Bjørn Melgaard
Bjørn Melgaard er læge og oprindeligt uddannet som neurolog, men har siden 1988 beskæftiget sig med international sundhed. U-landsinteressen blev tændt da han var i Indien som medicinstuderende og siden i Tanzania og Botswana som ulandsfrivillig.
Han har været udstationeret for Danida som chefrådgiver i flere lande i Afrika og Asien – herunder tre år i Bhutan – og har arbejdet 11 år som direktør for WHO’s vaccinationsprogram i Geneve, Bangkok og Delhi. Her har han især beskæftiget sig med børnevaccinationsprogrammer og sundhedssystemer.
Han gik på pension i 2006 men har siden haft en del konsulentopgaver primært for sundhedsministeriet i Bhutan og for WHO.
Det var i 1968. Jeg manglede ét år i at blive færdig som læge, men var tiltrukket af et frivilligprogram, som var blevet startet af IMCC, de lægestuderendes international sammenslutning.
Dette program sendte lægestuderende til Indien i 10 måneder ad gangen, sædvanligvis på spedalskhedskolonier, men nu var der pludselig åbnet mulighed for ophold på et lille alment hospital drevet af Dansk Missions Selskab.
Hospitalet var startet I 1954 af en legendarisk missionær. læge Lis Madsen, i landsbyen Bissamcuttack i det indre Orissa (nu Odisha), Indien – et område hovedsagligt beboet af stammefolk, Khondere.
Etablering
IMCC-programmet, som stadig eksisterer i ændret form, har været kuvøse for talrige læger, der siden har arbejdet i Den 3. Verden.
Vi – min medstuderende Per og jeg – var de første lægestuderende på det dengang meget basale sted. Der var ingen strøm, ingen rindende vand og der var 45 km til den nærmeste butik, hvor man kunne købe en øl.
Det skete ikke så tit, for hospitalet havde kun ét køretøj, en faldefærdig jeep, som havde gjort 2. Verdenskrig med.
Vi tog toget fra Visakhapatnam til Bissamcuttack – det gik én gang om ugen – belæsset med et nyt mikroskop til hospitalet og diverse andet udstyr.
Da vi ankom, var Lis Madsen i Danmark på sygeorlov og hun var erstattet af Kaj, en ung, relativt nyuddannet læge.
Han havde dog bl.a. tilbragt et halvt år på en kirurgisk afdeling på et dansk provinshospital for at lære lidt basalt håndværk. Han skulle jo være ene læge på et fjernt hospital og der var ikke hjælp at hente i miles omkreds.
Et isoleret sted
Vi kom hurtigt i gang med at assistere på hospitalet – den gang havde mange lægestuderende erfaringer fra vikararbejde på underbemandede danske og svenske hospitaler så vi var ikke helt upåklædte til arbejdet.
Vi boede i et lille lerklinet hus lige ved siden af landsbybrønden, og fik os selv hurtigt etableret med høns og ænder.
Men Bissamcuttack lå meget langt væk – faktisk har jeg aldrig siden boet og arbejdet et så afsides sted – selv ikke Maun i Botswana , hvor jeg arbejdede 1973-74, kan konkurrere.
Det var småt med madvarer, men vi kunne altid få løg og tomater på markedet og hente kiks og mel i Rayagada 45 km væk. Om aftenen læste vi ved lyset af en Petromax, og om morgenen var der fyldt vand i vandbeholderen, så vi kunne kaste lidt vand over os inden arbejdsdagen begyndte.
Sygdomsbilledet på hospitalet var det gængse på et lille alment ”junglehospital”: orm, hudinfektioner, luftvejsinfektioner og diarré sygdomme. Der var mange tuberkulose-tilfælde som oftest blev indlagt til opstart af behandling. Hospitalet havde ca. 40 senge på det tidspunkt.
En kirurgisk debut
En aften bankede en forpustet sygehjælper på døren: Vi skulle straks komme op til hospitalet for at hjælpe lægen med en operation.
