Milliarder af nye træer, vedvarende energi og mere beskyttelse af natur. Det er løfterne fra den saudiske kronprins, Mohammed Bin Salman. Saudi-Arabien har ellers ikke været kendt som en foregangsland i den grønne omstilling. Tværtimod. Flere gange har kongedømmet været på tværs i de internationale klimaforhandlinger, og de ligger også i bund i flere bedømmelser over landenes klimaambitioner.
Men det nye udspil, der blev præsenteret i sidste uge, viser en mere ambitiøs tilgang til kampen mod klimaforandringer.
“Kongeriget, regionen og verden skal gå meget længere og være meget hurtigere i kampen mod klimaforandringer. Med vores udgangspunkt har det ikke været nemt at begynde denne rejse mod en grønnere fremtid. Men i overensstemmelse med vores filosofi for modernisering går vi ikke uden om de svære beslutninger”, lød det fra kronprinsen ved præsentationen ifølge det saudiske medie Saudi Gazette.
10 milliarder træer
Det nye udspil fra Saudi-Arabien har titlen ”Green Saudi”. Det indeholder en plan om at plante 10 milliarder træer i ørkenlandet i de kommende årtier. Samtidigt skal 30 procent af landet være beskyttet natur i 2030, skriver Saudi Gazette. Det svarer til det globale mål, som sandsynligvis bliver vedtaget ved det store FN-topmøde om biodiversitet i Kina senere på året.
Læs også: Øget tilslutning til at lade en tredjedel af kloden være beskyttet natur
Derudover vil sauderne sørge for, at halvdelen af energien i 2030 er vedvarende.
Kronprisen løftede også sløret for et bredere mål om at samarbejde med regionens lande om et initiativ kaldet ”Green Middle East.” Her nævnte bin Salman, at det er målet at plante i alt 50 milliarder træer i Mellemøsten, inklusiv de 10 milliarder i Saudi-Arabien. Ifølge Saudi Gazette har kronprisen haft telefonsamtaler med statsoverhoveder fra Bahrain, Jordan, Kuwait og Emiraterne om de grønne planer.
Pakistan er lidt længere væk, men her har premierminister Imran Khan taget varmt imod de nye initiativer.
”Er begejstret over at høre om ”Green Saudi Arabia” og ”Green Middle East”-initiativerne fra min bror, Hans Kongelige Højhed Mohammed bin Salman! Har tilbudt vores støtte til disse, da der er mange ligheder med vores ”Clean and Green Pakistan” og ”Tsunami af 10 milliarder træer,” skriver han på Twitter.
Imran Khan har selv lovet flere grønne tiltag i Pakistan. Under valgkampen i 2018 lovede han at plante 10 milliarder træer. I december fortalte han, at der ikke skal bygges flere kulkraftværker i Pakistan, og i juni er landet vært for den internationale miljødag.
Biden-effekten
Timingen af det grønne initiativ fra det konservative Saudi-Arabien er næppe helt tilfældig. I forrige uge inviterede den amerikanske præsident, Joe Biden, til globalt træf med fokus på klimaforandringer. 40 statsoverhoveder, inklusive den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), er på talerlisten. Det samme gælder Mohammed bin Salmans far, Kong Salman.
USA ventes at præsentere en styrket klimaplan til FN under Paris-aftalen, og lande som Kina, hvis leder Xi Jinping ligeledes er inviteret, følger muligvis trop. Det er derfor muligt, at Saudi-Arabien også vil benytte lejligheden til at få de nye tiltag med i en opdateret klimaplan til FN-sekretariatet. Sauderne sendte den første plan med klimaløfter til FN i 2016. Det er en noget vag plan, som er gjort betinget af, at den internationale klimaindsats ikke kommer til at udgøre en ”uforholdsmæssig eller abnorm byrde” på landets økonomi.
Ifølge Paris-aftalen skal alle lande opdatere deres klimaplaner. Det skulle faktisk være sket i 2020, men det store klimatopmøde i Glasgow blev udskudt på grund af pandemien, og det har muligvis fået mange lande til også at udskyde deres opdaterede bidrag. Der er ikke et krav om, at planerne skal styrkes, men omvendt må de ikke blive svækkede.