Af Hanne Selnæs, IBIS
Op til onsdagens parlaments- og præsidentvalg i Mozambique har man fra mange sider arbejdet på at få landets kvinder til stemmeurnerne. Vi var med, da IBIS’ partner CEDESC på et møde diskuterede, hvordan man bedst får kvinderne med.
Manden, der tager ordet, har et gyldent emblem på skuldrene: “Jeg er ansat af staten, og det er ikke min rolle at dele tøj ud for de politiske partier,” siger Julio Juenta Fijamo.
Emblemet på hans skjorte handler ikke om militær rang, men vidner om mandens særlige rolle som regeringsrepræsentant i et kvarter i byen Quelimane.
Her har IBIS i et års tid arbejdet på at få flere kvinder og unge til at stemme og få større indflydelse på de politiske beslutninger.
Derfor sidder 50 deltagere fra lokale myndigheder, kvindegrupper, organisationer og ungeparlamentet denne torsdag formiddag i en stor mødesal bag IBIS’ kontor og hører på, at alle valg er hemmelige, og at man som kvinde kan stemme, hvad man vil.
Uanset, hvad ens mand eller arbejdsgiver siger.
Og uanset om man får en t-shirt eller et stykke stof, en capulana, med partiets logo eller kandidatens ansigt, som kvinderne bruger til nederdel.
“Tøjet er givet til den lokale regeringsrepræsentant, men bliver ofte bare i hans hus,” klager en af kvinderne fra salen.
Og pludselig går bølgerne højt om t-shirts, nederdele og hvem der har fået hvad. Så højt, at Julio Juenta Fijamo finder det på sin plads at gribe mikrofonen og præcisere overfor deltagerne og de fremmødte medier, at han som statens repræsentant ikke har noget ansvar for at dele valgmateriale ud for de politiske partier.
Kvinder uden tøj bliver hjemme
Tøjdebatten bliver kick-startet, da Regina Fernando, som repræsenterer en lokal kvindegruppe er ved at være færdig med at evaluere sidste års indsats for at få flere kvinder til at stemme ved de lokale valg sidste år, bemærker, at mange kvinder valgte at lade være med at stemme, da de ikke fik noget tøj.
Med en bundplacering som verdens tredjefattigste nation er tøj en tyngende udgift for flertallet af landets kvinder, og derfor er interessen for gratis tøj enorm – uanset det politiske budskab, der følger med.
”Men det skal være den politiske dagsorden, og ikke tøjet, der afgør, om man stemmer eller ej,” indskyder en mand fra en lokal organisation.
Før tøjdebatten fik sindene i kog, nåede Regina at konkludere, at sang og dans er et effektivt virkemiddel, når det handler om at få kvinder til stemmeurnerne.
For i et land med analfabetisme er budskaber gennem sang og dans lette at forstå for kvinderne på markedspladser og i landsbyer.
Selvom det er 20 år, at siden borgerkrigen sluttede og demokratiet blev indført i Mozambique, er det stadig kun lidt over 40 procent af alle voksne kvinder, der kan læse og skrive.
Resten er analfabeter og har aldrig lært portugisisk, som er landets officielle sprog.
“Vi skal derfor bruge mere tid på at informere kvinderne på deres eget sprog, så de forstår, at valg er hemmelige, og at de selv kan vælge, hvem de vil stemme på,” tilføjer Regina Fernando, som snart selv igen skal på gaden for at få kvinderne til at stemme til efterårets præsident- og parlamentsvalg.
Læs mere hos IBIS
