Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Det var mildest talt overraskende på Twitter at opdage to danske ministre på frierfødder i Rwanda. Det rwandiske udenrigsministerium kunne stolt erklære, at viceudenrigsminister, professor Manasseh Nshuti, havde underskrevet en aftale om samarbejde om asyl- og migrationsspørgsmål med minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.
Udviklingshjælp betinget af modtagecenter
Hvad lavede de to ministre i Rwanda? Visitten var hemmelig og blev først offentliggjort med en vag pressemeddelelse på Udenrigsministeriets hjemmeside dagen efter Twitteropslaget fra Rwanda:
”Danmark og Rwanda er nu blevet enige om at indgå to samarbejdsaftaler, som udtrykker gensidig interesse i et tættere asyl- og migrationssamarbejde og om øgede politiske konsultationer om udviklingssamarbejde. Der er ikke tale om forpligtende aftaler, men de udgør en fælles ramme for det fremtidige samarbejde.”
At Danmark vil hjælpe det fattige Rwanda på fode efter borgerkrig og dens efterdønninger er kun helt naturligt. Danmark har en lang historie med udviklingsbistand til Østafrika. Men at aftalen om udviklingssamarbejde skal parres med et asyl- og migrationssamarbejde lyder suspekt. Et samarbejde, der ifølge Berlingske betyder oprettelse af et dansk modtagecenter for asylsøgere.
Jeg kan godt forstå at Rwanda er interesseret. Hvad gør man ikke for at få en økonomisk håndsrækning? Men hvorfor, Danmark vil etablere et modtagecenter for asylsøgere i Kigali 6.500 kilometer væk fra Danmark, er en gåde. Det kan kun være, fordi man derved vil afskrække flygtninge fra overhovedet at søge asyl i Danmark. Men det passer jo også fint med Socialdemokratiske udlændingepolitik: Nul asyl i Danmark.
Hvordan garantere sikkerhed under brutalt regime?
Men hvordan vil Danmark garantere sikkerheden i et land så langt væk og med et korrupt regime og en præsident Paul Kagame, der ifølge Human Rights Watch ”udøver total kontrol over det politiske rum i Rwanda”:
”Præsident Paul Kagame og andre højtstående embedsmænd truer regelmæssigt dem, der kritiserer regeringen. Flere oppositionsmedlemmer og en journalist er forsvundet eller fundet døde under mystiske omstændigheder. (…) Tilfældig tilbageholdelse, mishandling og tortur i officielle og uofficielle tilbageholdelsesfaciliteter fortsætter, ifølge troværdige kilder. Human Rights Watch dokumenter fortsat ulovlig tilbageholdelse og mishandling af gadebørn i Kigali.”
Det er det land og det regime, vores to ministre netop har underskrevet en samarbejdsaftale med. Det er her, asylsøgeres sag skal behandles menneskeretligt. Det er her, 6.500 kilometer borte, Danmark skal garantere for deres sikkerhed i processen.
De suspekte sager hober sig op
Rwandasagen udstiller blot, hvor meget på vildspor den socialdemokratiske regering er. De suspekte sager hober sig op. Vi behøver ikke en Inger Støjberg til at gå til kanten af konventionerne. Det klarer Danmarks nye højrenationale parti ganske udmærket.
Den socialdemokratiske regering sender omkring 500 syriske flygtninge tilbage i armene på den diktator, de flygtede fra. Indenrigs- og boligminister Kåre Dybvad effektuerer den såkaldte ghetto-pakke, der nedriver udmærkede boligblokke og sender titusindvis af borgere ud i hjemløshed. En ghetto-pakke, der i øvrigt fordobler straffen for overtrædelser indenfor de udsatte boligområder.
Mette Frederiksen kalder sig børnenes statsminister, men har netop frataget ansøgere om statsborgerskab muligheden for at opnå dette for altid, hvis de blot har en betinget dom for en mindre forseelse. Blot en uge før, de godkendte ansøgere havde lovning på at komme på listen i Folketingets vedtagelse af loven om indfødsret, blev de pillet af listen. Årsagen: En hurtig aftale i porten med Venstre, Konservative og Liberal Alliance.
Nogle ansøgere havde glædet sig og inviteret til fest den fredag aften den 29. april, men fik afslaget i deres e-boks dagen før. Dagen før!
Eksemplerne står i kø på en regering, der er fuldstændig på afveje og har mistet orienteringen i forsøget på at tækkes og trække vælgere fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.
Socialdemokrater har netop fejret 1. maj for at markere solidaritet med arbejderne. Men solidariteten med vores medmennesker fra andre himmelstrøg kan ligge på et meget lille sted.
Det sted hedder lige nu Rwanda. De to aftaler illustrerer dog, vi kun vil hjælpe dem, hvis de hjælper os af med asylansøgerne.
