“Det er ikke sådan, at vi bare går ind og skriver under på hvad som helst, men vi bøjer os meget, og vi bøjer os gerne”, sagde partiets gruppeformand, fhv. minister Henrik Sass Larsen, i programmet ”Mogensen og Kristiansen i magtens maskinrum”, som blev vist på TV 2 News.
Sigtet for det gamle arbejderparti er at forhindre for megen indflydelse fra regeringens borgerlige støttepartier.
“Vi er villige til at skrive under på masser af ting frem for, at regeringen laver underlige grundskylds-ting med Søren Pape (fra de konservative, red.) og endnu mere underlige ting med Liberal Alliance”, sagde Sass Larsen, som opfordrede regeringen til at invitere Socialdemokraterne til forhandlingsbordet om finansloven for 2016.
Her vil Venstre-regeringen spare 2,9 milliarder kr. på u-landsbudgettet.
Ladekarl ikke i tvivl
Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, var ikke i tvivl om den mulige konsevens af det store oppositionspartis udmelding. Han skrev lørdag på det sociale medie, twitter:
“Trist dag for udviklingsbistanden
@Spolitik er ifølge @SosseSass klar til at acceptere regeringens nedskæringer #dkaid #dkpol”
Uden fortilfælde
Indgår regeringen finanslovsforlig med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om bl.a. rekordbesparelser i u-landshjælpen vil der stå 118 mandater bag.
Det vil i så fald være uden fortilfælde i dansk u-landspolitik og dansk politik i det hele taget.
Sass Larsen er helt i tråd med sin partiformand, Mette Frederiksen, som forleden omhyggeligt undgik at nævne nogen undergrænse for bistandens fremtidige størrelse, idet hun har andre centrale prioriteringer.
Se Globalnyts analyse på
https://globalnyt.dk/content/mette-frederiksen-naevner-ingen-undergraense-bistandens-omfang
Vil ”give løs på hovedparten”
“Vi vil vide, at der som udgangspunkt er et borgerligt flertal, og at vi derfor ikke kan få opfyldt hovedparten af vores krav. Vi må være klar til at give løs på hovedparten af det for at få indflydelse”, sagde Henrik Sass Larsen, som tihører sit partis absolutte inderkreds.
“Det er selvfølgelig risikofyldt, for ville det ikke være bedre at stå uden for med det rene standpunkt? Men den risiko tager vi”, lagde han til.
Sass har bemærkelsesværdigt nok tidligere overfor Berlingske kaldt regeringens planlagte u-landsbesparelser for “ejendommelige” i lyset af den store flygtningestrøm og de generelle globale behov.
Pape mere fast i kødet
Til gengæld afviser Det konservative Folkepartis leder, Søren Pape Poulsen, som udgangspunkt regeringens omfattende besparelser, der for første gang i årtier vil bringe dansk bistand til verdens fattige nationer ned på 0,7 procent af nationalrigdommen (BNI).
Papes smertegrænse er angiveligt 0,8 procen af BNI i bistand, hvilket vil redde over en milliard u-landskroner fra at blive sparet væk.
Ifølge partiets website søndag sagde Søren Pape på de konservatives landsråd i weekenden:
“I sidste uge var jeg til første sættemøde med Claus Hjort Frederiksen, hvor jeg fremlagde Det Konservative Folkepartis ønsker og krav til den kommende finanslov.
Vore primære ønsker til en kommende finanslov er, at der skal ske ændringer på grundskylden, at der bliver afsat flere midler til politiet, og at vi får pillet de voldsomme besparelser på udviklingsbistanden ud og i stedet sætter fokus på hjælp i nærområderne.
Jeg tror, der er gode muligheder for, at vi sammen med regeringen kommer frem til en fælles løsning på grundskylden. For jeg er sikker på, at en borgerlig regering også tager det alvorligt, når folk bliver beskattet fra hus og hjem.
Det er også helt afgørende i de her forhandlinger, at vi får lagt vægt på politiet, så vi kan få en større politistyrke.
Vil løfte den humanitære bistand
Vi skal desuden have løftet den humanitære bistand i plagede områder. Det er så vigtigt, at vi sikrer hjælp i nærområderne, så folk ikke er nødsagede til at flygte fra deres hjemland.
På denne måde kan vi samtidig imødekomme det enorme flygtningepres på Europa og Danmark, som vi står over for nu.
Mennesker skal kunne se, at de kan skabe sig et godt og ordentligt liv, der hvor de bor, og det skal vi hjælpe dem med ved at afsætte flere penge målrettet til nødhjælp.
Vi vil have disse tre klare fokusområder med os til forhandlingsbordet. Jeg har meget har svært ved at se os deltage i en finanslov, hvor der ikke sker noget på netop de tre områder. Det må jeg indrømme.
Vi har dog tænkt os at bide os fast i bordet og forhandle, for vi tror, at det er bedst for Danmark, at en borgerlig regering også leverer en borgerlig finanslov med klare konservative fingeraftryk.
Venstre har brug for os, så jeg regner med, at de er villige til at lytte til os” (slut).
Seks afgørende blå mandater
Berlingskes borgerligt-sindede politiske kommentator, Thomas Larsen, bemærkede søndag efter landsrådet i Herning, at “begejstringen var ikke nær som udtalt, når han (Pape) talte om sit ønske om at fastholde udviklingsbistanden eller fremhævede partiets ambitioner i miljø- og klimapolitikken”.
De konservative har kun seks mandater i Folketinget, men de er nødvendige for at sikre flertal for en blå finanslov uden om Socialdemokraterne.