Da vi kom derop viste det sig, at patienten var en yngre mand med et indeklemt lyskebrok. Han var kommet langvejs fra, så det var ikke muligt at presse brokket tilbage i bughulen, og vi kunne forvente, at det var begyndt at rådne fordi blodforsyningen havde været afklemt længe, måske i flere dage.
Operation måtte dér til. Den gamle generator – på alder med jeepen – blev startet op, så der kunne komme strøm på operationslampen.
Den foretrukne bedøvelse dengang var æter på åben maske, dvs. at en assistent dryppede små doser æter på en gazemaske spændt fast på patientens næse, så patienten sov godt.
Men Kaj, vores læge, havde lært at lægge rygmarvsblokade og det er en mere skånsom metode, fordi man så undgår generel narkose. Bagsiden var dog, at patienten så var vågen.
Per, min medstuderende, blev sat ved patientens hoved, dels for at berolige ham, dels for at kontrollere blodtrykket regelmæssigt. Jeg skulle assistere Kaj.
Behørigt vasket og omklædt gik vi i gang. Kaj åbnede brokket, som ganske rigtigt var et stykke blåsort tarm, der ikke stod til at redde. Det betød, at det døde stykke tarm skulle skæres bort og de to tarm-ender syes sammen igen – et ganske kompliceret og ekvilibristisk stykke arbejde.
Vi fik skabt plads, så vi kunne få tyndtarmen ud på maven og begyndte at skære det døde stykke af. Per kunne bekræfte, at blodtrykket lå stabilt, så alt så lovende ud.
En genstridig patient
Nu skete der imidlertid det, at patienten, som ellers havde indvilliget i operationen, pludselig ikke ville være med mere.
Ganske vist var han lam i benene pga. rygmarvsbedøvelsen, men han var stærk som en okse, og med armene omkring dropstativet prøvede han nu at trække sig ned af operationsbordet.
Kaj smed operationsklunset, mens Per prøvede at holde patienten på bordet. Jeg lå hen over maven og holdt fast i tyndtarmen, så den ikke røg på gulvet.
Ved forenede anstrengelser fik Kaj og Per holdt patienten fast, smækkede en ætermaske på ham og gav ham en ordentlig dosis af bedøvelsen. Inden længe var han helt godt bedøvet, og Kaj kunne igen tage operationskittel og rene handsker på for at genoptage proceduren.
Så stod vi der og skulle sy de to afskårne ender af tyndtarmen sammen. Et delikat job fordi den inderste slimhinde skal sys sammen separat fra den ydre. Det kræver fingersnilde, men det havde Kaj.
Så gik operationslampen ud
Men inden dette var fuldbyrdet, gik operationslampen ud. Den gamle generator strejkede. Først blev der gjort mange forsøg på at få den til at starte igen – men forgæves. Og vi kunne hverken se tarm-ender eller instrumenter.
Kaj var jo imidlertid en innovativ og fingersnild læge, så han beordrede nødbelysningen frem. På en stang var monteret et kryds af træ på toppen. På hver arm i korset sad en god gammel dynamolygte. På stangen sad to batterier og det hele var forbundet med ledninger.
Man skulle blot trykke på en knap, så var operationsfeltet ”badet” i lys fra fire dynamolygter. Måske dog snarere tusmørke end lysbad. Men nu kunne vi se, hvad der lå foran os.
Jeg rakte nål og tråd og tænger til Kaj efterhånden, som han fik brug for det, og i løbet af en times tid var patienten syet helt sammen, kunne vækkes og køres ind på afdelingen. Vi jublede og lykønskede hinanden.
Tre dage senere defækerede patienten (forrettede sin nødtørft, red.). Sammensyningen fungerede og patienten var glad igen. Han gik hjem 8 dage senere.
Så, sådan kan man få sin kirurgiske debut i et lille junglehospital i et fjernt hjørne af Indien.
Kom og vær med som skribent!
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Seriens redaktør, Peter Sigsgaard, vil meget gerne kontaktes på e-mail [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.
