ANMELDELSE af bogen om gartnersønnen fra Als, der blev dansk udviklingspolitiks nestor
Af Kjeld Juul
982 siders erindringer kastet på markedet af en 84-årig forfatter, har de mon nogen gang på Jorden? Det er der enhver grund til at tro.
Han har haft centrale placeringer i Danmarks folkelige liv, han skriver et djærvt og letløbende sprog og har forstået at si alle trivialiteter fra, så man vender hver en side af hans beretning, “Kamp må der til”, i forventning om nye spændende begivenheder.
Christian Kelm-Hansen er vokset op i et beskedent arbejderhjem på Als. Moderen kom efter første verdenskrig til Danmark som tysk flygtning via Sibirien, faderen var ”uægte” barn af en tjenestepige.
Forældrene var parate til at ofre alt, for at deres søn kunne få en bedre start i livet, end de selv havde fået. Dog kun inden for passende rammer!
Da degnen på et tidspunkt troppede op og foreslog, at den flinke elev skulle på statsskolen i Sønderborg, slog de bak. Derinde gik de fine, og dem hørte de ikke til. De var småfolk!
Efter konfirmationen i 1940 kom Christian derfor i gartnerlære, og han forblev gartner de næste otte år, kun afbrudt af korte arbejdsløsheds-perioder og militærtjenesten. I 1948 blev han optaget i præparandklassen på Vordingborg Seminarium.
Det blev samtidig begyndelsen på en omfattende, livslang skribent- og debatvirksomhed. Han havde længe været aktiv i DsU og avancerede hurtigt til medlem af den socialdemokratiske ungdomsbevægelses hovedbestyrelse.
DYNAMISK UNGDOMSLEDER
Efter lærereksamen og et par år som andenlærer i et lidet inspirerende skolemiljø, blev han i 1955 valgt til generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og fortsatte i to år derefter som formand for Fællesrådet.
Her viste han sig hurtigt som en dynamisk ungdomsleder med et stærkt engagement ikke blot i danske samfundsforhold, men i høj grad også i tidens internationale samarbejde.
Ikke mindst vort forhold til u-landene, som i tæt samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke og Den danske UNESCO-nationalkommission fik en stadig større plads i DUFs aktiviteter.
På den internationale front var han med til at stifte World Assembly of Youth som et vestligt modstykke til den kommunistiske ungdomsorga-nisation WFDY og blev efter et par år medlem af WAY’s eksekutivkomité.
Fra nu af blev der trukket i Kelm-Hansen fra mange sider.
I fem år var han vicegeneralsekretær i Dansk Røde Kors, hvor han bl.a. forestod en landsomfattende indsamling i anledning af FN’s Verdens-flygtningeår og ledede forhandlinger i Hong Kong og Jordan om dansk støtte til flygtningeprojekter.
Han var også med i Røde Kors’ nødhjælpsaktion i Congo, som senere førte til oprettelsen af undervisningshospitalet i Leopoldville (nu Kinshasa).
I 1964 blev han valgt til formand for Dansk Flygtningehjælp. Og da han sluttede sit arbejde i Dansk Røde Kors, blev han valgt til medlem af organisationens hovedbestyrelse.
MED TIL AT SKABE BEGREBET U-LANDSFRIVILLIG
Næste opgave var generalsekretærposten i Mellemfolkeligt Samvirke. Her spillede han den helt afgørende rolle i udvidelsen af frivillig-programmet, Dansk Ungdoms U-landsarbejde, fra 60 udsendte til ca. 400 i løbet af et par år.
Efter vedtagelsen af loven herom besøgte han på en 7-ugers rundrejse i Afrika alle de udeværende frivillige for at danne sig et førstehånds indtryk af deres forhold og mulighederne for forbedringer.
Han besøgte også MS’s gamle projekt i Mysore i Indien og refererer fra denne rejse i skarpe vendinger sit møde med den for sin sarkasme bekendte ambassadør Bartels, der i åbenlys uvidenhed og stærkt nedladende vendinger udtalte sin uforgribelige mening om dansk udviklingsbistand.
Det lod Kelm-Hansen ikke stå uimodsagt!
HÅRD START i ESBJERG
Efter fem år i MS fik Kelm-Hansen og hans kone Karen en opfordring til at søge stillingen som forstanderpar for Arbejderhøjskolen i Esbjerg. Der havde længe været store samarbejdsvanskeligheder med adskillige af læ-rerne, og forhåbningen var, at “Kelm” kunne skaffe ro og samarbejde.
