En fjerdedel af ugandiske piger under 20 år bliver gravide.
Usikre aborter er skyld i 26 procent af de dødsfald, der er i Uganda i forbindelse med graviditet.
Og hver femte unge mand i Uganda tror ikke, at piger kan blive gravide første gang de har sex.
Derfor er der et stort behov for at få styrket den systematiske undervisningsindsats til ugandiske unge, skriver Sex & Samfund.
De unge har brug for mere viden om krop, seksualitet, køn og sex, og skal desuden have kendskab til de muligheder, der er for at få rådgivning og hjælp.
Målet er at sikre, at de unge i Uganda får basal viden om deres seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder og får styrket deres handlekompetence til at træffe egne valg i deres hverdag i relation til seksualitet, sundhed, trivsel og rettigheder, skriver organisationen i en nyhed på sin hjemmeside.
Derfor er Sex & Samfund og organisationens ugandiske partner, Reproductive Health Uganda (RHU), gået sammen om at udvikle et helt nyt seksualundervisningsmateriale målrettet unge mellem 15-24 år, der enten går på tekniske skoler eller er uden for skolesystemet i Hoima i det vestlige Uganda.
Læring fra Uge Sex i Danmark
Sex & Samfund har brugt læringen fra den danske Uge Sex-kampagne i udviklingen af undervisningsmaterialet og uddannelsen af underviserne i Hoima.
”Vores mangeårige erfaringer med dialogbaseret seksualundervisning fra skoler og ungdomsuddannelser i Danmark er sammen med RHU videreudviklet i materialet til de ugandiske unge. Vi har også integreret det unikke fokus på positive og handlingsorienterede øvelser og metoder, som kendetegner den danske model for seksualundervisning,” fortæller national projektleder i Sex & Samfund, Morten Emmerik Wøldike, som sammen med Sex & Samfunds internationale afdeling og RHU har været med til at udvikle materialet.
En af de store udfordringer har været de betydelige forskelle, der er på at være ung i Uganda og i Danmark.
”Der er ting, vi tager for givet i Danmark, som ser helt anderledes ud for unge i Uganda, både når vi ser på unges sociale, kulturelle og læringsmæssige baggrunde. For at sikre tidssvarende undervisningsmaterialer, der tager konkret udgangspunkt i de unges hverdagsliv i Uganda, har udfordringen været at finde de spørgsmål og dilemmaer, der optager unge i Uganda. Hvor unge i Danmark har en forholdsvis høj viden om for eksempel prævention, sexsygdomme og graviditet, er der brug for et stærkere fokus på det til unge i Uganda. Og omvendt er der nok noget om, at unge i Uganda har et mere afslappet forhold til deres egen krop og synet på den, end danske unge har i dag,” siger Morten Emmerik Wøldike.
Find materialet her og læs mere på Sex & Samfunds hjemmeside