare fordi Wagner kontrollerer en diamant-producerende by, betyder det ikke, at gruppen uden videre kan opskalere en hel industri.
“Der er en pæn mængde diamanter i landet – og endnu mere guld – men det er meget svært at komme til. Det bliver ikke udvundet på andet end et manuelt grundlag. Så det er ikke en industri, man kan komme ind og overtage og straks tjene tonsvis af penge på. Og det gælder for de fleste brancher i landet, tror jeg.”
Våben køber venner
Men selvom det kan være svært at eksportere varer fra regionen, er det væsentligt lettere at importere – især når det gælder våben.
I 2013 vedtog FN en våbenembargo mod Den Centralafrikanske Republik på trods af protester fra regeringen i Bangui.
“Den Centralafrikanske Republiks regering var i en meget sårbar position, og i bund og grund forsøgte de at få godkendelse til at købe våben,” fortæller Lechner.
Ikke længe efter, at Wagner-tropperne ankom til landet, begyndte Moskva at argumentere for en lempelse af embargoen. I 2020 lykkedes det.
“Rusland træder til og siger: ‘Vi ved, hvad I vil have. I vil have våben. I vil have direkte militær bistand, ikke?’,” lyder det fra Lombard. “Og centralafrikanerne svarer: ‘Ja, præcis. Det er lige præcis, hvad vi vil have. Vi ønsker at være i stand til at slå igen og udradere de væbnede grupper én gang for alle.’ Og det var, hvad Rusland lovede, og det er, hvad Rusland har leveret.”
Ikke længe efter blev russiske transportfly – magen til det i Tourist-filmen – sendt til republikken, fyldt med våben. De samme Ilyushin IL-76-fly dukkede også op under sidste års kup i Burkina Faso, denne gang lastet med angrebshelikoptere og kampfly.
I 2021 blev russiske leverancer af militærudstyr opsnappet, formentlig på vej mod Cameroon. En betydelig forsendelse af materiel ankom også til Mali i 2022.
Men Kreml eksporterer ikke kun udstyr. De sender også et betydeligt antal tropper.
Billeder fra en Telegram-kanal med tråde til Wagner-gruppen viser en Wagner-soldat, der forærer ure til lokale politibetjente i hovedstaden Bangui. På uret er indgraveret navnet og logoet for Officers Union for International Security – et firma, der ifølge det amerikanske finansministerium bruges til at “tilsløre et stigende antal af Wagner-gruppens udsendte, der opererer i CAR.” Den amerikanske regering indførte sanktioner mod organisationen i januar.
En anden virksomhed, der er underlagt sanktioner, Sewa Security Services, blev ifølge det amerikanske finansministerium oprettet for at “opretholde en legitim facade for tilstedeværelsen af Wagner-gruppens personale” i Den Centralafrikanske Republik.
Alligevel får Ruslands aktiviteter i regionen roser med på vejen fra den lokale regering. CAR’s premierminister, Félix Moloua, overdyngede Moskva og de russiske instruktører med taknemmelighed og ros under et interview på russisk tv ved et besøg i Skt. Petersborg i januar.
“Folket vil gerne have en større tilstedeværelse fra den russiske regering,” sagde han.
Tidligere propaganda-mester i afrikansk charmeoffensiv
I Wagner-propaganda er det tydeligt, hvem de onde er.
En tegneserie, der er nået bredt ud på internettet, viser en mand alene ved sit køkkenbord. Gennem en revne i gulvbrædderne dukker en rotte op – klædt i blå-hvide striber og en rød beret – og begynder at stjæle mad.
“Det er rotten Emmanuel. Han er din ven, han er kommet for at hjælpe dig,” lyder det fra køkkenradioen. “Du kan ikke klare noget uden ham. Du har brug for ham.” Rotten bliver større og større. På vej mod manden truer rotten: ”Det er mit hus nu, smut.”
Manden kalder på hjælp, som heldigvis hurtigt rykker ud: En soldat med Wagner-bind på armen ankommer med en violinkasse. Indeni er en forhammer (en slet skjult henvisning til gruppens foretrukne henrettelsesmetode). Wagner-kæmperen angriber rotten og vinder.
En lignende tegnefilm viser en malisk soldat, der bevæbnet med et maskingevær kæmper mod en horde af franske zombier. Lige da det ser ud til, han bliver overmandet, dropper en Wagner-soldat ned fra en helikopter. “Har du brug for forstærkninger, min ven?” spørger han. Sammen udraderer de zombiehorden. Da den unavngivne franske præsident sender en kæmpe dræberslange til Burkina Faso, dukker de to soldater også op for at hjælpe.
Selvom det er uklart, om videoerne er lavet af Wagner-gruppen selv eller lokale grupper, der støtter den russiske tilstedeværelse, skildrer tegnefilmene utvivlsomt mange af Wagners yndlingstemaer.