Det skete, men først blev det nødvendigt at afskedige en del af lærerne, og de iværksatte en voldsom offentlig kampagne, hvor det føg med skældsord om den magtsyge forstander.
En anden vanskelighed havde at gøre med en gennemgribende ombyg-ning af højskolen. Den medførte byggesjusk i et uhørt omfang, hvorved den nybagte forstander mistede sin politiske barnetro, som han skriver, på de kooperative byggefirmaer.
Men forstanderparret holdt ud og efterhånden udviklede de en mønsterskole, hvor træning i ”demokratiets mekanik” stod i centrum.
I 1961 havde Kelm-Hansen som repræsentant for Dansk Ungdoms Fællesråd været medlem af et af statsminister Viggo Kampmann nedsat 5-mandsudvalg, der udformede de grundlæggende principper for Danida.
Han havde senere i nogle år været medlem af Danidas styrelse og blev i 1975 anmodet om at påtage sig opgaven som formand. Denne udnævnelse gjorde ham kisteglad, skriver han, og han oplevede det som en ekstra appelsin i turbanen, at pressen tog så venligt imod ham.
Politiken skrev, at blandt formandsemnerne ragede han så højt til vejrs, at man måtte være stærblind for at komme uden om ham. Og Berlingske Tidende betegnede ham som en bistandsekspert af høj karat og en ægte idealist.
Han fortsatte i nogle år som forstander for Esbjerg Højskole samtidig med, at han gjorde sig stærkt gældende i sit nye formandsjob. Det medførte ikke blot omfattende forberedelser af de månedlige styrelsesmøder, men også hyppige rejser til igangværende samarbejds-projekter i Afrika, Asien og Latinamerika, deltagelse i konferencer etc.
Som en selvfølge fortsatte han sin omfattende foredrags- og skribent-virksomhed.
IKKE NOGEN FAN AF RITT
Kelm-Hansen havde i mange år været medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og ofte givet udtryk for kritik af den af partiet førte politik. I 1976 stillede han endog op til kampvalg om posten som partisekretær. Det tabte han med få stemmer til den hidtidige indehaver af posten.
Men ifølge hans filosofi var kampvalg et led i den demokratiske proces, så han bad straks om ordet og holdt sin ”tabertale”, som ifølge dagbladet Information indbragte ham kongressens største bifald.
1979 blev Kelm-Hansen valgt til Folketinget som repræsentant for Silkeborgkredsen og opgav efter ti år forstanderstillingen i Esbjerg, hvorefter familien flyttede til Silkeborg.
Han blev straks indvalgt i udenrigs-, markeds-, kultur- og erhvervs-udvalgene samt som suppleant til det vigtige udenrigspolitiske nævn. Om nogen aflastning af den travle mand blev der på ingen måde tale.
Tværtimod accelererede hans rejsevirksomhed voldsomt, så hans kredsbestyrelse klagede over, at de så for lidt til ham. Det tog han ved lære af og blev da også en meget populær repræsentant for sin kreds og opnåede ved hvert valg fine personlige stemmetal.
I godt ti år var Kelm-Hansen et flittigt medlem af Folketinget. Han fik bl.a. Danmark placeret centralt i kampen imod apartheid i Sydafrika og var en kraftfuld talsmand for, at flygtninge skulle behandles ordentligt.
Internt i den socialdemokratiske folketingsgruppe gav han ikke sjældent udtryk for irritation over for partiets måde at føre oppositionspolitik på, og han holdt sig ikke tilbage fra i urbane vendinger at kritisere både Anker Jørgensens og Svend Aukens lidt for liberale lederskab.
Anderledes hårdt gik det ud over Ritt Bjerregaard, der med konkrete eksempler som baggrund fremstilles som en kold og kynisk person, der benyttede sin position som gruppeformand til at fremme egne interesser.
UTILFREDS MED SINE ENGELSK-KUNDSKABER
I kraft af sit Danida-formandskab kom Kelm-Hansen vidt omkring i verden og udvidede stadig sit kendskab til de lande, Danmark samarbejder med. Han havde indholdstunge samtaler med snesevis af denne verdens mægtigste, som han refererer i detaljer, Julius Nyerere, Nelson Mandela og Robert McNamara for blot at nævne nogle.
