Thomas Juel Thomsen.
Foto: privatfoto
Og ja, selvfølgelig (mener jeg) bør verdens ekstremt rige bidrage langt mere gennem beskatning: de globale mine- og olieselskabers indtjening bør i højere grad komme befolkningerne til gode i landene, hvor de opererer; og man kommer ikke uden om at øge skatteindtægterne i de fattigste lande, så staterne kan udvide det sociale forbrug og investeringer i infrastruktur, der her primært betales fra offentlige kasser.
Ikke et quick-fix
Men for det første er noget af det, Lars Koch lægger op til for at sikre finansieringen, nemmere sagt end gjort. Der er fx grænser for, hvor meget de fattigste lande kan øge skatteindtjeningen progressivt, som følge af strukturelle forhold hvor skattebasen i de lande typisk består mest af indirekte skatter, som moms, told, handelsafgifter, og et større skift mod indkomst- og selskabsskatter kræver grundlæggende reform af systemerne; noget der i flere lande arbejdes på, men som er en langstrakt affære, ikke et quick-fix.
Og skulle udviklingsbistanden få et radikalt løft fra nye globale skatteindtægter, vil den stadig stå med gamle, uløste udfordringer med at få pengene gnidningsfrit ud gennem de nationale systemer til skoler, sundhedsposter, vandforsyning, og andet, i de yderste led af det offentlige serviceapparat, hvor de skal virke. Ikke mindst på en måde, der passer med modtagernes systemer og præferencer og er bæredygtig.
Nytænkningen i udviklingsbistanden om den type udfordringer er sandet til de sidste år, og nej, results-based aid og vertikale fonde er ikke reel nytænkning og erfaringsmæssigt ikke reelle svar herpå.
Svage systemer
For det andet er der et problem i indlæggets overordnede signal om, at det hele blot er et spørgsmål om flere penge. Jeg har selv skrevet på de her sider om den manglende SDG-finansiering i de fattigste lande. Der ér et problem. Men konstateringen af, at finansieringen ikke slår til, bør først og fremmest bruges som afsæt for en diskussion af, hvad man udover finansieringen bør rette fokus mod. Det er et wake-up call om, at der skal tænkes meget mere bredt, åbent og ærligt i spørgsmålet, om hvordan SDGerne kan nås i de fattigste lande. Tilbage til fokus på politikker, institutioner, systemer og kapacitet.
Det er ikke nyt for nogen, at de fattigste landes udfordringer stikker dybere end kun mangel på finansiering. Som start er de offentlige systemer mange steder, fra lige under ministeriernes øverste niveauer, ekstremt svage. Typisk skal man ikke langt udenfor de større byer, før det offentlige serviceapparat og kommuner kæmper med mangel på kvalificerede ansatte og dårligt fungerende systemer, og nogle steder knap nok er til stede.
Korruptionen, i top og bund, kan være massiv.
Fine politikker bliver ikke implementeret, eller viser sig ineffektive.
I flere lande bevæger hele eller dele af samfundene sig på randen af konflikt. Som hos os, er politiske processer og interessekonflikter afgørende for, hvilke problemer der sættes fokus på, og hvordan de håndteres; men spillereglerne er ofte mindre kortlagte og mere uforudsigelige. I sådanne sammenhænge, vil ”flere penge” i bedste fald ingen forskel gøre, i værste fald forværre uligheder og underminere systemer.
Finansiering som hovedtema
Det er i det lys mærkværdigt, at debatten generelt har taget en retning, hvor hovedtemaet er ”finansiering”. Som om SDGerne i det fattigste lande er noget, man kan betale sig fra; som pengemanglen skulle være det væsentligste problem.
Eksemplet er bl.a. den illusion, Lars Koch rigtigt nævner, at mobilisering af privat finansiering er en hovedvej til SDGerne i de lande. Eller at Marshall-hjælp til Afrika skulle være det.
Det er måske bare nemmere at diskutere finansiering, og at vise handlekraft og fremdrift gennem etablering af ”blended finance”, challenge funds, og lignende signalstærke finansieringsmekanismer, end de langstrakte livtag med komplekse politiske processer, politikreformer, kapacitetsudvikling, rammevilkår, og levering af serviceydelser gennem svage offentlige systemer, der reelt er nødvendige for SDGerne.
Lars Kochs indlæg lægger sig i samme retning. Hvis bare vi opkræver flere skattekroner fra de rige og de multinationale selskaber, så er SDGerne i de fattigste lande i hus, forstås det. Det er fair at skabe opmærksomhed for en kampagne om beskatning af multinationale firmaer og multimilliardærer. Men det er ikke fair i det ærinde yderligere at dreje debatten, om hvordan vi tackler SDGerne i de fattigste lande, væk fra de grundlæggende spørgsmål – væk fra en ærlig argumentation.
Thomas Juel Thomsen (f. 1968) er freelancekonsulent og uddannet Cand.polit. og Msc i Public Policy and Management. Han har arbejdet med udvikling de sidste 20 år og boet og arbejdet i Uganda, Mozambique, og Brasilien. Han har bl.a. været Chefrådgiver i Udenrigsministeriet og souschef i COWI.
Han beskæftiger sig med strategi, politik, styringsredskaber og programmæssig sammenhæng på tværs af en række udviklingsemner og sektorer.
