Af Margrethe Silberschmidt
Det går den gale vej, når det gælder HIV/AIDS i Uganda. Der er blevet flere smittede de seneste fem år. Måske fordi man ikke i tilstrækkelig grad har haft fokus på det ændrede magtforhold mellem mænd og kvinder og på mænds selvværd.
HIV/AIDS-epidemien i Uganda brød ud i midten af 1980’erne og eksploderede i de følgende år. Mindst 18% på nationalt niveau og op til 30% af befolkningen i nogle byområder var inficerede med HIV-virus.
Det førte til, at seksuel afholdenhed og især reduktion af seksuelle partnere blev hovedhjørnestene i Ugandas forebyggelsesindsats. Fra starten af 1990’erne blev kondombrug introduceret som et yderligere men yderst kontroversielt element i forebyggelsen.
De tre elementer i forebyggelsen blev til ABC-tilgangen (Abstinence, Be faithful, Condom use), og meget er da også opnået.
I dag er 7.3 procent af befolkningen ramt af epidemien ifølge National AIDS Indicator Survey fra september.
Men det er desværre en stigning fra 6.4 procent over de seneste fem år – og det trods omfattende oplysningskampagner og økonomiske investeringer.
Måske fordi man nok har fået seksualitet, seksuel adfærd og ikke mindst forholdet mellem kønnene højt på dagsordenen, men har negligeret mænds selvværd og det ændrede magtforhold mellem mænd og kvinder. Det siger min forskning.
Stereotypiske kønsopfattelser
Med en social struktur, domineret af mænd, hvor kvinder er underlagt mænd og ikke har samme rettigheder som dem og med mænds kulturelt accepterede adgang til flerkoneri eller flere seksuelle partnere på samme tid, har der især været fokus på kvinders sårbarhed og udsatte position, da ’concurrent partners’ forøger smittefaren.
Mænd og deres seksuelle adfærd – ikke alene i Uganda men i alle HIV/AIDS-ramte områder i Afrika – anses således for at have bidraget betragteligt til epidemiens udbredelse.
Derfor har såvel forsknings- som donorindsatser hovedsageligt koncentreret sig om at skabe ’gender equality’, ’empower’ kvinder og forbedre deres foruroligende seksuelle og reproduktive sundhed og ikke mindst deres rettigheder. Ingen tvivl om, at det var og stadig er yderst tiltrængt.
Men hvad med mændene, når nu de betragtes som smittekilden? Hvad vidste man om dem, da man formulerede nationale HIV/AIDS-bekæmpelse strategier? Man antog, at mændene benyttede sig af alle patriarkalske privilegier, undertrykte kvinderne og udsatte dem for aggressiv, voldelig og risikofyldt seksuel adfærd og bar en stor del af skylden – for ikke at sige den hele – for kvindernes dårlige helbredstilstand.
Men det skortede på undersøgelser af mænd og ikke mindst deres livsomstændigheder. Den manglende viden om mænd – ansporet af min tidligere forskning i både Kenya og Tanzania – blev derfor også udgangspunktet for min forskning i Uganda om mænd, hvordan gamle og nye normer og værdier prægede manderollen og især havde indflydelse på mænds seksuelle adfærd og forhold til kvinder,intime detaljer
Mine interviews og fokusgruppediskussioner med både mænd og kvinder i 2002 og 2004 (sideløbende med indsamling af samme type data i Dar es Salaam) fandt fortrinsvis sted i forskellige tæt bebyggede områder i hovedstaden Kampala.
Fælles for områderne var mere eller mindre elendige bolig-, sundheds- og sanitære forhold og fattigdom. Få havde indtægtsgivende arbejde.
Mine fokusgruppediskussioner gav især mænd og kvinder mulighed for at diskutere med hinanden. Meget intime detaljer blev lagt for dagen. Det var helt uventet, og mine fordomme om, hvad mænd og kvinder selv ønskede at bringe på bane af intimiteter, blev gjort til skamme.
