Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister
Poul Smidt
Forlaget Gyldendal
Udgivet 19. august 2016
480 sider (illustreret).
I 1962 foreslog den 52-årige statsminister Viggo Kampmann, at Danmark og de andre nordiske lande skulle lægge deres statslige udviklingsbistand i hænderne på Israel. Denne lille kuriøse krølle på dansk bistandshistorie er kommer med i journalist Poul Smidts store Kampmann-biografi, der er udkommet på Gyldendal.
Ideen var ikke så vanvittig, som den lyder i dag. Dengang i 1962 elskede danskerne den unge jødiske stat, der var genopstået fra Holocausts aske. Vi så, at de israelske jøder havde fået ørkenen til at blomstre, og at de havde skabt et velfungerende socialistisk samfund i rivende udvikling og vækst.
Hundredvis af unge danskere plukkede appelsiner i de israelske kibbutzer, der omsatte socialistisk udviklingsteori til varm menneskelig praksis. Så hvem kunne være bedre end Israel til at lære andre at gøre ligeså og forvalte Nordens u-landsbistand til gavn for de fattige lande i Asien og Afrika?
Ideen blev skudt ned i de nordiske hovedstæder, allerede inden Kampmann nåede hjem, selv om alle skandinaviske lande dengang havde socialdemokratiske regeringer med Einar Gerhardsen i Norge og Tage Erlander i Sverige. Da Danmark samme år vedtog sin første lov om statslig hjælp til udviklingslandene, blev bistandssekretariatet lagt ind under Udenrigsministeriet – vores eget, vel at mærke! – hvor det har befundet sig lige siden.
Fødselshjælper
Udviklingsbistanden fyldte kun lidt i Kampmanns arbejde for at grundfæste den danske velfærdsstat og er perifer i Poul Smidts beretning om statsmandens liv og gerninger. Med undtagelse af Thorkil Kristensen har ingen dansk toppolitiker nogensinde behandlet hjælp til de fattige lande som andet og mere end en Nebengeschäft (det skulle da lige være med socialdemokraten Christian Kelm-Hansen som en markant undtagelse, red.).
Ikke desto mindre viser Poul Smidts bog, at Kampmann så støtte til de nye stater i Asien og Afrika og velfærd i Danmark i samme udviklingsperspektiv.
Sidst i 1940’erne var han som embedsmand med til at sende dansk hjælp til udviklingslandene via FN, mens vi selv fik Marshallhjælp fra det rige USA; i 1950’erne skubbede han på for at formulere et bilateralt dansk bistandsprogram, og i 1962 stod han og regeringen bag den landsindsamling, der skød det senere Danida i gang.
I Danmark gjorde han ’Gode Tider Bedre’, som Socialdemokratiets proklamerede ved valget i 1960. I Kampmanns optik betød den voksende danske velstand, at både folket og staten havde råd og pligt til at hjælpe de fattige lande ind på samme udviklingsvej, som vi selv fulgte.
Velskrevet og rost biografi
Smidts bog om Kampmann er eminent velskrevet og gennemarbejdet. Smidt citerer flere gange de første danske samtidshistorikere Svend Thorsen og Tage Kaarsted, og hans fortællestil ligger tæt op ad deres, især Kaarsteds. Som journalist og socialdemokrat har Smidt (f. 1944) i årtier arbejdet med det samme stof, han skriver om i biografien og har kendt mange af de personer, han skriver om.
Bogen har det hele: Både klare analyser af de politiske sammenhænge, som Kampmann arbejdede med, og anekdoter, der knytter sig til dem.
Vi får også et kig ind til statsministerens private dæmoner, der ville være utidig nyfigenhed, hvis de ikke havde været med til at slå Kampmann ud som regeringschef. Den danske statsminister var maniodepressiv, alkoholiseret skørtejæger og led af blodpropper. Sygdomme og misbrug var stærkt medvirkende til, at han trak sig i 1962, kun 52 år gammel, og til hans tidlige død i 1976.
Poul Smidts bog har med rette fået flotte anmeldelser. Den kan varmt anbefales alle Globalnyts politisk interesserede læsere, selv om den naturligt nok kun rummer lidt om den statslige danske udviklingsbistands første år, da Kampmann stod ved roret. Dengang som nu var bistand en biting. Også for Kampmann.
Jørgen Harboe, journalist og forfatter med u-landsforhold som speciale
