Lars Zbinden Hansen skriver fra Lomé
Macky Sall blev mandag officielt indsat som Senegals fjerde præsident siden uafhængigheden i 1960 og havde beordret ”mådehold” omkring ceremonien.
Indsættelsen, der ifølge Sall skulle begrænse sig til ”det absolut nødvendigste”, havde besøg af 11 afrikanske statsledere og et utal af udenlandske ministre og honoratiores fra nær og fjern og fandt sted på King Fahd-komplekset i hovedstaden Dakar, hvor der var plads til 2.000 mennesker.
Det kan lyde af meget men stod i beskeden kontrast til forgængeren Abdoulaye Wades indsættelse i år 2000, hvor 75.000 festede igennem på Léopold Senghor-stadion i Dakar.
Sall sagde på forhånd, at man med Senegals mange problemer ikke kan tillade sig den slags ødselhed.
Måske også derfor stod tusindvis af euforisk vinkende senegalesere tæt pakket langs ruten fra King Fahd-komplekset og op til det nye domicil i paladset, hvor den nye præsident meget hurtigt skal tage stilling til en bunke presserende og tunge opgaver i det vestafrikanske land.
I et TV-interview forleden betegnede han flere af Senegals problemer som så store, at de kræver øjeblikkelig handling. Det gælder f.eks. fødevarekrisen i den nordlige del af landet, hvor omkring 800.000 tørkeramte trues af akut sult.
Med Salls målrettede udmeldinger krydser de fleste senegalesere fingre for, at han også vil indfri sine valgløfter og f.eks. hurtigt sætte priserne på grundnæringsmidler som ris, madolie og sukker ned, så den fattige befolkning får råd til disse nødvendigheder.
Rebeller næppe glade for Sall-udmelding
Han har også lovet at få gang i el-forsyningen, der er katastrofalt upålidelig i Senegal, og give flere midler til undervisningssektoren og til den fattige landbefolkning.
Uroen i den sydlige Casamance-provins, der har på stået i 50 år og været særligt intensiv de seneste 30, vil han løse ved at involvere ”alle nationale interesserenter i en dialog”, sagde han i TV-interviewet. Han tilføjede, at løsningen på konflikten indebærer, at ”Senegals territoriale integritet” opretholdes.
Den udtalelse bliver næppe modtaget med glæde blandt rebellerne i MDFC (”Bevægelsen for de Demokratiske Kræfter i Casamance”), der kræver provinsens uafhængighed fra Senegal. Det anslås, at bevægelsen ved siden af sin politiske fløj har omkring 2.000 guerilla-soldater.
Sall vil decentralisere landets administration og stramme kontrollen med de offentlige finanser og halvere antallet af ministre i landet til 20. Der skal også skæres ned i de dyre senegalesiske ambassader i udlandet.
Helt overordnet skal en ny forfatning gennemføres, så embeds-perioden for præsidenter igen sættes ned fra syv til fem år.
Modsat Wade vil han overholde et løfte om ikke alligevel at blive siddende på magten, uanset hvordan grundloven skrues sammen, har han sagt.
En ordentlig mundfuld, men Sall kan regne med, at der i hvert fald foreløbig er massiv god vilje omkring hans rolle som præsident – ikke mindst fra de 12 kandidater, der blev elimineret i første runde af præsidentvalget.
De har hidtil støttet uforbeholdent op omkring Sall, mest af alt for at få Wade væltet. Sall har siden valgsejren forrige søndag forstået at ride på den gode vilje.
Wades mand i forandring
Bl.a. sagde han i TV-interviewet forleden, at han som mangeårig politiker for længst har ”analyseret og kortlagt” Senegals problemer og derfor også har lagt en plan for, hvordan de kan løses.
Om nogen, kender Sall det politiske spil i Senegal indefra. Han har i flere omgange været minister under Wade og optrådt som den gamle præsidents tro og loyale støtte. Så meget, at mange betegner ham som et ”direkte produkt” af Wade.
Det indrømmede han – næsten – i TV-interviewet men tilføjede så, at de to, Wade og Sall ”kom på kant med hinanden”. Det skete, da Sall som formand for nationalforsamlingen indkaldte Wades søn, Karim, og bad ham som minister at redegøre for sin tvivlsomme omgang med statens midler.
Det brød Wade sig ikke om og fik derfor Sall tvunget væk fra formandsposten og ud i den politiske kulde. Det fik blot Sall til at stifte sit eget parti, som nu altså har banet vejen helt til tops i Senegal.
I interviewet sagde han, at en vigtig forskel mellem de to er, at han, Sall, agter at gøre noget ved landets problemer for at forbedre livsbetingelserne for befolkningen og ikke, som Wade, berige sig selv og sine på senegalesernes bekostning.
Det var dette element, der i sidste ende væltede 85-årige Wade af posten.
Forfatningskup
For at bevare magten gjorde Wade så mange krumspring – bl.a. ved at ændre grundloven to gange i sine 12 år som præsident – at den verdensberømte senegalesiske musiker Youssou N’Dour lød som et ekko af vreden i folkedybet, da han sagde, at Wade ”forsøger at begå forfatningskup” for at bevare magten.
Og magten både for sig selv og sine og ikke mindst for sønnen, Karim, der var udset til at overtage toppositionen i det tænkte Wade-dynasti.
50-årige Salls knusende valgsejr med 66 procent af stemmerne mod Wades 34 og en samlet tidligere Wade-opposition på sin side kan hurtigt smuldre, når han skal komme med praktiske og reelle løsninger for en befolkning, hvor 60 procent lever på under to dollars om dagen, og hvor 68 procent er unge under 24 år og arbejdsløse, utilfredse og utålmodige.
Det var unge som dem, der var drivkraften i to protestbevægelser, der i dagene før og under første valgrunde i februar revolterede i Dakars gader i protest mod Wade og de dårlige livsbetingelser. Seks blev dræbt og omkring 150 mennesker blev såret.
Men uanset de mange udestående problemer, der ligger og venter på Salls skrivebord i præsidentpaladset, er de fleste iagttagere enige om den gode nyhed i, at demokratiet også i denne omgang overlevede i Senegal.
Med den amerikanske præsident Barack Obamas ord under sit besøg i Ghana i juli 2009, har ”Afrika behov for stærke institutioner – ikke stærke mænd”, og Senegal har med det overståede valg bevaret det renommé som en demokratisk og stabil oase i en urolig region, som det har haft med sig siden uafhængigheden fra Frankrig for snart 52 år siden.
———
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.