Hvad viste mine data? De satte spørgsmål til de fremherskende stereotype opfattelser dels af mænd og kvinder, dels af forholdet mellem dem og ikke mindst til kernen i HIV/AIDS-forebyggelsen -ABC.
Er forebyggelse lige så let som ABC?
HIV/AIDS havde ligesom malaria fået status af en ’household disease’, som alle kendte til, som kunne ramme hvem som helst og når som helst, men som der ikke var så meget at gøre ved – det til trods for at alle var udmærket bekendt med ABC-reglerne.
Både mænd og kvinder var enige om, at de var umulige at følge – selvom det i princippet var en god ide.
Seksuel afholdenhed (A) var for helt unge og direkte usundt for voksne; at holde sig til én enkelt partner (B) var utopisk; at anvende kondomer (C) – en nok så udmærket ide, som de fleste havde afprøvet, men urealistisk og uigennemførlig.
Kondomer kunne til nøds bruges i forbindelse med en ny partner lige i starten, men var udelukket i faste parforhold, med mindre det drejede sig om at forhindre graviditet. Og i så fald, kun i en kort periode.
Brug af kondom skabte usikkerhed: Var det fordi han/hun enten selv havde HIV, troede partneren havde det, eller havde været utro og måske var blevet inficeret? Desuden var såvel mænd som kvinder enige om, at et tilfredsstillende samleje består af mindst tre ’rounds’, og kondomer svækker mænds erektion hen ad vejen, er ubehagelige for kvinder og forhindrer dermed fornøjelsen for begge parter.
Penge, sex og kønskamp
Det var derfor ikke forebyggelse, som optog sindene. Omdrejningspunktet for det konfliktfyldte og aggressive forhold mellem kønnene var penge – eller snarere mangel på samme – samt sex.
Kvinderne var langt mere optaget af, hvordan de skulle klare morgendagen, skaffe penge til daglige fornødenheder, til at brødføde sig selv og deres børn og betale husleje.
Ifølge dem levede mændene langt fra op til deres forpligtelser som forsørger, dvs. det, som var forventet af en mand: At kunne forsørge kone(r) og børn, hvilket ville sige betale mad, husleje, skolepenge, tøj, osv.
Men dels var mændenes mere eller mindre tilfældige indkomster langt fra nok til at forsørge kone og børn, og dels anklagede kvinderne mændene for at investere penge i andre mere eller mindre permanente partnere i stedet for deres eget hushold. Kvinderne kunne ikke regne med deres faste partner som forsørger.
I kølvandet herpå stillede mange kvinder spørgsmål til, hvad de overhovedet skulle med en mand. ”Han forventer, at jeg laver mad til ham, men det gør jeg ikke, når han ikke giver mig penge”. ”Han er dødtræt, når han kommer hjem (efter sex med andre partnere) og orker ikke have sex med mig – højst en enkelt ’round’, så falder han sammen.” ”Jeg gider ikke have sex med ham, når han hverken giver mig penge eller god sex.” ”Hvorfor sidde og vente på ham? Hvis han går ud og har sex med andre, gør jeg det samme”
Det ville give både mulighed for en mere oplagt partner, bedre sex og ikke mindst et tiltrængt pekuniært afkast som ’appreciation’.
Hjemmebrygget alkohol
Mændenes beklagelser harmonerede med kvindernes. Kun et fåtal af dem havde fast arbejde. De fleste vidste udmærket, at de ikke opfyldte deres forpligtelser og klagede over, at deres uregelmæssige indtægter langt fra var nok til at forsørge en familie med.
De stod ofte i de tidlige morgentimer på byggepladser i håb om et arbejde, men vendte skuffede hjem og druknede i fællesskab deres frustrationer i hjemmebrygget alkohol fra morgenstunden.
De beskyldte også kvinderne for at være langt mere interesserede i penge end i deres mand: “Women marry money – not a person”. ”If you have not left money at home, your wife does not respect you, and she has no appetite for sex”. “We sleep back to back”
Det lød videre, at kvinder heller ikke er til at stole på. De rendte ud med andre mænd, og det var deres skyld, at der var så mange ’broken marriages’. Sommetider kom de endog hjem med penge, men dem holdt de for sig selv.