Ligesom Tourist – der havde premiere på det nationale fodboldstadion i Bangui med omkring 10.000 fremmødte – er tegnefilmene et forsøg på at normalisere Ruslands engagement i regionen og indynde sig hos de lokale magthavere.
Filmen skildrer for eksempel nogle meget virkelige, om end overdrevne, begivenheder, der ledte op til Den Centralafrikanske Republiks valg i 2020. Filmens største skurke – en katolsk præst og en fransktalende europæisk fixer – afspejler Ruslands reelle modstandere i regionen. Den katolske kirke har advaret om Ruslands voksende indflydelse i regionen, efterhånden som den ortodokse kirke ser ud til at vinde fodfæste.
Før han blev Putins skyggegeneral, var Prigozhin Moskvas propaganda-mester. Det var sandsynligvis ham, der finansierede og oprettede Internet Research Agency – ‘troldefarmen’, der gennem reklame- og desinformationsoperationer havde til formål at underminere valg i hele Vesten.
Samme taktik bliver brugt på tværs af hele Afrika. Facebook har fjernet russisk-støttede kampagner, der skulle ændre befolkningernes holdninger i Den Centralafrikanske Republik, Elfenbenskysten, Cameroon og andre steder. Fra 2020, og måske endnu længere, har firmaer med tilknytning til Prighozhin udstationeret influencere, valgobservatører og eksperter for at hylde Ruslands dyder i regionen.
Og det skorter ikke på gode billeder for russerne – videoer af lokale, der kaster sten efter flygtende FN-køretøjer, optagelser af den russiske trikolore, der blafrer i vinden, eller billeder af lokale kvinder i Wagner-gruppens t-shirts.
En video, der er lagt ud på en Wagner-kanal på Telegram, viser en tæt mand i uniform, der sammen med et kor af børn hopper, vifter med armene og danser til Barbie Girl af Aqua. Ifølge kanalen afholdt Wagner-“instruktørerne” begivenheden “for børn af lokale embedsmænd indenfor sikkerhedssektoren med deltagelse fra den russiske side” på en russisk ejendom i Bangui.
Efter 150 år er kampen om Afrika stadig i gang
Det nuværende geopolitiske tovtrækkeri på kontinentet stammer fra den såkaldte ‘kamp om Afrika’, der begyndte i 1880’erne. I det vanvittige koloniseringskapløb, der først sluttede med startskuddet til Første Verdenskrig, blev snesevis af selvstændige regeringer afsat og erstattet med europæisk herredømme. Rusland kom aldrig ind i løbet, mens Vesteuropa fik store gevinster.
Efter flere afrikanske lande vandt deres uafhængighed i midten af det 20. århundrede, bestræbte Frankrig sig i endnu højere grad end de fleste andre tidligere, europæiske koloniherrer på at bevare indflydelse i regionen. I Vestafrika formede franksmændene bevidst små nationer, der fortsat ville være afhængige af Paris, både økonomisk og militært. I Den Centralafrikanske Republik ydede Frankrig entusiastisk støtte til Jean-Bédel Bokassa, der sad på magten i mere end et årti, først som præsident, siden som kejser.
Samtidig skar Paris betydeligt i bistanden til anti-kolonistiske revolutionshelte som Burkina Fasos Thomas Sankara. Nogle mener endda, at Paris havde en finger med i mordet på Sankara.
I de tidlige dage af krigen mod terror i det 21. århundrede sendte Frankrig styrker til Mali og Tchad for at bekæmpe islamistiske grupper. Mellem 1950 og 2020 foretog Frankrig mere end 50 militære interventioner i Afrika, ofte for at holde hånden under venligt stemte eliter, herunder også diktatorer.
Den indflydelse gennemsyrer stadig økonomierne i Vest- og Centralafrika. CFA-francen, møntfoden i mere end et dusin afrikanske nationer, er blevet kaldt “monetær imperialisme” på grund af en række indbyggede økonomiske vilkår, der er fordelagtige for Paris. Årtier efter regionens politiske uafhængighed er den franskdrevne olieindustri stadig en dominerende spiller – selv efter store svindel- og korruptionsafsløringer.
I de senere år er nye separatist- og oprørsbevægelser dukket op som en blandt mange militære bekymringer i området. Jihadistiske grupper – ofte med tilknytning til Islamisk Stat, al Qaeda eller begge – har indledt dødbringende offensiver mod civile og regeringer.
Tusindvis af franske tropper, ofte støttet af europæiske magter og FN’s fredsbevarende missioner, er blevet udsendt til regionen. Men missionerne har gjort frustrerende små fremskridt, og det har ført til stigende vrede i befolkningen. Vold og usikkerhed er steget, og undersøgelser har kædet franske operationer sammen med en stigning i civile dødsfald.
