Sex & Samfund flytter ud på Amager i to etaper

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Der er lang vej fra otte ansatte i en lejlighed i Skindergade i det indre København og til Sex & Samfunds nye 900 kvadratmeter store domicil på Amager med ca. 35 medarbejdere. Men sådan er det gået for den stadigt mere u-landsrettede forening siden 1998.

Sex & Samfunds sekretariat flyttede pr. 15. juni fra sin 10-årige “mellemstation” i fremlejede lokaler hos Red Barnet på Rosenørns Allé til sin nye adresse på det østlige Amager (billedet).

Den ligger på anden sal i en klassisk fabriksbygning fra 1950erne, nærmere betegnet på Lergravsvej 59, ca. 300 meters gang fra Øresund metrostation. Opført i en slags New Yorker-stil med penge fra Marshall-hjælpen.

Præventions- og Rådgivningsklinikken samt undervisning vil dog frem til ca. 1. oktober stadig være at finde på den hidtidige adresse ved Forum metrostation, nemlig Julius Thomsens Gade 14 B, 1632 København V. Derefter flytter man også ud til den nye adresse i Sundbyøster.

På Lergravsvej 59 lå en fabrik, som engang fremstillede tekstiler, nu bliver det seksuelle rettigheder, der smedes.

Og der er god plads til det. I de nye lokaler er der væsentligt flere kvadratmetre end hos Red Barnet, der under alle omstændigheder skulle bruge de 650 fremlejede kvadratmetre selv, hvorfor en flytning var bydende nødvendig.   

Den ti-årige fremlejekontrakt var nemlig udløbet, men denne gang har man sikret sig, at der ikke er nogen, der står klar til at overtage lejemålet.

Lejekontrakten løber i ti år og Sex & Samfund kan selv sige lejemålet op efter halvdelen af denne periode.

Indrette sig som man ville

Meget tyder på et langt ophold på Amager.

De lokaler, man har overtaget, var ribbet for alting, og stod ganske bare. Så foreningen har haft mulighed for at indrette sig, stort set som man ville, med skillevægge, fællesrum, storrum, møderum m.v. 

Prisen har også været gunstig, siger generalsekretær Bjarne B. Christensen til U-landsnyt.dk.

Kvadratmeter-prisen er ganske enkelt lavere på Amager for bygninger af den type, man er rykket ind i. Så alt i alt har foreningen, der fylder 60 om to år, kunnet få sit nye større domicil til en samlet pris, som ifølge Bjarne B. Christensen kun er lidt højere end det hidtidige.

“Vi er virkelig glade for de nye rammer og håber det bliver et nyt center for reproduktiv sundhed”, siger Sex & Samfunds generalsekretær.

“Vi ser en masse muligheder i det nye sted”, anfører den 56-årige magister i socialantropologi, som har siddet i sekretariatslederstolen siden 1998. 

Voksende u-landsarbejde

Foreningen Sex & Samfund er blevet en stadig større u-landsaktør, siden denne del af virket blev indledt i 1994. I dag udgør det internationale arbejde halvdelen af foreningens aktiviter.

I det internationale program arbejdes på fire fronter. Foreningen

1) indgår i partnerskab og gennemfører udviklingsprojekter med organisationer i u-lande

2) opfordrer andre danske udviklingsorganisationer til at tænke sundhed og rettigheder omkring seksualitet, graviditet og fødsel ind i deres aktiviteter – og rådgiver dem i, hvordan man kan gøre det.

3) søger at påvirke danske politikere og få offentlig opbakning til, at Danmark yder mere u-landsbistand og prioriterer seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder

4) indgår i internationale netværk for at opnå global opbakning til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.

Foreningen er medlem af verdens største organisation for familieplanlægning, International Planned Parenthood Federation, IPPF og har eller har haft udviklingsprojekter i bl.a. Vietnam, Uganda, Indien, Nepal, Pakistan og Bangladesh.

Der lægges meget vægt på fortalerarbejde og den internationale indsats retter sig specielt imod unge og kvinder.

Foreningen er privat, ikke-kommerciel og uden partipolitisk eller religiøs tilknytning. Arbejdsemnerne er specielt seksualundervisning og forebyggelse, prævention og sexsygdomme, uønskede graviditeter og abort.

Indflytningsreception i august

Sex & Samfund indbyder til indflytningsreception fredag den 29. august kl. 14 i “vores nye, dejlige lokaler på Amager på adressen Lergravsvej 59, 2. sal, 2300 Kbh S”, hedder det.

“Et sted, som vi vil gøre til det nye danske og internationale omdrejningspunkt for arbejdet med seksuel sundhed og seksuelle rettigheder”.