Kvindernes manglende respekt for mændene
Mændene var således frustrerede over, at kvinderne ikke respekterede dem, ikke lyttede til dem og gik deres egne veje. ”Equal rights have been brought into the home. You tell your wife to do something, and she refuses”.
Mændene var især oprørt over, at kvinderne udbasunerede deres frustrationer, inklusive deres mænds manglende seksuelle formåen.
Kvinderne forsvarede sig med, at det for det første var umuligt at holde skænderier inden for hjemmets fire vægge i de tætte bebyggelser. Alle kunne alligevel høre med. For det andet kunne blotlæggelsen af mandens ufuldkommenhed afværge andre kvinder fra at involvere sig med ham.
For selvom kvinderne satte spørgsmål ved, om det overhovedet var værd at have en mand, så gav mænd trods alt en vis beskyttelse. Ikke at have en fast partner var ensbetydende med at være åbent bytte for andre mænds interesse.
Mændene vendte konstant tilbage til kvindernes manglende respekt for dem. Deres økonomiske og sociale værdi var kommet under beskydning og dermed også deres traditionelle roller og privilegier. Det var helt på tværs af traditionelle normer og værdier.
De var godt klar over, at deres økonomiske formåen, og dermed deres forsørgerrolle, var stærkt reduceret. Men udsigterne til faste og velbetalte jobs var ringe. Dem havde hverken mænd eller kvinder nogen illusioner om at få.
Ikke desto mindre var der forventninger til mænd som forsørgere, selvom det ofte var kvinder, der var i forsørgerrollen.
Manglende ’økonomisk kapital’, manglende økonomiske formåen, en til tider utilfredsstillende seksuel potens og manglende respekt fra deres koner bidrog til manglende selvværd. ”When a man cannot provide he feels small”, lød det igen og igen.
Mænd og selvværd
Hvordan rette op på den situation? Hvordan få en rolle? Hvordan rette op på selvværdet? Med til mænds traditionelle rolle hørte jo den seksuelle kontrol over deres koner, og netop den var for manges vedkommende løbet dem af hænde, som kvindernes udsagn klart viste.
Så i stedet for at investere de få penge, mænd måtte have tjent i deres egne hushold, blev pengene ofte brugt til ’outside partners’. Det blev opfattet som forholdsvis legitimt. “The woman was created from one of Adam’s ribs. But Adam had many ribs, so why should a man stay with one woman”.
En anden type forklaring lød: “Having an extramarital partner is like having a spare tire for emergencies”. “If you do not go outside, you are ruled by your wife”, og “competition is good, if your wife is not performing well”.
En tredie type forklaring var, at “your peers admire you”, og ”outside partners provide so much better sex and better care”, “they admire you and give you much better service”. Og vigtigst af alt: “outside sex gives you peace of mind, and you feel strong”.
Med ’outside partners’ havde mænd altså ikke helt fået frataget alle deres traditionelle roller. I hvert fald udgjorde de i den grad en vigtig faktor for mænds selvforståelse og selvværd, at det ville være fristende at sige, at når det ikke var muligt for dem at opbygge en økonomisk kapital, så var det vigtigt at opbygge en ’seksuel kapital’ – udenfor ægtesengen Til tider ved hjælp af Viagra, som ustandseligt blev nævnt, eller andre potensgivende remedier for at forøge den seksuelle præstation.
På jagt efter sex
Som allerede nævnt, øger flere partnere HIV-smittefaren, men som det fremgår af ovenstående var det ikke noget, som optog hverken mine mandlige eller kvindelige informanter synderligt. Som det ret så kynisk blev nævnt: ”AIDS is a good disease. It does not come and get us, but we go and get it”!
I hvert fald var både mænd og kvinder på jagt efter sex – god sex – og det indbefattede ikke kondombrug. Pleasure – fornøjelse – var højt prioriteret af begge køn, som især satte stor pris på kvinders elongerede kønslæber, der forøgede nydelsen.
