Joaquín Grilo fra Jerez de la Frontera i Andalusien i Sydspanien er en af tidens bedste flamencodansere. Derfor var det et scoop af de kvikke kulturhoveder oppe på kunstmuseet Louisiana at have ham og hans gruppe på besøg til to forestillinger, der var lige dele dans og musik.
Den spændende danser havde virkelig taget nogle af hjembyens stjerner med til, hvad der umiddelbart var den klassiske gruppe, som man kender det fra de mange tablao-scener over hele Andalusien: altså et par sangere med hver sin stil, en guitarist og som noget specielt en perkussionist, som gjorde alle mine fordomme til skamme og blandt andet leverede noget af det bedste på en cajón – den peruvianske appelsinkasse, som er blevet et stykke slagtøj, man sidder på og for længst via Paco de Lucías eksperimenter vandt indpas indenfor flamenco. Tidligt i forløbet blev jeg ret vild med den kraftige Manuel Tañe, som, ligeså snart han fik chancen, gav los og gav os et kort kursus i ægte cante jondo (dyb sang), som er den ægte flamencos særkende.
Her ramte han toppen forbilledligt, og den smukke baritonstemme åbnede op og blev skramlet med den dobbelttydighed, som viser, at sangeren er den ægte vare, fordi der åbnes op for noget, der har en rå urlyd, hvor virkelig smerte rammer dig.
Tañe åbnede også op for klassikeren ”Un Tiro Al Aire” som var kendingsmelodi for forbilledet Camarón de la Isla(1950-92), der går i takten Alegría i 12 slag, altså en-to-TRE-en-to-TRE-en-TO-en-TO-en-TO.
Jerez de la Frontera ligger jo ligesom Camaróns hjemby, San Fernando, midt i smørhullet mellem Sevilla og Cadiz.
Her regerer flamenco simpelthen.
Androgyn
Men nu er det Grilo, det handler om, og han var fantastisk veloplagt på denne aften. Han minder mig meget om den bedste danser, jeg har set, nemlig Sevillas stolthed, Israél Galván. De har begge noget satirisk i deres dans, samtidig med at de tager kønsrollerne op til debat og ikke er bange for at udstille egen femininitet, hvilket ofte er befriende i forhold til den gængse flamencodansers håbløst konservative udtryk og overdrevne machismo, hvor brystet skydes frem og løvemanken kastes tilbage.
I løbet af det ret korte show på Louisiana, befandt vi os nærmest på tablao hjemme i Andalusien med amfiteater og et firekantet podie af træ, som Grilo kunne boltre sig på og hvor eneste anke måske var, at det blev meget lydt i rummet, når han trampede igennem. Men så lyder der altså heller ikke flere klager herfra, for han var virtuos i alle detaljer, og havde en herligt henkastet måde at vise det på.
For jo, han ville lave de komiske bevægelser, som man også kender indenfor Galbán-skolen og som dansere som Israel Glabáns koreograf, solodanseren Marco De Ana, også gør meget brug af, hvor han ville slå knude på sig selv, sno sig og være meget lidt egentlig flamenco,- men øjeblikket efter ville han eksplodere og lave fabelagtigt og ekstremt hurtigt fodarbejde.
Ja, det var egentligt ligegyldigt, hvad han gjorde, for alt havde unik karisma og kunnen, som når han gik ned fra garderoben efter et af sine kostumeskift, stoppede op på trappen, fyrede en ”trommesolo” af på trappen med hver fod, gik ned på gulvet og lavede en fornem paseo hele vejen rundt og så gik i gang med den egentlige dans. Og der ville også være tilløb til de crowdpleasere, som Farruquito og hans lillebror, El Carpeta, hele tiden forfalder til, hvor man griber fat i den korte jakke, spænder den ud og skyder brystet frem som en hanekylling.
Men hos Joaquín Grilo blev det gjort med et sarkastisk glimt i øjnene, og fremkaldte latter. Han var det hele: fabelagtig klassisk flamencodanser, fantastisk veltrænet akrobat og en klovn, der var som taget ud af cirkus.
Og så var der bandet, hvor især perkussionisten endte med at indgå i en duel med Grilos rappe fødder, og man forstod, at den danser kan enhver rytme, enhver betoning og serverer alting med en moden mands udtryk, der tager flamencodans som kunstform videre.
Det var meget stort at se Joaquín Grilo og hans mageløse gruppe på Louisiana i går.
