I år er det 18. gang, at afrikansk kultur i Danmark fejrer sig selv med gadefestivalen Couleur Café. Det sker lørdag den 6. juni og foregår, præcist som de sidste par år, på Sankt Hans Torv i hjertet af Nørrebro.
Læs mere på Couleur Cafés hjemmeside.
Festivalen og det hyggelige marked med afrikansk mad og varer er en vitaminindsprøjtning og et veritabelt og positivt kulturchok. Det efterfølgende afterparty foregår i Medborgerhuset Indre By. Det plejer at være en vidunderlig fest med en egen vibe, som står i massiv kontrast til gadefesten Distortion, der kører i samme weekend.
Fra Sankt Hans Torv strækker festivalen sig ned ad Nørre Alle til kulturhuset Union (det tidligere Verdenskulturcenter) og spillestedet Alice. Dertil har man et samarbejde med Sankt Johannes kirke, så den hyggelige park foran kirken også er en del af Couleur Café.
Ildsjæle og lysende talenter
Couleur Café er drevet af frivillige og er desuden non-profit.
En af ildsjælene bag er fotograf og filmmand, Jacob Crawfurd. Han er med til at sikre, at underholdningen altid er i top på festivalens to scener, hvor man kan opleve alt fra bands over dansegrupper til dj’s.
Blandt de fede oplevelser, undertegnede har haft i årenes løb, er Faratuben (Mali/DK), som igen er på turné i landet i år, Ayi Solomon & Friends, Feridah Rose (Uganda/DK), Dawda Jobarteh (Gambia/DK) og mange andre.
Der foreligger endnu ikke noget musikprogram for årets udgave af Couleur Café, men skriv alligevel dagen i kalenderen, i visheden om at samværet og hyggen er i fokus, mens musikken bare er den herlige bonus.
Tilmeld din bod nu
Selvom der stadig er over tre måneder til selve festivalen, er det ved at være sidst udkald, hvis du vil sælge mad på Couleur Café. Her er deadline for tilmelding nemlig allerede den 1. marts, mens du har til 1. april, hvis du vil tilmelde en bod til salg af andre ting.
Fælles for boderne er, at emnet skal være Afrika i en eller anden form, og som regel afviser man ansøgere, der primært har et religiøst eller politisk formål med at være til stede.
Find information om krav og regler til boderne på festivalens hjemmeside eller ring til den ansvarlige for markedet, Gitte Frandsen, på 2227 7082.