Den anspændte sikkerhedssituation har ført til politisk ustabilitet. Kuppet i Mali i 2020, de to kup i Burkina Faso året efter, de påståede kupforsøg i Niger og Den Centralafrikanske Republik, samt de faktiske begivenheder bag handlingen i Tourist bliver alle, i hvert fald delvist, tilskrevet regionens stigende vold og usikkerhed. Tchads tidligere præsident og en nær allieret af Frankrig, Idriss Déby, blev endda dræbt i kamp mod oprørere i 2021.
Det er en ‘spis-dine-grøntsager’-tilgang til at genopbygge nogle af de her lande.
Louisa Lombard, Yale-professor i antropologi
I løbet af det seneste år har Frankrig afsluttet mange missioner. Paris trak sine styrker tilbage fra Mali i sommeren 2022. Franskmændene havde dog en plan om at beholde tusindvis af soldater i regionen, men anmodninger fra regeringerne i Den Centralafrikanske Republik og Burkina Faso fik Frankrig til også at hive tropperne hjem derfra i starten af 2023. Kun Niger er tilbage som Frankrigs sidste partner.
Ifølge Yale-professor Louisa Lombard har regnskabets time længe været undervejs.
“I tiden efter den kolde krig troede mange af donorlandene, at de kunne bruge bistanden som en gulerod til at sige: ‘Vi ved, hvad der er bedst for jer, og I skal gøre det, ellers vil vi ikke give jer de her penge,” fortæller hun. “Det er en ‘spis-dine-grøntsager’-tilgang til at genopbygge nogle af de her lande.”
Moskva har til gengæld været dygtige ifølge Lombard til at tilbyde et alternativ til Vestens paternalistiske tilgang.
“Det er her, Rusland træder til og siger: ‘Ja, I har ret. I burde have alle de her ting. Især på den militære front, men også på andre fronter,” forklarer Lombard.
Og da de afrikanske lande droppede Frankrig, stod Wagner-gruppen klar i kulissen til at overtage pladsen.
Den frustrerende status quo
I et segment på Panafricanistes TV, der har base i Cameroon, ringede borgere i regionen ind for at give udtryk for deres frustrationer over status quo.
“Hvorfor nægter Frankrig at samarbejde med Rusland?” spurgte en seer. “Det er simpelthen, fordi Frankrig aldrig har ønsket at samarbejde med Afrika. De ser os som slaver.”
En anden harcelerede over udmeldingen fra Paris om, at udviklingsbistanden til Mali ville blive beskåret, og kaldte den “afstraffende”. Men, sagde han, “Mali vil overvinde det og befri sig selv fuldstændigt. Ikke kun i Mali, men også Niger – vi opfordrer alle befolkninger i regionen. Togo, Benin, Niger, Elfenbenskysten. Vær klar til at smide Frankrig ud af alle aspekter af jeres liv, socialt, økonomisk, politisk.” På samme måde fremstillede han Rusland som et andet offer for Vestens hang til afstraffelse.
Jonathan Batenguene, analytiker ved Panafricanistes TV, mener, at årtiers fiaskoer har fået både regionens befolkninger og regeringer til at kigge efter “mere pålidelige og effektive partnere.”
“Når vi ser Frankrig og USA gøre brug af storstilet luftovervågning og -angreb, spørger de lokale befolkninger sig selv: Hvorfor bliver tingene stadig kun værre?” forklarer han. “Hvorfor hjælper de her magter os ikke med at dæmme op for problemerne?”
“For mange frankofone afrikanere er det, du kalder ‘anti-fransk propaganda’, ikke andet end en karikatur af ønsket om total uafhængighed for det afrikanske folk,” siger Batenguene.
Selvom der ikke er nogen tvivl om, at Rusland har lanceret en charmeoffensiv for at indynde sig ved regeringer og befolkninger i Afrika, siger Batenguene, at det er “racistisk og imperialistisk at ræsonnere, at afrikanere ikke har kapaciteten til at dekryptere den verden, de lever i, uden russernes hjælp.”
Men ikke alle har været tilfredse med Ruslands tilstedeværelse. Jihadistiske militser er begyndt at bruge Wagner-gruppens navn i deres videomeddelelser. I slutningen af 2022 blev en bombe leveret til et russisk diplomatkontor i Bangui, hvor en højtstående embedsmand ifølge en pressemeddelelse fra regeringen blev såret. Men pro-Wagner-kanaler har brugt angrebet som et bevis på, at terroristerne frygter russernes tilstedeværelse. De har også været hurtige til at offentliggøre videooptagelser med trusler fra jihadistgrupper mod de russiske styrker.
