Listen er alenlang.
Udbredt fattigdom og voldsom befolkningstilvækst. Væbnet konflikt og trusler fra terrorgrupper og kriminelle. Politisk ustabilitet og statskup. Radikalisering og yndet knudepunkt for migration og smugling af stoffer. Klimaforandringer og fødevarekriser… og så videre.
Udfordringerne for Sahel-landene synes nærmest at hobe sig op, så da IDA Global Developments mandag d. 2. oktober slog dørene på Kalvebod Brygge op for et arrangement om regionen, var det da også for at diskutere og afdække årsagerne til det, der i indbydelsen blev kaldt ’krisen i Sahel’.
Til de fremmødtes fornøjelse, og i herlig modstrid med hvordan sådanne arrangementer normalt forløber, lagde aftenens første oplægsholder ud med at udfordre krise-præmissen:
”Jeg vil stille spørgsmål ved, om krise er et dækkende udtryk. En krise er noget kortvarende, som kan stoppe igen, men det er der ikke tale om i Sahel. De problemer, landene står overfor, har eksisteret i meget lang tid,” siger Kjeld Rasmussen. Han er lektor emeritus på Geografisk Institut på Københavns Universitet, hvor han har forsket i Sahellandene siden 1985.
Trods sin aversion mod ordet krise i denne sammenhæng er Kjeld Rasmussen ikke desto mindre mødt op for at give sit besyv med. Han lægger ud med en geografisk præsentation af regionen – for, som han siger, hvis man endelig skal snakke om en krise, må man nødvendigvis snakke klimaforandringer.
Mere varme, mere regn…
Betegnelsen ’Sahel’ dækker både et klimabestemt område, der løber på tværs af Afrika og groft sagt adskiller savannen fra Sahara, og de lande, der tilfældigvis ligger i dette område. Typisk, hvilket også er tilfældet i aften, snakker man om de vestlige lande i Sahel: Senegal, Mali, Burkina Faso og Niger.
Kjeld Rasmussen har smækket en illustration fra en IPCC-rapport på storskærmen. Billedet viser, hvordan hele Sahel-regionen i 2050 vil være to grader varmere end i dag. For langt de fleste, der følger med i klimaprognoserne, kommer det ikke som nogen overraskelse – men i modsætning til, hvad mange tror, bliver det ikke tørrere i Sahel.
Faktisk er der siden den store tørke i 70’erne og 80’erne kun kommet mere regn. Men hvor regnen tidligere faldt jævnt fordelt over hele regntiden, kommer den i dag centreret i færre, men mere voldsomme byger, der oversvømmer kloaksystemer, drukner marker og skyller boligområder væk.
”Der er sket en tredobling af de ekstreme regnbyger over de sidste tyve år – den slags regn kommer trævækst til gode, men ikke afgrøder,” forklarer Kjeld Rasmussen.
Og det er faktisk her, det springende punkt ligger. For afgrødeudbyttet i Sahel er i forvejen pauvert – en mark i Sahel giver mellem 70-80 procent færre afgrøder, end en dansk mark – og antallet af munde, der skal mættes i regionen, går kun én vej: Opad.
…og flere mennesker
Voldsom befolkningstilvækst er en udfordring for hele kontinentet.
Ifølge en FN-rapport fra 2017 vil Afrikas samlede befolkning tælle 2,5 milliarder mennesker i 2050; det er mere end dobbelt så mange som i dag. Sahel er en af de regioner, hvor befolkningen vokser særligt hurtigt; her regner man med en fordobling på kun små 20 år.
Netop cocktailen af de ændrede klimaforhold og dobbelt så mange mennesker er noget, som ngo’en CARE har særligt fokus på i sit arbejde i Niger.
”Det lægger et gevaldigt pres på ressourcerne, og det kan være med til at øge og forværre allerede eksisterende konflikter mellem agerbrugere og pastoralister,” forklarer Anne Højmark Andersen, der er programkoordinator for CARE og har arbejdet med Sahel-landene hele sin karriere.
Hun er med for at give et indblik i, hvordan en ngo helt konkret arbejder i regionen og med hvilke områder. Klimatilpasninger fylder en del i CAREs program, og her er det ikke nok bare at kigge på tilpasning af landbruget, så de flere mennesker kan få mad i munden – de skal også have et sikkert tag over hovedet.
For når befolkningstallet stiger så voldsomt, bliver folk tvunget til at bo steder, hvor de er mere sårbare i forhold til for eksempel oversvømmelser, som der så også er flere af, end der var tidligere. En stor del af arbejdet med klimatilpasningerne handler altså om at flytte folk væk fra de udsatte områder og til steder, hvor de voldsomme regnbyger ikke kan gøre skade, forklarer Anne Højmark Andersen.
En anden af de udviklingsmæssige udfordringer i regionen, CARE noterer sig, er den væbnede konflikt, der gennem de sidste år har stået urokkeligt på dagsordenen, når man snakker Sahel.
Det ved Anders Garly Andersen alt om.
