Er det de rigtige lande, Danmark giver udviklingsbistand? Er kortsigtede, danske interesser blevet for styrende for udviklingssamarbejdet? Og er udviklingsbistand ved at blive gjort til en handelsvare, vi kan love udviklingslande mod at få noget igen?
Ja, det var de helt store spørgsmål, der var oppe at vende, da der torsdag aften på et møde arrangeret af Globalt Fokus og IDA Global Udvikling var snigpremiere på folketingsdebatten den 11. maj om den udviklingspolitiske redegørelse, regeringen udsendte i slutningen af april.
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen var selv forhindret i at deltage i mødet, men sendte en videohilsen fra Sydafrika, hvor han fortalte, at han er rigtig glad for, at strategien ”Fælles om Verden” som noget nyt betyder, at regeringen hvert år skal fremlægge en redegørelse for, hvordan den det seneste år har udmøntet strategien.
”Det er godt med et pitstop, hvor vi kan drøfte udviklingssamarbejdet med partierne og baglandet,” sagde ministeren. ”Vi lever i en verden, hvor der sker voldsomme forandringer: Corona, krig i Ukraine, et historisk højt antal flygtninge, så vi skal kunne omstille os og være fleksible. Her er redegørelsen en god anledning til at foretage de nødvendige justeringer,” lød det fra ministeren, der også udtrykte håb om, at debatten kan være med til at styrke det folkelige engagement i udviklingssamarbejdet. Spørgsmålet er imidlertid, om partierne bag forliget vil stille sig tilfredse med et rutinemæssigt pitstop med et par småjusteringer og et dækskifte, eller om de ønsker en mere gennemgribende overhaling af den måde, regeringen forvalter udviklingsbistanden og udmønter strategien på. Debatten i torsdags tyder på det sidste.
Danmark eller de fattige først?
”Der er meget ’Danmark først’ over denne redegørelse og regeringens politik på området. Det ligger langt fra ånden i strategien,” mente Enhedslistens ordfører Christian Juhl, og Isabella Arendt fra Kristendemokraterne bakkede op: ”Vi skal tage udgangspunkt i de fattiges behov, ikke danske behov og interesser. Vi havde ikke bistand til Rwanda i tankerne, da vi lavede strategien, men nu sniger flygtningepolitik sig ind og er afgørende for, hvem vi giver bistand, og så flugter den førte politik og redegørelsen ikke strategien.”
Rasmus Nordqvist (SF) var på samme linje: ”Vi kan og skal ikke bruge udviklingsbistanden som en handelsvare, som regeringen er godt i gang med at gøre det over for Rwanda og Kosovo. Det giver ingen mening, når Jeppe Kofod samtidig taler om en værdibaseret udenrigspolitik.”
Julie Koch, international chef i Mellemfolkeligt Samvirke, hæftede sig ved en helt bestemt formulering i redegørelsen: ”Danmarks udviklingssamarbejde skal give svar på de udfordringer, Danmark står overfor.” ”Sådan står der! Aldrig er det sagt så klart. Er vi virkelig kommet så langt ud?” spurgte hun.
Danske interesser har altid spillet en rolle
Den massive kritik var Socialdemokratiets udviklingsordfører, Daniel Toft Jakobsen, ikke enig i: ”Danske interesser har altid spillet en rolle i udviklingssamarbejdet. Det er der ikke noget nyt i. Hvis I hæfter jer ved isolerede citater uden at tage sammenhængen med, så forsvinder nuancerne,” sagde han. ”Og hvis det opfattes sådan, at vi kun giver udviklingsbistand ud fra kortsigtede, danske interesser, så har jeg og mit parti et problem. Det er ikke dét, vi står for eller ønsker at stå for. Vi forsøger også at tale udviklingsbistanden og international solidaritet op, men vi skal have vælgerne med. Det internationale har været trængt nogle år, men jeg håber, det er ved at vende.”
Justering af landevalg kan være på vej
Daniel Toft Jakobsen var til gengæld åben over for at justere på valget af de lande, Danmark giver udviklingsbistand til: ”Det er værd at diskutere, om vi med den massive satsning på at hjælpe skrøbelige lande og med uro og konflikt i lande som Mali, Myanmar og Etiopien er havnet i en situation, hvor vi efterhånden næsten er til stede i for få lande, hvor vi kan samarbejde med regeringen i modtagerlandet. Måske er balancen i landevalget ikke rigtig lige nu.”
Det var Rasmus Nordqvist enig i: ”Når vi nu ikke kan være i de mest skrøbelige lande som Mali, kan vi så være i nogle af de andre mere velfungerende lande i regionen og gøre en forskel, så de lande ikke bryder sammen, men bliver en stabiliserende faktor i en skrøbelig region?” spurgte han. Isabella Arendt var inde på det samme: ”Når derer så mange kriser rundt omkring i verden, og det i så høj grad er dem, vi fokuserer på, så risikerer vi kun at give akut hjælp. Vi skal huske den langsigtede bistand, der forebygger nye kriser og konflikter.”
Ukraine-milliarderne
De 2,1 milliarder kr., regeringen har taget af dette års udviklingsbistand for at betale udgifterne til de mange flygtninge fra Ukraine, var også oppe at vende: ”Det er udemokratisk, at regeringen ikke involverer forligspartierne i, hvordan de penge skal findes. Det nytter ikke meget at være fælles om strategien, hvis ikke vi også er fælles om de helt store spørgsmål i måden, den udmøntes på,” mente Christian Juhl.
Isabella Arendt kritiserede også regeringens beslutning om at finansiere hele Ukraine-indsatsen af udviklingsbistanden: ”Det harmonerer ikke med, at udviklingsministeren taler så meget om de store behov, der er så mange steder i verden,” sagde hun og opfordrede sine politikerkolleger til at gå på valg på, at bistanden skal sættes op til 1 procent Det kunne kun Christian Juhl erklære sig helt enig i.
Daniel Toft Jakobsen åbnede dog en forsigtig dør på klem for, at det ikke nødvendigvis kun er udviklingsbistanden, der skal holde for, hvis regningen for Ukraine-flygtninge bliver endnu større: ”Jeg har noteret signaler fra flere ministre om, at udviklingsbistanden ikke skal drænes fuldstændigt. Og det er jeg glad for.”
En demokratisk landvinding
Selve den 24 sider lange redegørelse fik ikke mange rosende ord. Den blev kaldt en sludder for en sladder, et festskrift med flotte ord og signaler, men meget lidt indhold, handling og refleksion over, hvorfor nogle ting lykkes, og andre går skævt. Julie Koch fra MS mente ligefrem, at Udenrigsministeriet ville have dumpet redegørelsen, hvis den var kommet fra en NGO.
Alligevel var der stor glæde over, at der nu ER en redegørelse: ”En strategi giver kun mening, hvis man jævnligt gør status over, hvordan det går med at udmønte den. Den giver også anledning til en offentlig debat om det vigtige område, udviklingssamarbejdet er, og til, at regeringen bliver holdt op på sin politik,” sagde formanden for Globalt Fokus, Rasmus Stuhr Jakobsen.
Og debatten fortsætter: På torsdag er der folketingsdebat om redegørelsen, hvor også de udviklingsordførere og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, der ikke kunne være med ved mødet i torsdags, deltager. Timingen er god, for det er i de kommende måneder, regeringen forbereder finanslovsforslaget for 2023, og hvordan strategien det kommende år skal udmøntes. Når forslaget fremlægges i slutningen af august, vil det vise sig, om regeringen har lyttet til debatten.