Når han rejste som leder af styrelsen eller af andre grupper, var det ham, der måtte holde de obligate taler. I den forbindelse fremhæver han sin altid pinefulde nervøsitet på grund af et kompleks over sin mangelfulde beherskelse af det engelske sprog.
Man har svært ved at tro, at han ikke også i den henseende gjorde fyldest som den vidende og humørfyldte perfektionist, han synes at være.
I december 1989 fratrådte han som formand for Danidas styrelse og året efter udtrådte han af Folketinget. Han havde længe haft dårlig samvittighed over for familien, der dog altid havde støttet ham i hans travle færden, og nu troede han vist, at alt skulle blive anderledes.
En almindelig pensionisttilværelse blev det dog ikke til. Først blev han voldsomt engageret i Demokratifonden, som var rettet mod at fremme kulturudvekslinger med Østeuropa og var lige ved at udvikle sig til en ny folkelig rørelse.
Bestyrelsen bestod foruden af ham af fhv. statsminister Poul Hartling og det konservative folketingsmedlem Connie Hedegaard. Nye rejser til u-lande med særlige opdrag blev det også til.
DEMOKRATISEREDE DANSK RØDE KORS
I 1993 blev Kelm-Hansen med stående bifald valgt til præsident for Dansk Røde Kors. Hans modkandidater var Poul Schlüter og Bertel Haarder. Man kunne måske tro, at det var en passende repræsentativ stilling at slutte et glorværdigt liv med. Men nej!
Med vanlig energi kastede han sig ud i en omfattende forandring af organisationens struktur, som indebar en slankning på alle niveauer og et aktivt medlemsdemokrati. Igen havde han fuld kalender.
”Kamp må der til” kalder Kelm-Hansen sine erindringer, og han har med flid og omtanke brugt sit liv på at kæmpe for et bedre samfund og en bedre verden.
Han har ikke holdt sig tilbage fra personlige kampe, når han stod over for urimeligheder og er ikke bange for at sætte navn på sine modstandere. Men streng er han kun, når han møder magtmisbrug og slendrian.
MYREFLITTIG OG HJÆLPSOM
Det billede, der iøvrigt tegner sig igennem hans lange beretning, kalder på ord som sikker dømmekraft, en næsten overmenneskelig flid og ener-gi, hjælpsomhed, godt humør og en total mangel på selvhøjtidelighed.
Gennem hele sit professionelle liv har han ført dagbøger, ikke i korte punkter men i omhyggelig udformning, som det fremgår af de mange citater. Det har sikkert medvirket til at give hans erindringer det præg af nyoplevet friskhed hele vejen igennem, som slår så stærkt igennem.
Det er en fantastisk bog, den flinke elev fra Als har præsteret, et fantastisk liv han har levet.
Chr. Kelm-Hansen: “Kamp må der til”
Erindringer 1925-2009 i 2 bind
Bind 1: Erindringer 1925-1979, 414 sider
Bind 2: Erindringer 1980-2009, 568 sider inkl. personregister
Pris: 550 kr., samlet pris for begge bind
Udgivet på Midtjysk Forlag, nov. 2009
Tryk: Silkeborg Bogtryk
ISBN (bind 1): 87-91355-28-1
ISBN (bind 1 + 2): 87-91355-31-1
Udgivet med sponsorstøtte fra:
Midtjyllands Avis
LO Silkeborg-Favrskov
HK Østjylland
AOF Silkeborg
Arbejdernes Landsbank, Silkeborg
——-
Kjeld Juul er cand.theol. Han var ansat 8 år i Mellemfolkeligt Samvirke, de sidste 6 som kontorets chef. Derefter 6 år i FAO med station i Geneve og Rom. Fra 1969 til 83 forstander på Danidas sprog- og orienterings-kurser. Derefter 4 år som Administrative Adviser ved et læreruddannel-sesprojekt i Somalia, 4 år i Danida og slutteligt frem til pensionen 3 år som projektkoordinator ved et fiskeriprojekt i Karnataka i Indien.
Kjeld Juul udgav i 2002 erindringsbogen “Mod nye Grænser – Fra europæisk genopbygning til u-landssamarbejde 1943 – 1963”, der bl.a. skildrer de første år af Mellemfolkeligt Samvirkes historie.
Se også u-landsnyts foromtale af Kelm-Hansens erindringsværk på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/31-08-09/en-af-dansk-bistands-m-gtigste-udgiver-sine-erindr