Annus horriblis
Når man kigger på, hvor Sahel står i dag, er der et meget tydeligt skilleår: 2012 – ”annus horribilis,” som Anders Garly Andersen kalder det. Året, hvor Mali gik i opløsning:
”Før 2012 var Mali et støvet land med god musik og rare mennesker; det ændrede sig i løbet af fire måneder i 2012. Der var tale om en komplet implosion, hvor tingene braste sammen.”
I 2011 var Anders Garly Andersen ankommet til Malis hovedstad Bamako som Danmarks ambassadør i det store Sahelland. Samme år kulminerede urolighederne i Libyen, da Gadaffi blev dræbt. Despotens død sendte et utal af våben i omløb, og en del af dem endte i den nordlige del af Mali, blandt andet via hjemvendte lejesoldater fra de nordlige nomadestammer. Det blev startskuddet til et separatistisk oprør.
I løbet af ekstremt kort tid var Anders Garly Andersen vidne til, hvordan den maliske stat reelt set blev suspenderet, fordi der ikke var nogen fungerende centraladministration. I sine tre år på ambassadørposten nåede han at hilse på tre præsidenter, seks premiereminister og ”jeg ved ikke, hvor mange ministre.”
Selvom situationen på mange måder er mere positiv i dag, har Malis kollaps sendt mærkbare rystelser gennem resten af regionen.
Dogmatisk religiøsitet
Inden 2012 havde hverken terror eller radikalisering fyldt meget på tapetet i Sahel, hvor islam er den største religion, men siden har både Bamako og Ouagadougou, hovedstaden i Burkina Faso, været udsat for flere terrorangreb.
Overordnet set er regionen præget af øget radikalisering og stigende fundamentalisme, og både Anders Garly Andersen og Anne Højmark Andersen fortæller, at Sahels sufisme, der traditionelt set har domineret i regionen, bliver trængt i baggrunden af en mere dogmatisk læsning af koranen.
Hvis man oveni væbnet konflikt, terrorisme og fundamentalisme lægger regionens rolle som transitpunkt for migration mod Europa og som smuglerrute for stoffer, er det måske ikke så underligt, at Sahel har fået fornyet opmærksomhed i den danske udviklingsbistand, hvor to af fire strategiske pejlemærker går på netop sikkerhed og forebyggelse af irregulær migration.
”Danmarks fokus i regionen har ændret sig radikalt de sidste fem år, og i dag er der et helt andet fokus, hvor Sahel ses som noget med sikkerhedsmæssig relevans for Danmark,” forklarer Anders Garly Andersen, der i dag er chef for Udenrigsministeriets Afrika-kontor.
Et par eksempler på det er den nylige udnævnelse af Lars Faaborg-Andersen som særlig repræsentant for Sahel/Mahgreb med fokus på migration og terrorisme og de 7,5 millioner kroner, der skal styrke den nye militærstyrke G5 bestående af soldater fra Mali, Burkina Faso, Tchad, Niger og Mauretanien.
Læs mere: Danmark styrker indsatsen mod migration og terrorisme i Sahel
Roden og løsningen
En af de ting, der for alvor har fyldt i de danske medier, og som også har haft et særligt fokus i IDAs indbydelse kva Sahels geografiske placering i forhold til Europa, er migration.
Alle oplægsholdere er nu egentlig enige om, at langt det meste migration i regionen ikke går mod Europa, men er intern migration landene imellem. Den type migration er som oftest cirkulær og sæsonbetinget, hvilket altså betyder, at folk rejser hjem igen på et tidspunkt.
Alligevel har en stor del af det udviklingsarbejde, der bliver gjort i Sahel, et sigte om at skabe ordentlige vilkår, der gør, at folk bliver i deres eget land. Det er såmænd også fint nok, men på hvilke områder skal man sætte ind, for at det batter?
”Jeg tror godt, vi kan se bort fra den mulighed, at det er ørkendannelse og klimaændringer, der driver migranter til EU,” siger Kjeld Rasmussen. Han tror, at måden at få folk til at blive er ved at bedrive, hvad man kan kalde, klassisk Danida-arbejde: Nemlig at skabe generel udvikling og arbejde med økonomiske faktorer, sikring af indtægtskilder og sørge for, at landbefolkningerne ikke kobles af resten af landet.
Anders Garly Andersen lægger sig i samme bane; en afkobling af det nordlige Mali var netop i høj grad en medvirkende faktor til landets krise, hvor kræfter i den nordlige og, på mange måder, isolerede og underprioriterede del af landet ønskede at løsrive sig.
For ham er, hvad der i bistandslingo hedder god regeringsførelse af afgørende betydning for Sahel-landenes fremtid:
”God regeringsførelse er roden til, hvorfor vi står, hvor vi gør i dag, men det er også løsningen.”
Det er altså et spørgsmål om at opbygge regeringernes kapacitet, så de kan varetage deres rolle over for befolkningerne og leve op til borgernes forventninger. Og, indrømmer Anders Garly Andersen, så drejer det sig også om at fremdyrke en vilje hos de folkevalgte til at påtage sig deres ansvar.
”Manglende vilje og dårlig kapacitet er en eksplosiv cocktail,” siger han.