Magasinet Red Pepper samt pornografiske film, som blev vist i lokalområderne og fulgt ivrigt af begge køn, bidrog med yderligere inspiration ikke alene til mænds men også kvinders seksuelle udfoldelser.
Ændret magtforhold
Som også nævnt i starten er det især mænds seksuelle adfærd, som anses for at have bidraget betragteligt til HIV/AIDS epidemiens udbredelse. Kvinders seksuelle adfærd er underbelyst, med mindre det drejer sig om direkte prostitution eller voldtægt.
Min forskning viser dog, at nok er mænds seksuelle adfærd meget problematisk ud fra et HIV/AIDS-synspunkt – men der er kvinders også. Samtidig viser mine data, at der er stærke forskydninger i magtforholdet mellem mænd og kvinder.
Diskurser om ’gender equality’ er ikke gået helt hen over hovedet på kønnene og bakkes op af donorer og regering, selvom det går mere trægt på det lovmæssige plan. Men diskursen om kvinders rettigheder har immervæk givet medvind til kvinders selvbevidsthed.
Til gengæld har der været meget lidt opmærksomhed omkring mænds ændrede rolle og de deraf følgende konsekvenser både for dem selv men også for kvinder.
Uheldige vestlige teorier
Min forskning viser, at takket være ukritisk brug af vestlige gender-teorier – ikke alene i en ugandisk men også i anden afrikansk kontekst – lever alle de stereotype og fastlåste opfattelser af mænd og kvinder og især magtforholdet mellem dem i bedste velgående.
Det har betydet, at man ikke har haft øje for de ændringer, der er sket og konstant sker i forholdet mellem kønnene, når traditionelle idealer og forventninger ikke kan opretholdes, og nye og komplekse dynamikker opstår mellem kønnene.
De eksisterende HIV/AIDS-forebyggelsesindsatser har dermed været med til at fastholde stereotypiske opfattelser af mænd og kvinder og forholdet mellem dem.
Jeg er helt enig med afrikanske feminister, som i stigende grad har klandret den vestlige forståelse af forholdet mellem kønnene for, at komplekse magtforhold, som er med til at bevare ulighed og social uretfærdighed, ikke tilstrækkeligt indgår i udviklingsbestræbelserne. Der er for meget fokus på kvinder og deres forhold til mænd.
Der er lang vej igen til at rette op på uretfærdige og undertrykkende kønsforhold, men som min forskning viser, er det nødvendigt at nuancere den generelle opfattelse af forholdet mellem kønnene, som ’women’s empowerment’ afspejler.
Mænd er ikke kun undertrykkere og skyld i ulighed. Sådanne simplificerede opfattelser ikke alene reducerer forståelsen af det tiltagende vanskelige forhold mellem kønnene, men de sår også endnu mere splid mellem mænd og kvinder.
Fokus på det, vi har tilfælles
Det, som fremtidige ’gender’- tiltag bør holde sig for øje – det være sig i forbindelse med HIV/AIDS, seksuel og reproduktiv sundhed eller ligestilling – er snarere at fokusere på det, som mænd og kvinder har tilfælles og kan bygge videre på i stedet for det, som skiller og sætter dem op mod hinanden.
Det kunne give mulighed for en win-win situation for nu at tale donor-sprog. Og det haster, for HIV/AIDS epidemien i Uganda vender bunden nedad og rammer hårdere i de fattige byområder, hvor ’concurrent partnerships’ snarere er normen end undtagelsen.
Her er der en stigning i antallet af nye infektioner både i såkaldt monogame forhold og blandt personer, som rapporterer mange samtidige partnere. Det lover ikke godt for HIV/AIDS bekæmpelse i fremtiden.
Margrethe Silberschmidt er Ph.D. og lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab. Hendes igangværende forskningsprojekt er et sammenligende studie af “Constructions of masculinities and their influence on male sexual and reproductive health and behaviour in urban East Africa”. Artiklens data er fra omfattende feltarbejde i Uganda.
