Saudisk koalition angriber vigtig havneby i Yemen

aaayemen
Forfatter billede

Regeringsstyrker med opbakning fra Saudi-Arabien har onsdag indledt et angreb mod den vigtige havneby Hodeidah i Yemen.

Det rapporterer flere internationale medier.

Hodeidah er Yemens vigtigste indgang for nødhjælp. 70 procent af de fødevareforsyninger, der leveres til Yemens befolkning, kommer ind gennem denne havneby.

Kampe her risikerer at trække ud og forværre situationen i Yemen, der i forvejen er verdens værste humanitære krise, vurderer tænketanken International Crisis Group.

Slaget om Hodeidah kan ifølge iagttagere blive det største, siden krigen i Yemen begyndte for mere end tre år siden.

FN advarer om, at flere tusinde liv er på spil.

Ifølge den saudiske tv-kanal al-Arabiya har de arabiske styrker indledt ”befrielsen” af byen, der er kontrolleret af Houthi-oprørere.

Den saudiskledede koalition hævder, at Houthi-oprørerne, der har haft kontrollen med den vigtige havneby siden 2014, bruger byen som centrum for våbensmugling fra Iran.

Tirsdag meddelte koalitionen, at tidsfristen nu var udløbet for, at indbyggerne kunne forlade Hodeidah.

Risiko for regulær sultkatastrofe

Red Barnet advarede forud for onsdagens angreb om, at det vil have katastrofale konsekvenser, hvis volden eskalerer yderligere i og omkring Hodeidah.

Red Barnet vurderer, at der alene i Hodeidah er omkring 100.000 børn under fem år, der lige nu lider under den alvorlige sultkatastrofe, som præger Yemen.

Både Red Barnet og andre nødhjælpsorganisationer er dybt bekymrede over situationen i byen allerede og frygter, at yderligere krigshandlinger vil forværre situationen til en regulær katastrofe for de mange børn.

”Vi er ekstremt bekymrede for, at Hodeidah ikke alene vil lide alvorligt under angrebet, men at befolkningen i et langt større område vil opleve fødevaremangel på et niveau, der tilsvarer sult. Desuden kan kampene blokere fuldstændig for import af varer gennem havnen,” skriver Red Barnet i en pressemeddelelse.

Det er på ventet, at antallet af ofre på begge sider vil blive højt under slaget om den vigtige havneby. Familier og børn vil være i fare for at blive fanget eller tvunget på flugt, og der er alvorlig risiko for, at spredningen af sygdomme forværres yderligere, og at fødevaremanglen kan udvikle sig til en regulær sultkatastrofe, advarer Red Barnet.

FN vurderer, at over 22 millioner mennesker i Yemen har behov for en form for hjælp udefra.