Hvordan beskytter vi bedst Afrikas truede dyr?
Mennesket kommer i stigende grad på kollisionskurs med Afrikas store pattedyr.
Næsehorn krybskyttes fordi næsehornshorn kan sælges for mere end kokain og heroin.
Elefanter skydes også af krybskytter, der videresælger deres stødtænder som værdifuld elfenben.
Naturligvis må dyrene beskyttes. Men hvad med de fattige afrikanere, der skal leve som naboer til de store, farlige dyr?
Zimbabwes største nationalpark, Hwange, huser mere end tre gange så mange elefanter, som naturen kan bære. Tørke og klimaændringer presser de vilde dyr ud af parkerne for at søge vand og føde.
Alene i år er 33 mennesker dræbt i Zimbabwe af vilde dyr, halvdelen af elefanter.
Globalnyt afholder sammen med Zoo i København et debatmøde onsdag d. 27 november kl. 19-21 om beskyttelse af mennesker og dyr.
Der er gratis adgang, men billetter skal bestilles på forhånd her.
Læs mere her.
Skader på både mennesker og materiel forårsaget af vilde dyr er voksende i Zimbabwe. Årsagen er en dyrebestand, som er højere end hvad nationalparkerne økologisk kan bære, og krisen forstærkes af klimaforandringer, der fører til tørke. En fattig landbefolkning bærer omkostningerne af skaderne. 70-80 procent af disse skyldes elefanter. Alene i 2019 er foreløbig 33 mennesker dræbt i Zimbabwe af vilde dyr, halvdelen af elefanter. De materielle skader løber op i millioner af kroner.
Ifølge Zimbabwes vildtforvaltning, Zimbabwe National Parks (ZimParks), er problemet voksende, fordi en stadig mere desperat vildtbestand i stigende grad søger føde og vand i beboede områder.
I mange afrikanske lande er de fredede vilde dyr og nationalparkerne endt med at blive opfattet af deres fattige naboer som reservater for rige, oftest hvide, turister.
Campfire
For at sikre lokalbefolkningens opbakning til en bæredygtig vildtbevarelse, skabte Zimbabwe i 1989 programmet Campfire, Communal Areas Management Programme for Indigenous Resources. Det er siden blevet fremhævet som model i andre afrikanske lande.
Hovedtanken bag Campfire var at sikre lokalbefolkningens økonomisk tilskyndelse til at bidrage til beskyttelse og bevarelse af nationalparkernes vildtbestand. En hovedkomponent i Campfire er en model til fordeling af indtægter fra den jagt, der skal regulere vildtbestanden, således at den ikke overstiger parkernes bæredygtighed.
Således er en række nabolandsbyer til parkerne sikret en del af disse indtægter til egne projekter som for eksempel skoler, brønde eller andre sociale initiativer.
Campfire har imidlertid vist sig at være en utilstrækkelig kilde til at erstatte de voksende skader forvoldt af vildtet, oplyser den kristne socialorganisation Habakkuk i Zimbabwes sydlige hovedby, Bulawayo.
Utilstrækkelige midler
I et interview med Globalnyt fortæller Edward Moyo fra en lokalafdeling af Habakkuk i et af de elefanthærgede distrikter, Bulilima, at distriktet ligger så langt væk fra den nærmeste nationalpark, Hwange, at når jagtindtægterne fordeles mellem landsbyerne, er der ikke tilstrækkeligt med midler til at dække udgifterne i de værste ramte områder.
Bulilima ligger i den hede, tørre sydlige del af Zimbabwe kaldet the Lowveld. Her er dæmningssøer væsentlige for at kunne samle vand til mennesker og deres dyr. Men en af beboerne i Bulilima, Bongani Mthethwa, fortæller til Globalnyt, at ”elefanter for nyligt ødelagde vores lokale dæmning i Maitengwe. Der er ikke andre end os selv til at genopbygge den eller betale for det.”
En kvindelig beboer, Silisani Mthombeni, siger, at man er nødt til at få myndighederne i tale, så projektet kan blive revideret og beboerne i højere grad kan holdes skadesløse for vildtets hærgen.
700 000 familier får foreløbig glæde af midlerne fra Campfire, oplyser talsmand for ZimParks, Tinashe Farawo.
Makhosi Sibanda er korrespondent i Bulawayo for radiostationen ZiFM i Zimbabwes hovedstad, Harare.