Wagner dræber, torturerer og voldtager civile
I 2019 offentliggjorde Guardian og Dossier Center en række lækkede dokumenter, der viser Kremls syn på den centralafrikanske region. De inkluderede blandt andet Prigozhins planer for Den Centralafrikanske Republik om at “erstatte medlemmer af nationalforsamlingen og udenrigsministeren, som er orienteret mod Frankrig.”
Selvom forbedrede sikkerhedssituationer kan skyldes Ruslands tilstedeværelse i regionen, er det nok ikke det primære mål. Wall Street Journal afdækkede i sidste måned, at USA’s efterretningstjeneste har advaret regeringen i Tchad om, at russiske styrker arbejder sammen med lokale oprørere for at destabilisere og fordrive den nationale regering, ligesom den regerende junta flere gange har beskyldt dem for.
(Foto: Telegram/The Reverse Side of the Medal)
Selv når Wagner-styrkerne rent faktisk hjælper regeringerne i kampen mod oprørere, er der overvældende beviser for, at de gør det med en ligegydighed over for tabet af uskyldige liv. Undersøgelser fra VICE World News og CNN har kædet Wagner-tropper sammen med voldtægter, tortur og mord mod civilbefolkningen i Den Centralafrikanske Republik.
Tre journalister, der arbejder på en dokumentar om Wagner-gruppens tilstedeværelse i regionen, blev myrdet af en bande mordere, som ifølge lokale rapporter hverken talte fransk eller sango, det lokale sprog. The Armed Conflict Location & Even Data Project har fundet ud af, at Wagner-styrkerne har gået uforholdsmæssigt meget efter civile i Den Centralafrikanske Republik og Mali.
Både Human Rights Watch og FN har funder beviser på Wagner-gruppens menneskerettighedskrænkelser i regionen.
Batenguene siger, at undersøgelserne og påstandene ikke betyder meget. “FN er en organisation, der på grund af sin manglende upartiskhed har mistet troværdighed i Afrika,” siger han og tilføjer, at “vi taler ikke om luftangrebene, der ifølge en FN-rapport fra 2021 dræbte 19 civile.” Han citerer flere påstande fra en ny bog om, at Frankrig har været involveret i illegitime henrettelser og frihedsberøvelser i hemmelige fængsler.
Regnskabets time rammer de gamle koloniherrer
Under en bølge af anti-franske og pro-russiske protester i Burkina Faso sidste november beskrev Lassina Zerbo den pludselige kærlighed til russerne som “mere relateret til det tomrum, andre efterlader.” Zerbo blev valgt som landets premierminister i 2021 og prompte afsat ved et militærkup i begyndelsen af 2022 – en magtoverdragelse, der blev fejret af Moskva.
“Jeg vil give dig et eksempel på en, der bar et flag – det russiske flag,” sagde Zerbo på scenen ved Halifax International Security Forum. Han fortalte om en lavtrangerende officer, der protesterede uden for den franske ambassade, hvor han blev antastet af en journalist. “Han sagde: ‘Åh, det ved jeg ikke’,” proklamerede Zerbo. “Reporteren spurgte, hvor han havde fået det fra. ‘Åh, jeg fik bare flaget til at demonstrere med.’ “
Centralafrika, argumenterede Zerbo, er ikke så optaget af strategiske spil, men mere optaget af lokale behov – udvikling, menneskerettigheder, økonomiske muligheder, uddannelse og naturligvis sikkerhed.
“På samme måde som resultatet af Ukraine-krigen vil diktere fremtiden for demokratiet, vil resultatet af krigen mod terrorister i Sahel afgøre fremtiden for demokrati i denne region,” sagde han.
Batenguene mener, at Vesten ikke har forstået den “kraftige frihedsvind, der blæser hen over det afrikanske kontinent og afviser alle former for imperialisme.” Ruslands indblanding i den tendens er helt tilfældig, siger han.
“Hr. Prigozhin er mere populær i de vestlige medier, end han er på gaderne i Afrika,” lydet det fra Batenguene.
Ruslands tilstedeværelse ser dog ud til at gentage mange af de samme, gamle mønstre fra de imperialistiske magter i Sahel, og de kan bidrage til at holde demokrati og frihed i stampe. For regionens indbyggere kan det hurtigt blive en frustrerende øvelse at erstatte en dårlig udenlandsk aktør med en ny.
Men selv hvis de lokale befolkninger bliver sure på Rusland, som de gjorde på Frankrig, vil det hverken give Vesten ret eller aflad, lyder det fra John Lechner i Den Centralafrikanske Republik. I stedet bør Frankrig – såvel som andre rige lande, NATO og FN – anerkende egne fiaskoer og begrænsningerne for de fredsbevarende missioner.
“Jeg mener, at folk har en meget legitim ret til at stille spørgsmålstegn ved, om der måske er bedre måder at løse de her problemer på,” siger Lechner. “Det er regnskabets time for Vesten.”
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Søren Steensig.
