Sex & Samfund halvvejs i Uganda

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

2 år er nu gået siden Sex & Samfund begyndte at samarbejde med Family Planning Association of Uganda (FPAU) om at forebygge hiv/aids blandt unge, der er flyttet fra landområderne til byen Mbarare.

Her arbejder de med forskellige småjobs, hvor seksuelle ydelser ofte er en del af betalingen. Sammen med FPAU har Sex & Samfund netop gennemført en evaluering, hvor der gøres status på, hvordan det er gået i de første 2 år af projektet, skriver foreningen i sit seneste elektroniske nyhedsbrev mandag.

På det overordnede plan har de første 2 år af projektet i Uganda levet op til forventningerne. En af udfordringerne i projektet er at sikre, at de unge, som projektet retter sig imod, nås effektivt med oplysning om hiv/aids og ændrer adfærd for at reducere deres risiko for at blive smittet med hiv.

En helt central rolle spiller et korps af 60 unge fra projektets målgruppe, der er trænet i at rådgive andre unge om sikker sex og få flere til at benytte FPAU-klinikkens tilbud om rådgivning, hiv-test, behandling af sexsygdomme og lignende.

Disse ung til ung-rådgivere er taget rundt i lokalområderne og har opsøgt de unge, hvor de arbejder og har deres daglige gang for at diskutere med dem og oplyse dem om sikker sex. Alene i første halvdel af 2006 har der været holdt 46 teaterforestillinger om hiv/aids-forebyggelse i lokalområderne, og denne aktivitet har været meget populær.

Det har vist sig at være en succes at flytte aktiviteterne ud i lokalområderne, hvad enten der har været tale om ung til ung-rådgivernes diskussioner med enkeltpersoner eller mindre grupper, uddeling af oplysningsmateriale og gratis kondomer, teaterforestillinger eller kliniske ydelser som hiv-tests og test for andre sexsygdomme.

Udover oplysning med henblik på adfærdsændring bygger projektet på 4 andre strategier.

Efter 2 års forløb går det godt med at realisere strategien om at tilbyde sundhedstilbud af høj kvalitet, der er rettet mod unges behov og tilgængelige for de unge i området. Strategien om at opbygge kapaciteten blandt ansatte, ung til ung-rådgivere og partnerorganisationer til at planlægge og udføre arbejdet på et tilfredsstillende niveau er også sat på skinner.

Plads til forbedringer

Hvad det derimod endnu ikke er gået helt tilfredsstillende, er den del af arbejdet, der går ud på at udføre fortalerarbejde over for politikere og andre beslutningstagere for at sikre forståelse for og støtte til at forbedre unges seksuelle og reproduktive sundhed.

Det er relativt nyt for en organisation som FPAU at engagere sig i fortalerarbejde, og der er først for nylig udarbejdet en strategi for, hvordan denne indsats skal tilrettelægges.

Plads til forbedringer er der også, når det drejer sig om etablering af strategiske partnerskaber og alliance med andre private og offentlige aktører, der arbejder med hiv/aids. I den resterende projektperiode, der løber frem mod 29. februar 2008, vil der blive arbejdet på at realisere disse 2 strategier.

De 2 dele af projektet, der endnu ikke er helt oppe i gear, hænger delvist sammen.

Der er 2 formål med at opbygge strategiske partnerskaber og netværk.

For det første skal partnerskaberne med andre organisationer og sundhedscentre gøre det nemmere at henvise klienter til hinanden og dermed sikre, at de unge får dækket alle deres behov på området.

For det andet skal strategiske alliancer bruges til at gå sammen for at styrke fortalervirksomheden over for lokale beslutningstagere og meningsdannere som lokale ledere, religiøse ledere, distriktsembedsmænd og repræsentanter for massemedierne.

Hiv-smitte i større sammenhæng

Som navnet antyder, er Family Planning Association of Uganda hidtil blevet opfattet som en organisation, der beskæftiger sig med familieplanlægning og derfor retter sig mod ægtepar. Det er dog lykkedes organisationen at ryste dette image af sig, og også blive set som en organisation, der arbejder med hiv/aids og appellerer til unge.

I Uganda har det store fokus på hiv/aids betydet, at et stort antal organisationer, der arbejder specifikt med hiv/aids, er vokset frem. Der har derfor været en ten-dens til, at man enten arbejdede med hiv/aids eller med familieplanlægning.

FPAU har haft succes med at integrere hiv-forebyggelsesarbejdet i sit eksisterende arbejde og sætte hiv-smitte ind i en større sammenhæng omkring seksualitet og rettigheder.

Også de lidt ældre unge

En af diskussionerne under midtvejsevalueringen var, hvorvidt projektets aldersmæssige afgrænsning er hensigtsmæssig. Da projektet blev designet, besluttede man, at det skulle rettes mod unge (traditionelt defineret som 10 – 24 årige), der er beskæftiget som bilvaskere, knallerttaxachauffører, murstensproducenter, bartendere, frisører og småjobs.

Det har vist sig, at der kun er ganske få 10-14 årige, som arbejder med den type småjobs, der falder ind under projektbeskrivelsen. Derfor overvejes det nu at sigte på de 15-29 årige i stedet.

Argumenterne herfor er, at man dermed i højere grad vil nå de udsatte grupper, som projektet ønsker at nå, og at ung til ung-rådgivere, der har opbygget erfaring og færdigheder gennem projektet, kan fortsætte efter de er fyldt 24 år.

Fokuseret indsats har størst effekt

Også det geografiske dækningsområde for projektet har været til debat. Projektet dækker kun unge i Mbarare by, men unge uden for byen har udtrykt ønske om at kunne drage nytte af projektet.

FPAU og Sex & Samfund holder dog fast i, at ideen med projektet ikke er at nå så mange unge som muligt, men hellere at nå et mindre antal på en effektiv måde. Erfaringerne har vist, at det kræver en fokuseret og vedvarende indsats over for de unge at sikre, at indsatsen fører til reelle adfærdsændringer og en reduceret hiv-rate.